Om at lave aftaler om fremtiden

Når man rejser væk i en længere periode er der mange ting der pludselig bliver meget tydelig for en. Ikke nok med, at man, når man rejser alene, selvfølgelig lærer sig selv at kende, lærer at begå sig alene og alt det der, men man opdager også hvem ens rigtige veninder er. Hvem der er ens venner. Hvem der bekymre sig, og hvem der er fuldkommen ligeglade med hvor i verden du befinder dig, eller hvordan du har det. Det kan være hårdt, men jeg har prøvet det før, så jeg tænker ikke over det længere. Det er også her du finder ud af, at folk du aldrig havde skænket en tanke, faktisk derimod har tænkt på dig – og det er her det bliver rigtig sjovt, og rigtig interessant. Min søster, som også efterhånden er en del berejst, siger altid: Jo længere væk, jo større interesse. Og ja. Jeg må jo, endnu en gang, give hende evig ret.

Det startede jo sådan set allerede da jeg sad i lufthavnen, og jeg, til min store overraskelse, fik en besked fra M. Han ønskede mig god tur. Ikke nogen særlig hilsen, men den var der – modsat så mange andre, som aldrig skrev. M var faktisk den sidste person jeg havde forventet noget fra. Som jeg flere gang har skrevet om, så er vores venskab en smule specielt, og sådan en besked er ikke ’normalt’ for os. Jeg blev glad, og det betød meget. Generelt har M vist mig utrolig stor opmærksomhed, og det er mange, mange måneder siden, at jeg sidst har talt så meget med ham. Eller talt er måske en overdrivelse, skrevet med. Ja. Skrevet med, er nok mere passende. Selvom jeg havde lovet mig selv, at M ikke skulle overskygge denne tur, eller faktisk overhovedet have noget plads, så er det faktisk helt ok. Det foregår på et venskabeligt plan, og jeg er helt ok med det.

Men det var slet ikke det, at indlægget skulle handle om. Nej. Det spørger nemlig fra uventede sider. Da der er 6-7 timers forskel på mig og Danmark, så sker tingene også lidt forskudt. Når det er fredag nat/lørdag morgen i Danmark, er det derfor også kun fredag aften/nat i USA. Sådan gik det derfor også til, at jeg var vågen sidste fredag ved 22-tiden (min tid), også altså ved 4-5-tiden om morgen i Danmark. Jeg havde tidligere på dagen haft snappet lidt uskyldigt med en gammel kollega som jeg ikke har talt med i flere måneder. Han reagerede til min store overraskelse på en snap jeg, ved en fejl, havde sendt til ham, og ja, det resulterede i en kort snap-udveksling hvor han bl.a. hentydede til, at der var længere mellem mine snaps, og at de var kedelige at se på (læs: han ville gerne se noget mere bart). Jeg måtte fortælle, at jeg havde fået andre prioriteter (læs: V), og at jeg ikke synes det var passende eftersom han også havde en kæreste. Samtalen sluttede derefter.

Da jeg var på vej i seng, senere samme aften, så jeg, at han netop havde tjekket min MyStory. Jeg var flabet, og skrev til ham, at han skulle gå i seng i stedet for at tjekke min story. Klokken var trods alt 04.00 i Danmark. Han svarede tilbage, at han var på vej hjem fra byen. Han spurgte om jeg havde genovervejet, at sende noget af frækkere karakter til ham. Jeg svarede ja, men at det stadig var et nej. Vi faldt i snak. Snakken blev lummer, og det ene tog det andet. Pludselig røg der et par heftige billeder afsted til ham. Han blev overrasket, men glad. Han spurgte om han måtte være ærlig over for mig. Jeg svarede tilbage, at det skulle han da altid være. Herfra gik det stærkt. Pludselig havde x-kollegaen så vanvittig meget lyst til mig, og havde i virkeligheden haft det fra første gang vi havde mødets. Han indrømmede, at han i sin tid var gået tidligt hjem fra vores julefrokost, fordi han vidste, at han ikke kunne holde sig fra mig. Han indrømmede, at han havde tænkt på mig. At han ikke kunne vente til jeg var hjemme. At han sindssygt gerne ville være sammen med mig, og at det gik dårligt i hans nuværende forhold. Jeg krøb også til korset. Indrømmede, at jeg da havde skænket det en tanke, at være sammen med ham, men havde droppet det eftersom jeg vidste han var i et forhold. Det blev han glad for. Han spurgte om vi skulle love hinanden, at vi gjorde noget ved det når jeg kom hjem. Jeg sagde, at det kunne jeg ikke love, men at det lød som en god idé at vende tilbage til, hvis han altså gjorde sit for, at det kunne lade sig gøre, da jeg ikke var interesseret i at komme i mellem ham og hans kæreste. Han sagde, at det skulle nok løse sig. Så faldt jeg i søvn. Næste dag forsatte chatten. Meget heftig. X-kollegaer fortalte i detaljer hvordan han ville tage mig. Hvordan han ikke havde kunne sove hele natten ved tanken om, at han en dag ville gøre fantasi til virkelighed, og at han tænkte på mig hele tiden.

Jeg ved ikke om det var en tilpas mængde alkohol, en anden der skrev eller noget tredje den aften, men sandheden er, at x-kollegaen har ignoreret samtlige af mine snaps siden den dag – til trods for, at de ellers ikke har været kedelige. Samtidig har han ikke været tilbageholdende med at opdatere sin story med videoer og billede af sin kæreste. Det griner jeg lidt af. Hvis hun bare vidste. Hvad der kommer til at ske, det må tiden vise. Jeg er i hvert fald færdig med at spille kort ud mod ham. Der er andre jeg hellere vil bruge min tid på både nu, og når jeg kommer hjem. Vi får af se hvad der sker.

Folk spørg mig tit, hvorfor flygter du? Hvad er det du vil rejse for? Hvad er der galt med Danmark? Og ovenstående er svaret. Folk ændre sig når man er væk. Jeg ændre mig, og uden at gøre særlig meget så finder man ud af hvem man skal have i sit liv, og hvem man ikke skal have. Det kan virke hårdt, men den type jeg er, har brug for at gøre tingene meget kontant og få direkte besked på hvordan tingene står til, og derfor fungere det fuldkommen perfekt for mig. Jeg er glad.

Nu vil jeg lukke ned, spise noget aftensmad og gå en lang tur med høj musik i ørerne – livet er fandema godt. Jeg har det fandema godt.

//

Om at lave aftaler om fremtiden

Om at trøste på afstand

Min søster skrev til mig i lørdags. ”Ring når du kan”. Jeg vidste, at den var gal. At hun ville være ked af det. Hun har i længere tid datet en fyr. En fyr der virkede både sjov, sød, charmende, nede på jorden og ubesværet. En fyr der virkede rigtig god for hende. En fyr hun virkede rigtig glad for, og hvor følelserne virkede gengældt.

Ikke desto mindre skete der en masse ting, og pludselig stod de i en situation hvor min søster udviste alle følelser for ham, men hvor han måtte erkende, at han havde mistet dem for hende. Han droppede hende. Droppede er måske et hårdt ord, men han besluttede i hvert fald, at han ikke længere kunne ses med hende. Han ville ikke holde hende for nar. Han indrømmede, at hans følelser var gået modsat. Han havde været vild i starten. Betaget. Forelsket. Men det havde vendt, da han ikke følte samme begejstring fra min søster. I princippet rigtig fint. Ærlig snak. Jeg mener, det er hårdt at få af vide, men det er da bedre end ikke at vide. Er det ikke?

Jeg har sgu efterhånden oplevet et par gange, at blive ’ghostet’. De forsvinder bare. Uden at sige en lyd. De tager halen mellem benene, og flygter for livet. Det er det værste. Tilbage står man med 100 uopklarede spørgsmål og én følelse: Hvad gjorde jeg galt. Man føler man gav alt. Lagde sig ud. Sårbar. Åben. Det samme spørgsmål spurgte min søster mig i telefonen. Hvad gjorde jeg galt? Hvorfor vil han ikke?

Til at starte med sagde jeg ikke så meget. Hun græd og græd. Helt ustoppeligt. Tror bare hun havde brug for jeg lyttede. Så sagde jeg til hende, prøv lige, at forstil dig tingene for 2 måneder siden. Forstil dig at du er X (fyren), og forstil dig, at han har haft de følelser og spørgsmål du sidder med lige nu. Måske ikke så voldsomt, men han har helt sikkert være lige så frustreret som du er lige nu. Også se på dig, og din reaktion. Straks begynder du at beskytte dig selv. Du vil slette hans nummer, hans snapchat, sms’er og billeder. X er også nødt til at beskytte sig selv nu. Han har været hvor du er nu, og det er der ingen mennesker der frivilligt sætter sig tilbage i.

Hun stoppede med at græde. Hun kunne godt se min pointe. At X ikke gjorde noget for at være ond. Led. Tarvelig. Men at han har taget et valg for at beskytte sig selv. At deres timing er dårlig. At deres måde at indgå relationer på er vidt forskellige, og at deres kommunikation tydeligvis er fuldkommen fra hinanden. Hun trak vejret dybt. Det gav mening for hende. Hun var stadig ked af det, men pludselig affandt hun sig med, at det ikke var hendes skyld. At det var en fælles mis-kommunikation. Så sagde hun selv: Måske. Måske passer vi bare slet ikke sammen. Måske er vi for forskellige. Jeg svarede hende ikke rigtig. Det var en konklusion hun selv måtte drage. Det eneste jeg kunne sige var bare, at det er vigtig at lære af alle relationer, og at man sommetider støder på folk der virker så rigtige. Så perfekte på alle mulige måder, men som ikke er det. Som kommer ind i ens liv, for at lade en blive endnu mere sikker på hvad man leder efter. Og hvad man bestemt ikke leder efter. Det skal man sætte pris på. Og det skal man tage med videre.

Vi snakkede videre en halv times tid efter. Hun græd lidt mere, men da hun lagde på var hun fattet. Hun var på en eller anden måde, blevet okay med det. Det gjorde mig glad, selvom jeg stadig var ufatteligt ked af det på hendes vegne.

Da jeg lagde på, kunne jeg mærke, at jeg var blevet ekstremt påvirket af vores samtale. Jeg kunne ikke lade være at tænke på MA. Hvordan han behandlede mig. Jeg kunne ikke lade være at evaluerer mine følelser over ham. Lige skænke ham en tanke.

Nej. De var væk. De eneste følelser jeg kunne fremkalde, var en eller anden form for accept af, at jeg aldrig får svar på hvor de 2 måneder vi brugte sammen forsvandt hen. En accept af, at det var sådan vores relation endte med at blive, og en accept af, at han i den grad har lært mig, at man ikke ved hvad man har, før man ikke har det mere. At man skal huske at udtrykke hvad man føler, og man skal sætte pris på det man er i, og ikke altid være videre til den næste. Jeg er ikke sur på MA. Jeg er ikke længere ked af det. Jeg kan ikke længere græde over ham. Det føltes godt. Samtalen med min søster gjorde mig bevidst om, at jeg har rykket mig. Den huskede mig på, at på et eller andet tidspunkt, måske langt ude i fremtiden, måske lige om lidt, så vender det også vil man i stedet stå tilbage og smile af det man aldrig troede man skulle komme videre fra.

//

Om at trøste på afstand

om dobbelt op på lykke

Tiden går, klokken slår, og der sker så sindsygt mange gode ting i mit liv lige nu. Jeg har det fantastisk godt, og har et par idéer til indlæg skrevet ned på min telefon. Imorgen har jeg en lang bustur foran mig, så der håber jeg, at jeg kan få skrevet et af dem. Nu starter vi dog lige med det her.

Min boligsituation hjemme i Danmark har sejlet lidt. Jeg har oprindeligt boet hos mine forældre, lidt uden for København, da jeg ikke havde penge til, at købe min egen lejlighed pga. udveksling. Desuden er boligmarkedet ikke nemt, og banken har ikke været sød, så det blev ikke en realitet. Jeg valgte at bruge mine kræfter på skole og udveksling i stedet for. I mellemtiden har jeg dog alligevel boet næsten 90% af tiden hos mine søstre der bor i byen, og jeg er derfor meget, meget sjældent hjemme hos mine forældre. Om ikke andet, så har jeg ikke mit eget, og det har virkelig pint mig. Men. Men. Men. Men.

Et par dage inden jeg tog afsted på udveksling og ferie, var jeg dog inde og se en lejlighed samme sted som min ene søster bor (2 opgange derfra). Jeg har løbende kigget på lejligheder, men som sagt er det ikke nemt og de bliver altid hapset foran mig.
Her var det også noget med interne og eksterne lister, men lige pludselig var det altså min tur. Jeg så lejligheden, og blev smask forelsket. Jeg skrev mig op som interesseret køber, men vidste også, at der var nogle foran mig. Så tog jeg af sted på ferie/udveksling, og hørte ikke noget. 1 uge efter kom der dog en mail i min indbakke. Jeg havde fået tilbudt lejligheden, og for at gøre en lang historie kort, så kom der 2 uger efter (i onsdags) en mail fra banken om, at de gerne ville låne mig penge.

Jeg har fucking købt min egen lejlighed. Jeg kan slet ikke få hænderne ned, eller finde ud af hvor jeg skal placere min lykke henne. Jeg forsøger at sprede den ud over både mit eventyr lige nu, udveksling, lejlighed og fremtid, men det er svært. Jeg er så latterligt glad. Mine forældre er så søde, at hjælpe med det praktiske derhjemme, skrive under, bestille maler, gulvslibning med videre, så den forhåbenligt står klar jeg når jeg engang kommer hjem til jul.

Som et lille side fact kan jeg oplyse, at det er ca. 500 meter fra hvor Jakkesættet bor. Han blev også jævnt tilfreds, da jeg begejstret skrev til ham igår, at jeg kommer til byen.

Stay tuned. (Cliff hanger uh’)

//

om dobbelt op på lykke

om hvordan det går

Jeg har kun været væk i knapt 8 dage, men jeg føler det er flere måneder siden, at jeg sidst stod med dansk jord under fødderne.

Jeg var meget bevidst om, at jeg ville lade samtlige ‘relationer’ til både M, Jakkesættet og V glide ud, eftersom jeg de næste 3 uger (læs nu 2 uger) gerne ville fokusere på, at være 100 procent mig selv. Alene. Kun mig.

I forhold til Jakkesættet, var det sådan set nemt nok. Vi havde gang i ret hed sex-ting for en uges tid siden, men jeg har faktisk kun udveksling 2 snaps med ham siden. Vi har egenligt ‘aftalt’, at vi må genoverveje vores ‘relation’ når vi kommer hjem, og Jakkesættes eneste kommentar til, at jeg skulle rejse var; De er fandema heldige de drenge der får fornøjelsen af din krop. Og dig. Jeg er ked af, at vi ikke fik knaldet farvel.
Så ja. Det var jo en fin besked at få. Nu må vi se hvordan det kommer til at udvikle sig ikke blot mens jeg er væk, men også når jeg er hjemme igen. Der kan jo nå at ske mange ting.

Hvad ang. M er det en længere historie, som jeg nu forsøger at gøre kort. Lige med M var det måske, er det, særlig vigtig, at vi ikke er i kontakt. Eller det vil nok rettere sig, at det er særlig vigtig, at jeg ikke tager kontakt til ham. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mine følelser overfor ham, og sådan skulle det ikke være. I takt hermed trak jeg mig og længere og længere væk fra ham. Mine svar blev koldere og kortere, og min responstid ikke nær så hurtig. Indtil videre er det kun M der har kontakt mig, i mens jeg har været væk. Det er ellers rigtig, rigtig lang tid siden, at det sidst har været sådan. Han spurgte mig forleden, hvorfor jeg svarede så korte svar. Jeg svarede ham, at jeg var travlt optaget. Han er også begyndt at snappe mig. Det har han ellers heller aldrig gjort. Det føltes lidt som et desperat råb om opmærksomhed. Et råb, han har forsøgt sig med så mange gange før, men denne her gang giver jeg ikke efter. Jeg lader ham ikke få mig så nemt, og jeg vil ikke være så tilgængelig som jeg har været førhen. Det her er min tur. Min ferie. Min udveksling. Ikke hans. Han forsætter nok lidt endnu, indtil han finder sammen med sin eks-kæreste igen, så er jeg nok næppe længere særlig interessant.

Også til V. Ham jeg faktisk bruger allermest tid på, at tænke på. I dagene efter han var rejst snappede vi meget. Han opdatede lige på hvad han lavede og hvor han var, og jeg sendte søde beskeder tilbage om, at han skulle passe på sig selv. V screenshottede de fleste, og når jeg spurgte hvorfor, var svaret alle gange “Du ser så sød ud”. Det gjorde mig glad, men fik mig også her til, at stille spørgsmålstegn ved mine følelser.
Jeg kan godt lide V. Det kan jeg virkelig. Jeg savner ham. Som jeg ligger her i en dobbeltseng og er lidt små træt, så er det ham jeg allerhelst ville ligge med lige nu. Det er V jeg tænke på når jeg bliver lidt trist, og det er V jeg har lyst til at fortælle om min tur til, men. Vores ‘snap-streak’ var nået op på 20 dage i træk (hvilket er meget, da V på ingen måde er mobil bruger eller fan af sociale medier) og hver gang den steg en dag, så glædet jeg mig lidt over det. De sidste par dage jeg V var afsted, og de sidste par dage jeg var hjemme i Danmark, havde der dog været længere mellem snapsne fra V og længere tid mellem, at han åbnede mine. Vores super-streak løb ud, og vi snappede ikke sammen fra onsdag i sidste uge, og indtil i lørdags. Jeg fik en snap fra V. Jeg åbnede den ikke før mange timer efter. Jeg smed mit ‘jeg-er-kostbar-kort’. Det var en video af ham der lavede rugbrødsmadder. Han var altså hjemme i Danmark kunne jeg forstå. Jeg svarede ikke. Senere fik jeg et billede, af et billede, af V fra et billede album og teksten ” Mig til et bryllup i 2015. Håret sidder ikke super godt, hva’?”. Der gik igen nogle timer inden jeg åbnede den. Jeg snappede retur. Et selfie, som jeg havde taget på et museums-toilet og teksten “Mig på et museum i 2016. Håret har siddet bedre”. Han svarede ikke.

I nat kom er så endnu en snap fra V. Et selfie med teksten “Send lige lidt flere billeder, så jeg kan se hvor du er henne”. Jeg sendte et billede tilbage fra den bus jeg var i. Han svarede ikke.

Ja. Sådan kan vi jo så blive ved. Og jeg kan blive grå håret af at tænke på, hvad han tænker om mig. Om han savner mig. Om han overhovedet tænker på mig. Jeg bilder mig ind, at det gør han. Selvfølgelig. Det har han udtrykt flere gange. Men jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde hovede og hale i det snappen frem-og-tilbage show. Forfanden.

Så, som med både Jakkesættet og M, så må I stay tuned, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske.

//

 

 

om hvordan det går

om at rejse langt væk

Jeg sidder i lufthavnen og klokken er i skrivende stund 11.29. Jeg flyver mod eventyr 12:50, og jeg glæder mig. Helt nede i maven. Glæder mig til oplevelser. Til at overskride nogle grænser. Til at lære mig selv at kende. Til at blive klogere på verden. På livet. Fuck. Jeg glæder mig. Jeg er også hamrende nervøs. Men det er en anden sag.

Hvordan og hvorledes det hele herinde i mit lille virtuelle univers kommer til at fungere, det har jeg ikke helt afgjort med mig selv. Måske forsætter jeg med at skrive, måske ikke. Det kommer an på hvordan det hele forløber sig, tænker jeg?.

Nu vil jeg nyde den sidste tid på dansk jord. Skrive et par ‘på-gensyns-beskeder’, også vil jeg drage ud i verden og få en på ‘opleveren’.

//

om at rejse langt væk

om endnu et farvel

Jeg var blevet inviteret til middag. “Vi handler ind og laver maden sammen” havde han sagt. Det lød jo sådan set også lækkert nok. Jeg takkede ja.

På vej derhen i bussen opstod der dog imidlertidig en trang til at aflyse. Jeg havde ikke lyst. Dels følte jeg mig slet ikke tilpas i det tøj jeg havde iført mig, og for det andet kunne jeg ikke dreje hvad fanden der egentlig foregik. Kl 18.45 ringede jeg på hans dør, og fandt hurtig vej op i lejligheden.

M tog imod mig med et kram, og smed sig i sofaen. Jeg smed mine ting, for herefter at gøre selv samme. “Vi henter maden” sagde M mens han smed et menukort i hovedet på mig.

Snakken gled som altid fra start, og de interne jokes flød som havde vi ikke bestilt andet hele dagen. Vi talte om hans eks-kæreste. Om de helt store følelser og i løbet af de timer vi brugte sammen havde M bådet, elsket hende, hadet hende, forbandet hele langt væk og været villig slået ihjel for at de kunne finde sammen igen.

Da vi gik ned for at hente mad skinnede solen os i hovedet som vi gik gennem Østerbros små gader. Det var dejligt og for én gangs skyld fik vi talt om noget andet end eks-kærsten. Jeg lærte nye ting om M til trods for at gå turen frem og tilbage sammenlagt var 20 minutter. Det var rart og jeg følte at vores venskab blev stærkere. Mere ægte. M betalte manden, og da vi kom fortalte M sjove historier fra hans vilde ‘ungdom’ mens vi spiste. Vi grinte. Helt ned i maven. Helt oprigtig.

Så smed vi os på sofaen og tændte for tv’et. Snakken gled forsat, og den stilhed der opstod mellem os ind i mellem var ikke akavet, men naturlig og rar. På et tidspunkt satte M en film på som han have lavet til hende. Eks-kæresten. Et sidste desperat forsøg på, at vinde hende tilbage. Han tvang mig til at se den. Jeg indvilligede. Imens den 5 minutter lange film med billeder og tilhørende musik kørte var det eneste der kørte i mit hoved “Dels: Hvornår stopper det her følelsesporno og samtidig: Gad vide, om der nogensinde er nogle der vil lave sådan en film til mig”. Da filmen var slut, blev der stille. Jeg kunne ikke lige finde en grimasse der kunne passe, men da jeg kiggede på M var det måske også meget godt. Tårerne trillede ligeså stille ned af kinderne på ham. Han gloede ud i luften. Jeg tog hans hånd. Gav den et klem. Smilede til ham. Aede hans hånd. “Hey. Det skal altså nok gå M. Det mener jeg, og det lover jeg dig. Det er hårdt lige nu, men du kommer igennem det. Med eller uden hende”. Han svarede ikke rigtig. Snøftede. “Det ved jeg godt. Men jeg savner hende. Jeg vil gøre alt”. “Det ved jeg godt” svarede jeg retur. Så blev der stille. Kun lyden fra tv’et kunne man høre i den pludselig alt for store stue. Jeg besluttede, at det var okay, at der ikke blev sagt noget. At jeg ikke behøvede at sige mere. Så sad vi et par minutter. Gloede tomt ind i tv’et indtil der skete noget sjov. Isen var brudt og samtalen var skiftet. Ikke mere snak om hende.

Så brugte vi resten af aften på at stene over “The Kardashians”. Grine og pjatte. Høre musik. Det var hyggeligt og sjov. Det var som at have den bedste ven man altid drømmer om. Den der betror sine dybeste hemmeligheder til en. Den der elsker en. Den man hænger ud med, og kan være 100% sig selv med. Det var pludselig M og jeg. Det var underligt. Jeg har aldrig følt mig tættere med M end jeg gjorde igår.

Ved 23 tiden var  vi begge trætte. Jeg tog mine sko på, og M rejste sig fra sofaen. Mens jeg fumlede med snørrebånd og pakkede mine ting sammen sagde vi ikke så meget. Jeg brød isen. “Så. Nu er det altså rigtig rigtig farvel. Vores nummer 2 rigtige farvel vel at mærke” sagde jeg og grinede. “Ja. Det er det. Kan du nu passe på dig selv. Nyde det og have det fuldkommen fantastisk. Det bliver fedt for dig. Det ved jeg”. svarede M oprigtigt retur. “Det lover jeg dig, hvis du kan love mig, at næste gang vi ses så er humøret højt og du er glad igen. Hvis der bliver noget håber jeg du ved, at du altid kan skrive. Det håber jeg virkelig du ved” svarede jeg tilbage. “Det ved jeg godt, og jeg skal nok huske det. Jeg kommer nok også til det, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det” svarede M med blikket slået ned i jorden. “Hey. Kom her” sagde jeg og åbnede armene for at give ham et kram. M åbnede tilsvarende sine, og hev mig ind til sig. Knugede mig tæt. Længe. Det var rart. Jeg tog en dyb indånding. Gav ham et klem. “Nu går jeg altså” fremstammede jeg. Jeg kunne mærke en tåre presse sig på. “Okay, så smut du med dig” svarede M drillende retur. Jeg kiggede ham endnu engang i øjnene. “Ej. Et kram mere. Så går jeg”. M grinede. “Så kom da her”. Så krammede vi igen. Tæt. Intenst. “Vi ses” sagde jeg mens jeg viklede mig ud af hans arme, drejede om og ud af døren. “Det gør vi” svarede han retur inden han lukkede døren.

Nede på gaden var det endnu en lun sommeraften. Min musik kom jeg igen i ørene mens jeg gik mod bussen. Endnu engang bekræftede jeg mig selv i, at jeg havde gjort det rigtige. At jeg endnu engang havde været der for ham. Men jeg blev også ramt af en følelse som det er meget lang tid siden jeg har mødt. Følelsen af, at være en smule jaloux. Jaloux på hans eks-kæreste. På hvor heldig hun er. At have ham. Han vil gøre alt for hende. Jeg kunne ikke lade være at overveje hvordan tingene mon havde været, hvis det var M og jeg der havde været kærester. Det var aldrig gået. Tanker om hvad M ville. Hvorfor vi for en måned siden kyssede. Sov sammen og nu bare er venner uden en snert af den slags involveret gjorde mig forvirret. Jeg slog blikket ned i telefonen. Åbnede snapchat. En snap fra V tikkede ind og straks var alle tankerne væk. Jeg var hjemme en halv time efter. Besluttede mig for, at fortælle V jeg savnede ham. Skrev ham en besked. Han svarede tilbage. Han savnede i den grad også mig.

Jeg gik glad i seng.

//

om endnu et farvel

om nedtælling

Idag er der 5 dage til jeg rejser. 5 dage. Det er så vildt. 5 dage til eventyr og oplevelser. 5 dage til jeg er tilbage i det land som jeg forlod for 1 år siden så voldsomt ked af det. Det land hvor jeg blev forelsket, fik nye venner og oplevede så meget. Jeg kan slet ikke vente. Lige så nervøs jeg er for turen, ligeså meget glæder jeg mig. Når jeg sætter mig i flyet på søndag, hjulene fjerner sig fra dansk grund og skiltet med sikkerhedsbæltet bliver slået fra, så ved jeg, at næste gang jeg er tilbage i Danmark, der vil tingene være forandret. Jeg vil forhåbenligt være forandret. Have lært hvem og hvad der betyder noget. Sætte pris på nogle andre ting og prioriterer bedre.

Det lyder måske dramatisk, men efter at have mærket hvad 6 uger i selv samme land gjorde ved mig sidste sommer, så er jeg optimistisk omkring, at jeg skal igennem en positiv udvikling. Pyha. Det blev meget dybt.

De sidste par dage er gået med familie hygge, snappen frem og tilbage med V, et halv hjertet forsøg på at arrangere noget farvel-sex med Jakkesættet, en masse praktisk “What-to-see” planer, samt en helvedes masse arbejde. Jeg har sidste dag på job imorgen. Jeg kommer til at savne det og mine søde kollegaer helt vildt meget. Heldigvis har jeg fået lov at få orlov, så jeg har ro i sindet omkring job situationen når jeg vender hjem igen.

Det er ikke lykkedes mig at arrangere farvel-sex med Jakkesættet, men det bunder måske i, at jeg har fået så tilpas mange følelser involveret hele situationen omkring V, at jeg ikke synes jeg kan byde hverken Jakkesættet eller V, at ‘knalde uden om’. I hvert fald ikke når det kun er 10 dage siden V tog afsted på ferie, og kun 6 dage siden han meldte, at han savnede mig og ville gøre det helt indtil jeg kom hjem i sikkerhed igen. Jeg måtte melde tilbage, at jeg da bestemt også savnede ham. Det blev han glad for. Jeg kan dog mærke på mig selv, at jeg er nødt til at skubbe tanker om V og fremtiden ud af hovedet. Jeg har ikke lyst til at blive begrænset af gamle, nye eller fremtidige følelser under mit ophold, og det bliver jeg, hvis ikke jeg kobler V lidt ud af billede. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så nåede jeg alligevel at genfinde nogle af de følelser jeg tidligere har haft for V, og dem føler jeg bestemt ikke for at have på nuværende tidspunkt. Det tror jeg egenligt godt, at V forstår, men samtidig er jeg også bange for, at skubbe ham for langt væk, og at han så er helt forsvundet når jeg vender hjem igen til januar.

Jaja. Den tid den sorg. Det hverken vil, skal eller kan jeg bekymre mig om lige nu.

Jeg har flere praktiske ting på min to-do. Folk der skal ringes op. Regninger der skal betales, piller og andre ting der skal købes og en taske der snart skal pakkes.

//

 

om nedtælling