om lige at opdatere.. igen.

Okay. Så tingene er gået lidt stærkt de sidste par måneder. Jeg giver op på, at fortælle det hele. Der er sket for meget. Mange gode ting. Mindre gode ting. Sjove ting. Triste ting. Ting der gjorde rigtig ondt. Ting der gjorde rigtig godt. Jeg har svært ved at skille tingene fra hinanden. Historierne glider sammen. Dagene. Månederne. Tidspunkterne bliver en store pærevending og jeg kan ikke længere huske rækkefølgen, følelserne og tankerne omkring de forskellige ting. Og så alligevel. Lad mig starte fra maj. Overfladisk frem til i dag. Meget overfladisk.

I maj måned bliver jeg bachelor og slutter med et 10-tal. Jeg er stolt over mig selv, og det jeg har udrettet på mine første tre år af studiet. Jeg har mod på de sidste to år, og føler mig overbevist om, at det nok skal gå rigtig godt.

I maj måned løber jeg også marathon. Mit nummer 2. Det var fedt, og jeg er stadig helt høj over det.

I maj måned får jeg også sommerferie. Dog en kedelig en af slagens. Arbejde dagen lang. Jeg magtede det ikke.

Jeg er på tinder. Hele tiden. Swiper løs, men der er ikke noget interessant, også alligevel. En kollega dukker op. Jeg liker. Bare lige for at se, om han også liker mig. Match. Yes. Jeg har aldrig rigtig lagt mærke til ham før, til trods for, at vi sidder i samme kontorfællesskab. Vi skriver. Det udvikler sig til at handle om sex, og der går ikke mange dage før vi pludselig kysser på et toilet på arbejdet. Et handjob og blowjob blev det vidst også til. Ups. Det glider ud. Han gider ikke mere. Jeg bliver lidt ramt af en følelse af udnyttelse og må nøjes med frække fantasier for mig selv hver dag når jeg ser ham.

Men i maj møder jeg også en anden kollega i byen, og sommerflirten mellem os varer ved på arbejdet. Pludselig er arbejde fra kl. 8-16 ikke noget problem, når man ved der venter godt selskab i enden. Vi skriver frem og tilbage. Drikker kaffe på job. Kysser vidst også til en sommerfest. Sover sammen. Holder lidt i hånd. Kollegaen tager på Roskilde, og da han kommer hjem er alting forandret, og vi har ikke rigtig snakket siden. Jeg ved ikke hvad der skete. Det gjorde sgu lidt ondt. Kollegaen var sød.

Samtidig med, at jeg kysser lidt med kollega(erne), knalder jeg med en gammel tinder fyr, som jeg har set løbende siden marts. Sexen er god, og alt er godt. I hele juli er der radiotavshed fra ham. Han har travlt med ferie siger han, da han endelig vender tilbage på min sidste sms 5 uger efter. Vi mødes og knalder for to uger siden. Sexen er stadig fantastisk. Jeg kramper sammen under ham.

Og sideløbende med kollegaerne, tinder-fyren, den gode sex, de kedelige arbejdsdage ja så melder Øl-manden pludselig sin ankomst i København. En jobsamtale gør, at han skal herover på lyn-visit og jeg kan mærke han fisker efter et sted at sove og at ses. Jeg henter ham i lufthavnen med så mange sommerfugle i maven, at jeg gentagende gange i metroen måtte overveje hvordan man pænest knækker sig uden en skraldespand. Jeg venter. Og venter, og pludselig kommer Øl-manden gående ud af ankomstdørerne. Præcis lige så flot, så dejlig også alt muligt andet som jeg husker ham. Han slår sine arme omkring mig. Smiler og tager min hånd. Pludselig var alt lige som det skulle være, og for de efterfølgende 24 timer glemte jeg alt om alle andre. Det var perfekt og som havde vi aldrig været fra hinanden. Øl-manden tager afsted næste aften. Vi kysser. Jeg vinker som han træder ind i metroen. Herfra går vores kontakt stødt nedad. Det var underligt.

Livet går videre. Jeg swiper videre på Tinder. Liker lidt tilfældigt. Jeg er så ligeglad. Jeg gider ikke. Så køber jeg en afbudsrejse. Jeg vil væk. Samtidig på tinder kommer der et par matches. Jeg mødes med den ene. Drikker en øl dagen inden jeg tager afsted. Det var hyggeligt. Vi aftaler at ses igen når jeg kom hjem fra ferie. Kontakten mellem os ebbede langsomt ud og svartiderne blev til flere dage. Der kommer også et andet match. En elektriker. Jeg kan ikke huske, at jeg har liket ham. Han skriver til mig. Jeg joker om, at jeg skal have lavet en lampe. Vi udveksler snap-chat så han kan se hvor lampen skal hænge. Vi snapper. Meget. Hele tiden. Han er sød. Han er faktisk rigtig sød.

Så rejser jeg væk fra det hele. Fra alle tanker. Forvirringer omkring job, kærlighed, studie og træning. Jeg tager en uge offline i en lille by i Spanien. Træner på livet løs. Sover dagen væk. Det var fantastisk. Elektrikeren snapper stadig. Siger jeg er sød. At han gerne vil møde mig. Jeg siger, at det bliver svært for han bor en times kørsel fra mig. Han siger, at det gør ham ikke noget. Jeg tøver. Han er ikke umiddelbart min type. Han charmerer sig langsomt ind på mig, og melder herefter sin ankomst fredag aften. En kop kaffe og en gå-tur. Så skal jeg nok kører igen, siger han. Jeg siger OK uden forventninger til vores date.

I tiden mellem min hjemkost og forestående date melder Øl-manden, at han har fået job og flytter til København. Jeg stivnede og samtalen mellem os var kunstig og underlig. Alt det jeg har grædt over. Drømt om. Håbet på. At Øl-manden en dag ville stå i København er gået i opfyldelse, også kunne jeg overhovedet ikke finde en grimasse der kunne passe. Det gør ondt i min mave at tænke på, så jeg prøver at lade være.

Fredagen kommer, og netop som jeg er ved at formulere en besked om, at jeg ikke synes vi skal ses alligevel, melder Elektrikeren, at han er kørt og er på vej. Han glæder sig til at se mig skriver han. Jeg skrev vidst nok i ligemåde. 5 kvarter efter ringer det på min dør. Jeg buzzer ham ind og åbner forsigtig min hoveddør. Det var den 28. juli og jeg har svævet på en lyserød sky ligesiden han kom til syne i min opgang.  Vi klikkede og havde så voldsom en kemi, at man skulle fristes til at tro, at vi havde været kærester flere år.

Efterfølgende har vi ses 5 gange. Det er så latterligt lidt. 5 dates. Men vi har talt i telefon. Morgen og aften. Flere timer og det føltes som om, at jeg har kendt ham flere måneder.

Elektrikeren er noget nær alt det jeg drømmer om, og alt det jeg absolut ikke vil have, men jeg er blevet vild med ham og ligepludselig er alt andet ligemeget. Vi har aftalt, at vi ikke ser andre. Jeg har slettet min tinder. Det har jeg ikke gjort i over 2 år. Jeg er blevet vild med ham. Sådan rigtig godt og grundig vild. Det føltes fantastisk og samtidig så er det vi har stadig så skrøbeligt. Så nyt. Så kostbart at det gør ondt inden i når vi ikke er sammen.  Men 5 dates er ikke meget. Det husker jeg mig selv på. Det kan brydes når som helst. Det gør ondt…

 

//

 

 

 

Advertisements
om lige at opdatere.. igen.

om stadig at være her

Jo, jo. Jeg er her stadig.
Der er sket meget, og samtidig så uendeligt lidt siden Fodboldspilleren var her. Jeg måtte lige genlæse mit sidste indlæg. Jeg har ikke set Fodboldspilleren siden. Da jeg havde sendt Fodboldspilleren hjem med bussen gik jeg hjem og græd. Lårtykke stråler. Jeg var knust. Det var for meget. Han var jo ikke Øl-manden. Jeg prøvede så meget, at få ham til at blive det, men han kunne ikke nå ham til sokkeholderne, og ligemeget hvor gerne jeg ville, så kunne jeg ikke lade være, at sammenligne dem og blive så inderligt bevist om hvor langt Øl-manden netop var fra mig. Fra at blive min.

Der gik en uge. En uge med rigtig ondt i maven og alt for mange tanker. Så ringede jeg til Fodboldspilleren. En søndag aften. Samtalen varede 8 minutter. “Lad os bare tage det som det kommer ” sagde han. Jeg fniste. Vidste godt hvad klokken havde slået. “Der er vidst ikke rigtig noget, “At tage som det kommer” svarede jeg igen. Der blev stille. “Du virkelig en dejlig pige. Jeg kan godt lide dig” sagde han så. Jeg svarede noget sukkersødt retur. Afsluttede samtalen. Siden har vi ikke talt.

 

Sideløbende snappede jeg ivrigt og heftigt med Øl-manden. Den ene søde besked tog den anden. Ja, det gør de sådan set tildels stadig, for ja. Vi taler stadig sammen dagligt. Eller vi snapper. Vi snapper rigtig meget. Jeg savner ham stadig forbandet meget. Det gør ondt i min mave når jeg tænker på ham, og jeg smiler når han kækt sender en selfie. Jeg tænker på at ringe til ham. Snakke med ham. Hvad vil han. Hvad vil jeg. Men jeg er bange. Bange som jeg har været det siden december måned hvor han kiggede mig i øjnene og afviste mig. Samtidig søger han ivrigt job, og der er endda røget en ansøgning eller to imod københavnske virksomheder – så jeg krydser fingre. Fingre for, at han står her en dag og banker på og spørg om jeg giver kaffe. Indtil da venter jeg pænt. Jeg siger det ikke til nogen, men jeg venter.

Og mens jeg venter, så fordriver jeg tiden. Jeg fordriver den med god sex og søde dates. Jeg fordriver den med stress. Med angst og med besøg hos en coach. Jeg fordriver den med alt for meget arbejde og alt for mange tanker, og og selvom mit tidligere indlæg blev afsluttet på samme måde, så ja, så kræver de historier vidst deres egne indlæg. De kommer. Det lover jeg.

//

 

 

om stadig at være her

om til og fra Aarhus

Dagene går og tiden slår. Der sker meget også sker der så uendeligt lidt. Jeg er allerede i gang med at lede efter praktikophold til sommer og udlandsophold på kandidaten. Jeg drømmer og drømmer. Drømmer mig tilbage. Drømmer mig frem. Videre og ud.

Det tætteste jeg imidlertid har været på at være udenlands var dog min beskedne tur til Aarhus sidste weekend. Tidligt fredag morgen stod jeg på Hovedbanegården. Arbejdsweekend i sigte. Ikke ligefrem hvad jeg forbinder med weekend, og det eneste der umiddelbart fik mig afsted var udsigten til endelig at se Fodboldspilleren igen.

Fredag aften blev vores bytur imidlertidig flyttet til om lørdagen, og det skabte ikke ligefrem god stemning hos Fodboldspilleren der pludselig påstod at eneste årsag til han var taget ud var på grund af mig. Jeg lovede ham, at vi kunne ses hurtig lørdag. Han sagde ok.

Lørdag på jobbet trak ud. Det eneste jeg kunne tænke på var ham. Jeg havde brug for hans kys. Hold hans hånd. Jeg havde brug for noget nærvær. Endelig. Kl. 17.30 frihed. Fodboldspilleren ringede. Spurgte om jeg ikke bare kunne komme forbi hans job. Han var alene. “Skynd dig. Jeg har lyst til dig” skrev han. Jeg blev ukoncentreret. Glædede mig til at se ham. Kl. 18.15 stod jeg nede foran hans arbejde. Han kom ned og hentede mig. Samtalen flød og han viste mig rundt på kontoret. Viste mig deres køkken. Deres mødelokaler.  Jeg grinte af ham. Kan du ikke bare vise mig toilettet i stedet for spurgte jeg kækt. Så tog han min hånd. Hev mig ind på toilettet og inden længe havde han flået mine strømpebukser ned og nederdel op. Hans hænder var over alt og der gik heller ikke længe før hans tunge også var fuld beskæftiget mellem mine ben. Jeg stod op ad væggen og havde svært ved at holde balancen da han trængte op i mig. Så tog han mig forfra. Bagfra. Siddende på toilettet. Holdt mig for munden når jeg stønnede for meget, og hev mig i håret når jeg bad ham gøre det hårdere. Han kyssede mig mens jeg tog mit tøj på. Roste min krop. Kyssede mig lidt mere.

Så fulgte han mig ned til den restaurant hvor jeg skulle mødes med mine kollegaer. Kyssede mig hurtig. Pas nu på dig selv og gør ikke noget dumt. Jeg svarede ikke. Grinte bare lidt. Jeg mener det , gør ikke noget dumt. Nej nej svarede jeg ham uforstående overfor hvad han mente. Så vendte jeg ryggen til ham og gik ind. Jeg nåede kun lige ned til bordet og min stol før der tikkede en sms ind. Et hjerte. Jeg sendte et hjerte retur og smilte. Resten af aftnen forsvandt i god mad, bowling og en bytur med alt for mange øl.

Søndag morgen vågnede jeg trættere end tilladt og turen hjem fra Aarhus var ugidelig lang. Det eneste der fik mig hjem var tanken om, at jeg ville se Fodboldspilleren igen torsdag og at vi denne gang ville have mere end 1,5 time sammen.

Nu er det lørdag og igår jeg sendte Fodboldspilleren hjem efter han havde været her siden torsdag nat – men det kræver vist et indlæg for sig selv.

God lørdag.

//

 

om til og fra Aarhus

om at græde for første gang

Jeg har ikke grædt siden jeg kom hjem. Overraskende nok faktisk. I lufthavnen havde jeg et lille ‘break-down’, men så snart jeg var hjemme forsvandt det hele, og pludselig stod den på flytning, arbejde og alle mulige andre gode ting.

Nu er der imidlertid gået hverdag i den. Rigtig godt og grundig kedelig hverdag. Indtil nu har jeg (næsten, med undtagelse af en 4-5 dage) haft besøg af venner i lejligheden eller været ude. Jeg har fyldt mine dage op med træning, arbejde, træning, hjem i et bad også ellers typisk gæster der ikke forlod hytten før en 23.30-tiden for så at gentage det hele igen dagen efter.
Weekenderne har stået på løb i spandevis, lidt byture, et kort vist hjem til mine forældre, også ellers mere træning.
Jeg har været glad. Sådan glad helt nede i maven. Mere glad end jeg overhovedet havde turde håbe jeg ville være omstændighederne med udveksling, Øl-mand og et afsavn så stort det halve kunne være nok taget i betragtning. Men jeg er glad. Eller var. For idag. Midt i metroen gik det galt. Eller det startede faktisk allerede i mandags. Jeg brugte det meste af aftnen og natten på at snappe med Øl-manden. Vi savnede hinanden. Så ulideligt meget. Udvekslede udfordrende snaps med en sød tekst om afsavn. Om lyst. Om, at København var alt for langt fra Aalborg, og om at Aalborg var alt for langt fra København. Omkring kl. 2 sluttede vi. Det var mere frusterende og smertefuldt for os begge end det var godt.

Tirsdag var hele min verden brast sammen. Jeg vågnede op og følte straks et kæmpe mæssig hul. Lige i brystet. Lige i hjertet. Jeg stillede spørgsmålstegn ved følelsen, men kom hurtig i tanke om, at samtalen fra om natten måtte have tricket det afsavn jeg så længe har flygtet fra. Det ramte mig lige der. Igår var derfor også lang. Som mandag på en tirsdag, og da jeg senere fandt mig selv i fitnesscenteret halv bevidstløs med kvalme og en svimmelhed i sådan en grad jeg sjældent har prøvet, var jeg klar over, at det havde fået ram på mig – det afsavn der. Denne her gang i meget negativ grad.  Noget jeg ikke længere havde kontrol over.

Jeg besluttede mig for, at skrive til Øl-manden. At vores samtale kørte rundt i hovedet på mig. At det var svært lige nu. At jeg ikke kunne sove. I sekundet som jeg fik sendt snap-chatten faldt jeg dog imidlertid i søvn. Træt og udmattet.

Idag var ikke meget bedre, og da uret imorges ringede kl. 05.40 som det altid gør så snoozed jeg og droppede træningen. Jeg kunne ikke. Min krop. Min hjerne. Mit hjerte ville ikke. Øl-manden havde svaret. 1,5 time efter, at jeg havde sendt snappen. Jeg åbnede den ikke før senere. Jeg kunne ikke deale med svaret så tidligt.

Også stod jeg så i metroen. På vej hjem fra en kort, og kedelig dag, på job. Og så blev jeg dårlig igen. Rigtig dårlig og jeg skulle mande mig gevaldigt op for ikke, at fælde en tåre. Jeg slæbte mig endnu engang til en halvhjertet træning. Åbnede så hans snap. “Hvad kører rundt i hoved på dig? Er der noget vi lige skal tale om? Afklare?” skrev han. Jeg svarede tilbage, at det var ok og træningen hjalp. Det var løgn. Øl-manden spurgte om jeg var sikker, jeg svarede tilbage, at jeg var 100. Det var også løgn.

Fra træning og videre i Netto hvor jeg tomt stirrede på en hylde med dåse tomater i 10 minutter. Jeg var ude af stand til at bevæge mig, og min vejrtrækning var så besværet, at jeg mest af alt havde lyst til at skrige. Jeg fik betalt. Fandt vej ud i kulden. I sneen. I mørket. Det havde været lyst da jeg gik ind i forretningen, og nu var det blevet så mørkt. Trist.

Lejligheden lignede noget der var løgn da jeg trådte ind af døren, og jeg nåede at spørge mig selv, hvem der mon havde efterladt tingene sådan. Gik i krig med at ryde op. Sætte på plads. Min Sonos spillede ulykkelig kærlighedsmusik i baggrunden. Så usselt. Så sølle. Jeg satte mig ved computeren. Åbnede det brev jeg havde skrevet og givet til Øl-manden som det sidste ved vores farvel. Så læste jeg det hele. Fra ende til anden imens jeg græd.Græd for første gang siden den 20. december. Så kiggede jeg håbefuldt på min telefon. Men nej. Ingen snap fra ham. Selvfølgelig ikke. Så græd jeg lidt mere.

Og nu sidder jeg så her. Forsøger, at komme igang med min bachelor-opgave. Læse de sider i pensum jeg skal have klar til imorgen. Forsøge at snøfte færdig. Forsøger at overbevise mig selv om, at det ikke er en god idé, at være i konstant kontakt med Øl-manden. Vi bør ikke snappe i tide og utide. Vi bør absolut ikke have snappet sammen i 20 dage i træk. Vi bør ikke skrive om afsavn kl. 1 om natten og vi bør slet ikke tænke på gode minder sammen kl. 9 en søndag morgen.

Det er noget rod det hele. Jeg har stress. Jeg har kærestesorg. Jeg har det ikke godt – men det er jo ikke noget nyt. Nu spiser jeg den sidste rest af en iskold brownie jeg har i fryseren også satser jeg på, at imorgen og resten af tiden kun er gode. Kun gode, sagde jeg.

//

om at græde for første gang

om at savne lidt

Jeg savner dig lidt skrev han. En tirsdag aften klokken halv elleve om aftnen. Jeg kiggede på beskeden. Fik et sug i maven, og så en smerte. Et jag. Det bredte sig til mit hjerte. En tåre pressede sig på, og jeg stirrede tomt ud i luften i en rum tid. Dét var der aldrig nogensinde nogen der havde skrevet til mig før.

Jeg svarede tilbage. Jeg savner også dig lidt. Så snakkede vi lidt om det. Jeg spurgte hvornår jeg mon så ham igen, han sagde, at det vidste han ikke. Det gjorde mig forvirret. Jeg sukkede højtlydt. Skrev godnat. Følte ikke, at samtalen førte noget godt med sig. Fodboldspilleren skrev jeg var smuk og skulle sove godt. Jeg smilte.

Torsdag aften skrev han så igen. Skal vi ikke tage ud og rejse? Endnu engang blev jeg kastet ud på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Jeg svarede tilbage, at det kunne vi da godt en dag. Han forslog Paris. Eller hvad med Rom? Vi kan også tage til Barcelona. Så snakkede vi om det. Endnu engang faldt jeg i søvn med et smil på læben.

Fredag morgen var kedelig. Arbejdet var røvsygt, så jeg brugte min tid på at surfe billige afbudsrejser. Fandt en til Budapest. 3 dage for 2000 kr. Sendte ham linket. Han sagde det lød fedt. Jeg forslog en dato. Han ville lige vende sin kalender. Vi har ikke snakket om det siden.

Så blev det fredag. Jeg var fuld. I min brandert kom det hele op i mig igen. Hvem er det egenligt jeg savner? Savner jeg overhovedet nogen? Savner jeg ikke bare noget. Jeg fandt ikke svaret. Jeg ved det stadig ikke, men ikke desto mindre så fik jeg, efter Øl-manden og jeg havde udvekslet omkring 100 snaps den aften, skrevet at jeg altså savnede ham. Det var som om, at Fodboldspillerens besked tidligere på ugen havde givet mig mod til det.  Jeg gik hjem og faldt i søvn. Fuld og træt. Næste morgen vågnede jeg. Øl-manden havde svaret og med klistrede fingre fra en drink jeg havde tabt ud over min hånd fik jeg åbnet min telefon. Lige over, stod der. Jeg gloede tomt. Slukkede min telefon og vendte mig om og sov videre. Drømte, at han holdt om mig. Vågnede tom og alene med tømmermænd.

Også blev det igår. Øl-manden og jeg havde som vanligt de sidste 13 dage snappet hver dag mere eller mindre konstant. Beskederne var blevet sødere og sødere med dagene. Vi snakkede om udveksling. Gode minder. Sjove minder. Vi drillede hinanden. Sendte sjove videoer med filtre på. Han sagde jeg så sød ud. Flot. At jeg havde vundet i livet. At jeg var alt man kunne ønske sig. Jeg sagde det samme til ham. Godnat beskeden igår blev ekstra cheesy: Du sød. Du sød. Du sød. Du Flot. Du sød. Godnat. 2 minutter efter kom den retur: Selv. Selv. Selv. Selv. Selv. Sov nu rigtig dejligt :*.

Fodboldspilleren røg bagud på point og endnu engang drømte jeg så livagtig, at Øl-manden var hos mig, at jeg i nat vågnede ved, at jeg lå og snakkede i søvne som om, at han lyttede. Jeg savner ham så meget. Øl-manden altså.

//

om at savne lidt

om besøg fra det jyske

Han kom. Fodboldspilleren kom til København. Fredag, klokken 12.45 ringede det på min dørtelefon. Med lettere svedige håndflader trykkede jeg ham ind, og jeg kunne hurtig høre døren gå op nede i opgangen. Mit hjerte bankede hurtig, men jeg mindede mig selv om, at han var en cool fyr og at det nok skulle blive hyggeligt. Det skulle det.

Han var hurtig oppe på 1.sal og lænede sig ind og gav mig et kram. “Velkommen til storbyen” sagde jeg kækt og grinte. “Tak fordi jeg måtte komme. Jeg har glædet mig til at se dig” svarede han charmerende igen. Jeg viste ham hurtig rundt på min 68 m2, og vi fandt vej til sofaen. Snakken gik, om end vi brugte mest tid på lige at få en fornemmelse for hinanden. Studie. Arbejde. Basis tingene. Efter en times tid rejste Fodboldspilleren sig fra sofaen. Gik lidt på opdagelse i lejligheden mens jeg svarede på et par vigtige arbejdsmail. Jeg undskyldte. Han gik rundt som havde han været her 100 gange før, og smed sig så i min seng som var det hans egen. “Kom lige herind når du har arbejdet færdig” sagde han afslappet inde fra sengen mens han lå og rodede ved nogle papirer. Jeg skyndte mig, at formulere den sidste mail, klappede computeren sammen og lovede, at jeg ikke skulle arbejde mere. Så gik jeg ind til ham, og smed mig ned i sengen. Jeg landede bevist tæt på ham, men ikke tæt nok. Så rakte han sine arme ud og hev mig ned til sig. “Jeg har glædet mig til, at ligge her med dig. Måske skulle vi forsætte hvor vi slap sidst” sagde han mens han aede mig på kinden og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg rystede let på hovedet. Smilte. Kyssede ham på halsen. Fodboldspilleren trak mig ind til sig. Krammede mig. Knugede mig. Kyssede mig i håret. “Jeg kunne godt falde i søvn nu” hviskede han efter vi havde ligget omslynget af puder og dyner i et stykke tid. Så lukkede jeg øjnene og svarede “Så lad os nappe lidt”. Også faldt vi i søvn. Eller. Vi faldt Ind og ud af lettere søvn mens vi snakkede. Snakkede om at rejse. Om oplevelser. Vi har været mange af de samme steder og samtalen føltes så naturlig. Så fin og let. Men det ene tog det andet og pludselig havde Fodboldspilleren ikke noget tøj på og halvdelen af mit eget lå på gulvet. Jeg drillede ham. Tog ham dybt i munden. Han var tæt på at komme, men lige inden trak jeg mig væk. Bad ham tage mig. Som sagt som gjort, og da han pressede sig op i mig stønnede jeg højlydt. Det var rart. Så rart. Så godt. Han var veludrustet, så da han endelig kom helt dybt op i mig blev mine støn om muligt endnu højere. Vi knaldede længe. Skiftede stillinger. Grinte. Kyssede. Vendte og drejede os på skift under hinanden. Han kyssede mig over alt. Roste min krop. Jeg smilte generet. Han kyssede mig videre. Efter et par timer i lagnerne proklamerede vi begge to, næsten i kor, at vi var sulten. Vi måtte i tøjet og trække os selv i Netto. Mexikanske pandekager foreslog han. Fint med mig. Han pakkede varerne. Nægtede mig, at bære noget og sukkede surt da han opdagede, at jeg havde betalt for det hele i mellemtiden. Så traskede vi hjem. Lavede mad. Hørte musik. I køkkenet lod jeg min hånd strejfe hans en gang i mellem. Rørte ham lidt på ryggen. Betragtede ham. Han var dejlig.  Sød. Afslappet. Maden spiste vi, mens tv’et med præsident indsættelsen kørte i baggrunden. Vi diskuterede. Var enige. Rystede på hovedet på samme tid. Grinte og latterliggjorde de samme ting. Efter maden smed vi os endnu engang i sofaen. Denne gang tættere. Mit hoved på hans bryst. Håndbold og X-factor. Han nussede mig. Aede mig. Ved 23.30 tiden var vi trætte. “Skal vi ikke gå ind i sengen og snakke” forslog Fodboldspilleren. Jeg var ikke sen til, at stemme I og 10 minutter efter lå vi der igen. Puttede. Snakkede videre. Det var hyggeligt. Det var lige som det skulle være. Så knaldede vi igen. Han tog mig bagfra. Fra siden. Forfra. Gik ned på mig. Jeg krampede sammen under ham.  Vi faldt i søvn. Eller han gjorde. Jeg tænkte. Alt for meget. På skiftevis Øl-manden og fodboldspilleren. Det var så forkert, at jeg en måned efter, at have grædt som pisket foran Øl-manden, lå med en ny. Det er 4 uger siden, at jeg kiggede ham i øjnene. At jeg kyssede ham. At mit hjerte brændte som aldrig før. Samtidig føltes Fodbodspilleren så rigtig. Så meget som det jeg har brug for lige nu. Tankerne pressede sig på og forhindrede mig i, at sove. Jeg nussede ham på maven. Aede ham. Han fik kuldegysninger. Sukkede dybt. Han vendte sig. “Vækker du mig” sagde han smilede i mørket. “Nej, gør jeg?” spurgte jeg frækt retur, mens mine hænder forsatte deres arbejde. Han stønnede. Bad mig forsætte. Så det gjorde jeg, indtil han måtte bede mig stoppe. Tvang mig ud i køkkenet. “Jeg vil tage dig på bordet” insisterede han. Jeg hoppede op. Skubbeden røven ud over kanten. Mine ben støttede på væggen da han langsomt trængte dybt ind i mig. Jeg stønnede. Det var så godt. 2 runder. Tilbage i seng. Han kom oppe i mig ,og vi faldt begge i søvn. Svedige. Trætte.

Kl. 09.30 tog vi en tur mere. Lå lidt efter. Så hoppede Fodboldspilleren i bad. Lovede, at hvis jeg gik i bad efter så ville der være pandekager klar efterfølgende. Da jeg stod og lod at varme vand rinde ned over mig kunne jeg dufte pandekager. Høre den søde morgenmusik. Fodboldspilleren fløjte. Efter mit bad smed jeg en skjorte og et par nat shorts på. En kam igennem håret. Ingen make-up. Ingen trusser. Vi spiste pandekager. Hørte musik. Lørdagsstemning. Det var rart.

Kl. 13.30 fulgte jeg ham ned til bussen. Han skulle med et lift hjem. Bussen kom, og han kyssede mig forsigtig og hurtig på munden inden han hoppede på bussen. “Jeg skriver når jeg kommer hjem, tak for igår og idag” sagde han “Jeg håber snart du kommer til Aarhus”. Jeg smilte “Gør det, og hvem ved, måske”. Så lukkede busdøren og jeg vendte med tunge skridt tilbage i min lejlighed. Den var pludselig så tom. Jeg satte mig på min seng, også græd jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg græd.

//

om besøg fra det jyske

om weekenden

Han kommer imorgen. Fodboldspilleren altså. Jeg tror først jeg rigtig tør tro på det når han står i min lejlighed. Jeg er lige dele nervøs og spændt. Jeg glæder mig til, at se ham, men jeg er også nervøs for om der overhovedet er noget kemi.

Jeg har samtidig snappet mere, end hvad godt er, med Øl-manden de sidste par dage, og jeg kan mærke, at det savn jeg har til ham bliver et større og større hul i min mave for hver snap der ryger min vej. For hver antydning af et kompliment. For hvert et smil på hans mange selfies. For hver en hentydning til interne jokes. Minder. Det gør ondt, men det gør mig også glad. Jeg troede egenligt, at jeg kunne styre det, men nej. Ak nej. Jeg savner ham fandema. Min Øl-mand.

Vigtigst er dog alligevel, at jeg er glad. Sådan nede i maven. Jeg smiler. Solen skinner lidt mere og selvom det er usandsynlig hårdt det hele. Helt inderst inde, så tackler jeg det og jeg smiler mig igennem det istedet for, at græde. Det føltes rigtig godt. Helt nede i maven, så jeg forsætter.

God weekend. En opdate må vidst være på sin plads på søndag.
//

om weekenden