om stadig at være her

Jo, jo. Jeg er her stadig.
Der er sket meget, og samtidig så uendeligt lidt siden Fodboldspilleren var her. Jeg måtte lige genlæse mit sidste indlæg. Jeg har ikke set Fodboldspilleren siden. Da jeg havde sendt Fodboldspilleren hjem med bussen gik jeg hjem og græd. Lårtykke stråler. Jeg var knust. Det var for meget. Han var jo ikke Øl-manden. Jeg prøvede så meget, at få ham til at blive det, men han kunne ikke nå ham til sokkeholderne, og ligemeget hvor gerne jeg ville, så kunne jeg ikke lade være, at sammenligne dem og blive så inderligt bevist om hvor langt Øl-manden netop var fra mig. Fra at blive min.

Der gik en uge. En uge med rigtig ondt i maven og alt for mange tanker. Så ringede jeg til Fodboldspilleren. En søndag aften. Samtalen varede 8 minutter. “Lad os bare tage det som det kommer ” sagde han. Jeg fniste. Vidste godt hvad klokken havde slået. “Der er vidst ikke rigtig noget, “At tage som det kommer” svarede jeg igen. Der blev stille. “Du virkelig en dejlig pige. Jeg kan godt lide dig” sagde han så. Jeg svarede noget sukkersødt retur. Afsluttede samtalen. Siden har vi ikke talt.

 

Sideløbende snappede jeg ivrigt og heftigt med Øl-manden. Den ene søde besked tog den anden. Ja, det gør de sådan set tildels stadig, for ja. Vi taler stadig sammen dagligt. Eller vi snapper. Vi snapper rigtig meget. Jeg savner ham stadig forbandet meget. Det gør ondt i min mave når jeg tænker på ham, og jeg smiler når han kækt sender en selfie. Jeg tænker på at ringe til ham. Snakke med ham. Hvad vil han. Hvad vil jeg. Men jeg er bange. Bange som jeg har været det siden december måned hvor han kiggede mig i øjnene og afviste mig. Samtidig søger han ivrigt job, og der er endda røget en ansøgning eller to imod københavnske virksomheder – så jeg krydser fingre. Fingre for, at han står her en dag og banker på og spørg om jeg giver kaffe. Indtil da venter jeg pænt. Jeg siger det ikke til nogen, men jeg venter.

Og mens jeg venter, så fordriver jeg tiden. Jeg fordriver den med god sex og søde dates. Jeg fordriver den med stress. Med angst og med besøg hos en coach. Jeg fordriver den med alt for meget arbejde og alt for mange tanker, og og selvom mit tidligere indlæg blev afsluttet på samme måde, så ja, så kræver de historier vidst deres egne indlæg. De kommer. Det lover jeg.

//

 

 

om stadig at være her

om til og fra Aarhus

Dagene går og tiden slår. Der sker meget også sker der så uendeligt lidt. Jeg er allerede i gang med at lede efter praktikophold til sommer og udlandsophold på kandidaten. Jeg drømmer og drømmer. Drømmer mig tilbage. Drømmer mig frem. Videre og ud.

Det tætteste jeg imidlertid har været på at være udenlands var dog min beskedne tur til Aarhus sidste weekend. Tidligt fredag morgen stod jeg på Hovedbanegården. Arbejdsweekend i sigte. Ikke ligefrem hvad jeg forbinder med weekend, og det eneste der umiddelbart fik mig afsted var udsigten til endelig at se Fodboldspilleren igen.

Fredag aften blev vores bytur imidlertidig flyttet til om lørdagen, og det skabte ikke ligefrem god stemning hos Fodboldspilleren der pludselig påstod at eneste årsag til han var taget ud var på grund af mig. Jeg lovede ham, at vi kunne ses hurtig lørdag. Han sagde ok.

Lørdag på jobbet trak ud. Det eneste jeg kunne tænke på var ham. Jeg havde brug for hans kys. Hold hans hånd. Jeg havde brug for noget nærvær. Endelig. Kl. 17.30 frihed. Fodboldspilleren ringede. Spurgte om jeg ikke bare kunne komme forbi hans job. Han var alene. “Skynd dig. Jeg har lyst til dig” skrev han. Jeg blev ukoncentreret. Glædede mig til at se ham. Kl. 18.15 stod jeg nede foran hans arbejde. Han kom ned og hentede mig. Samtalen flød og han viste mig rundt på kontoret. Viste mig deres køkken. Deres mødelokaler.  Jeg grinte af ham. Kan du ikke bare vise mig toilettet i stedet for spurgte jeg kækt. Så tog han min hånd. Hev mig ind på toilettet og inden længe havde han flået mine strømpebukser ned og nederdel op. Hans hænder var over alt og der gik heller ikke længe før hans tunge også var fuld beskæftiget mellem mine ben. Jeg stod op ad væggen og havde svært ved at holde balancen da han trængte op i mig. Så tog han mig forfra. Bagfra. Siddende på toilettet. Holdt mig for munden når jeg stønnede for meget, og hev mig i håret når jeg bad ham gøre det hårdere. Han kyssede mig mens jeg tog mit tøj på. Roste min krop. Kyssede mig lidt mere.

Så fulgte han mig ned til den restaurant hvor jeg skulle mødes med mine kollegaer. Kyssede mig hurtig. Pas nu på dig selv og gør ikke noget dumt. Jeg svarede ikke. Grinte bare lidt. Jeg mener det , gør ikke noget dumt. Nej nej svarede jeg ham uforstående overfor hvad han mente. Så vendte jeg ryggen til ham og gik ind. Jeg nåede kun lige ned til bordet og min stol før der tikkede en sms ind. Et hjerte. Jeg sendte et hjerte retur og smilte. Resten af aftnen forsvandt i god mad, bowling og en bytur med alt for mange øl.

Søndag morgen vågnede jeg trættere end tilladt og turen hjem fra Aarhus var ugidelig lang. Det eneste der fik mig hjem var tanken om, at jeg ville se Fodboldspilleren igen torsdag og at vi denne gang ville have mere end 1,5 time sammen.

Nu er det lørdag og igår jeg sendte Fodboldspilleren hjem efter han havde været her siden torsdag nat – men det kræver vist et indlæg for sig selv.

God lørdag.

//

 

om til og fra Aarhus

om at græde for første gang

Jeg har ikke grædt siden jeg kom hjem. Overraskende nok faktisk. I lufthavnen havde jeg et lille ‘break-down’, men så snart jeg var hjemme forsvandt det hele, og pludselig stod den på flytning, arbejde og alle mulige andre gode ting.

Nu er der imidlertid gået hverdag i den. Rigtig godt og grundig kedelig hverdag. Indtil nu har jeg (næsten, med undtagelse af en 4-5 dage) haft besøg af venner i lejligheden eller været ude. Jeg har fyldt mine dage op med træning, arbejde, træning, hjem i et bad også ellers typisk gæster der ikke forlod hytten før en 23.30-tiden for så at gentage det hele igen dagen efter.
Weekenderne har stået på løb i spandevis, lidt byture, et kort vist hjem til mine forældre, også ellers mere træning.
Jeg har været glad. Sådan glad helt nede i maven. Mere glad end jeg overhovedet havde turde håbe jeg ville være omstændighederne med udveksling, Øl-mand og et afsavn så stort det halve kunne være nok taget i betragtning. Men jeg er glad. Eller var. For idag. Midt i metroen gik det galt. Eller det startede faktisk allerede i mandags. Jeg brugte det meste af aftnen og natten på at snappe med Øl-manden. Vi savnede hinanden. Så ulideligt meget. Udvekslede udfordrende snaps med en sød tekst om afsavn. Om lyst. Om, at København var alt for langt fra Aalborg, og om at Aalborg var alt for langt fra København. Omkring kl. 2 sluttede vi. Det var mere frusterende og smertefuldt for os begge end det var godt.

Tirsdag var hele min verden brast sammen. Jeg vågnede op og følte straks et kæmpe mæssig hul. Lige i brystet. Lige i hjertet. Jeg stillede spørgsmålstegn ved følelsen, men kom hurtig i tanke om, at samtalen fra om natten måtte have tricket det afsavn jeg så længe har flygtet fra. Det ramte mig lige der. Igår var derfor også lang. Som mandag på en tirsdag, og da jeg senere fandt mig selv i fitnesscenteret halv bevidstløs med kvalme og en svimmelhed i sådan en grad jeg sjældent har prøvet, var jeg klar over, at det havde fået ram på mig – det afsavn der. Denne her gang i meget negativ grad.  Noget jeg ikke længere havde kontrol over.

Jeg besluttede mig for, at skrive til Øl-manden. At vores samtale kørte rundt i hovedet på mig. At det var svært lige nu. At jeg ikke kunne sove. I sekundet som jeg fik sendt snap-chatten faldt jeg dog imidlertid i søvn. Træt og udmattet.

Idag var ikke meget bedre, og da uret imorges ringede kl. 05.40 som det altid gør så snoozed jeg og droppede træningen. Jeg kunne ikke. Min krop. Min hjerne. Mit hjerte ville ikke. Øl-manden havde svaret. 1,5 time efter, at jeg havde sendt snappen. Jeg åbnede den ikke før senere. Jeg kunne ikke deale med svaret så tidligt.

Også stod jeg så i metroen. På vej hjem fra en kort, og kedelig dag, på job. Og så blev jeg dårlig igen. Rigtig dårlig og jeg skulle mande mig gevaldigt op for ikke, at fælde en tåre. Jeg slæbte mig endnu engang til en halvhjertet træning. Åbnede så hans snap. “Hvad kører rundt i hoved på dig? Er der noget vi lige skal tale om? Afklare?” skrev han. Jeg svarede tilbage, at det var ok og træningen hjalp. Det var løgn. Øl-manden spurgte om jeg var sikker, jeg svarede tilbage, at jeg var 100. Det var også løgn.

Fra træning og videre i Netto hvor jeg tomt stirrede på en hylde med dåse tomater i 10 minutter. Jeg var ude af stand til at bevæge mig, og min vejrtrækning var så besværet, at jeg mest af alt havde lyst til at skrige. Jeg fik betalt. Fandt vej ud i kulden. I sneen. I mørket. Det havde været lyst da jeg gik ind i forretningen, og nu var det blevet så mørkt. Trist.

Lejligheden lignede noget der var løgn da jeg trådte ind af døren, og jeg nåede at spørge mig selv, hvem der mon havde efterladt tingene sådan. Gik i krig med at ryde op. Sætte på plads. Min Sonos spillede ulykkelig kærlighedsmusik i baggrunden. Så usselt. Så sølle. Jeg satte mig ved computeren. Åbnede det brev jeg havde skrevet og givet til Øl-manden som det sidste ved vores farvel. Så læste jeg det hele. Fra ende til anden imens jeg græd.Græd for første gang siden den 20. december. Så kiggede jeg håbefuldt på min telefon. Men nej. Ingen snap fra ham. Selvfølgelig ikke. Så græd jeg lidt mere.

Og nu sidder jeg så her. Forsøger, at komme igang med min bachelor-opgave. Læse de sider i pensum jeg skal have klar til imorgen. Forsøge at snøfte færdig. Forsøger at overbevise mig selv om, at det ikke er en god idé, at være i konstant kontakt med Øl-manden. Vi bør ikke snappe i tide og utide. Vi bør absolut ikke have snappet sammen i 20 dage i træk. Vi bør ikke skrive om afsavn kl. 1 om natten og vi bør slet ikke tænke på gode minder sammen kl. 9 en søndag morgen.

Det er noget rod det hele. Jeg har stress. Jeg har kærestesorg. Jeg har det ikke godt – men det er jo ikke noget nyt. Nu spiser jeg den sidste rest af en iskold brownie jeg har i fryseren også satser jeg på, at imorgen og resten af tiden kun er gode. Kun gode, sagde jeg.

//

om at græde for første gang

om at savne lidt

Jeg savner dig lidt skrev han. En tirsdag aften klokken halv elleve om aftnen. Jeg kiggede på beskeden. Fik et sug i maven, og så en smerte. Et jag. Det bredte sig til mit hjerte. En tåre pressede sig på, og jeg stirrede tomt ud i luften i en rum tid. Dét var der aldrig nogensinde nogen der havde skrevet til mig før.

Jeg svarede tilbage. Jeg savner også dig lidt. Så snakkede vi lidt om det. Jeg spurgte hvornår jeg mon så ham igen, han sagde, at det vidste han ikke. Det gjorde mig forvirret. Jeg sukkede højtlydt. Skrev godnat. Følte ikke, at samtalen førte noget godt med sig. Fodboldspilleren skrev jeg var smuk og skulle sove godt. Jeg smilte.

Torsdag aften skrev han så igen. Skal vi ikke tage ud og rejse? Endnu engang blev jeg kastet ud på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Jeg svarede tilbage, at det kunne vi da godt en dag. Han forslog Paris. Eller hvad med Rom? Vi kan også tage til Barcelona. Så snakkede vi om det. Endnu engang faldt jeg i søvn med et smil på læben.

Fredag morgen var kedelig. Arbejdet var røvsygt, så jeg brugte min tid på at surfe billige afbudsrejser. Fandt en til Budapest. 3 dage for 2000 kr. Sendte ham linket. Han sagde det lød fedt. Jeg forslog en dato. Han ville lige vende sin kalender. Vi har ikke snakket om det siden.

Så blev det fredag. Jeg var fuld. I min brandert kom det hele op i mig igen. Hvem er det egenligt jeg savner? Savner jeg overhovedet nogen? Savner jeg ikke bare noget. Jeg fandt ikke svaret. Jeg ved det stadig ikke, men ikke desto mindre så fik jeg, efter Øl-manden og jeg havde udvekslet omkring 100 snaps den aften, skrevet at jeg altså savnede ham. Det var som om, at Fodboldspillerens besked tidligere på ugen havde givet mig mod til det.  Jeg gik hjem og faldt i søvn. Fuld og træt. Næste morgen vågnede jeg. Øl-manden havde svaret og med klistrede fingre fra en drink jeg havde tabt ud over min hånd fik jeg åbnet min telefon. Lige over, stod der. Jeg gloede tomt. Slukkede min telefon og vendte mig om og sov videre. Drømte, at han holdt om mig. Vågnede tom og alene med tømmermænd.

Også blev det igår. Øl-manden og jeg havde som vanligt de sidste 13 dage snappet hver dag mere eller mindre konstant. Beskederne var blevet sødere og sødere med dagene. Vi snakkede om udveksling. Gode minder. Sjove minder. Vi drillede hinanden. Sendte sjove videoer med filtre på. Han sagde jeg så sød ud. Flot. At jeg havde vundet i livet. At jeg var alt man kunne ønske sig. Jeg sagde det samme til ham. Godnat beskeden igår blev ekstra cheesy: Du sød. Du sød. Du sød. Du Flot. Du sød. Godnat. 2 minutter efter kom den retur: Selv. Selv. Selv. Selv. Selv. Sov nu rigtig dejligt :*.

Fodboldspilleren røg bagud på point og endnu engang drømte jeg så livagtig, at Øl-manden var hos mig, at jeg i nat vågnede ved, at jeg lå og snakkede i søvne som om, at han lyttede. Jeg savner ham så meget. Øl-manden altså.

//

om at savne lidt

om besøg fra det jyske

Han kom. Fodboldspilleren kom til København. Fredag, klokken 12.45 ringede det på min dørtelefon. Med lettere svedige håndflader trykkede jeg ham ind, og jeg kunne hurtig høre døren gå op nede i opgangen. Mit hjerte bankede hurtig, men jeg mindede mig selv om, at han var en cool fyr og at det nok skulle blive hyggeligt. Det skulle det.

Han var hurtig oppe på 1.sal og lænede sig ind og gav mig et kram. “Velkommen til storbyen” sagde jeg kækt og grinte. “Tak fordi jeg måtte komme. Jeg har glædet mig til at se dig” svarede han charmerende igen. Jeg viste ham hurtig rundt på min 68 m2, og vi fandt vej til sofaen. Snakken gik, om end vi brugte mest tid på lige at få en fornemmelse for hinanden. Studie. Arbejde. Basis tingene. Efter en times tid rejste Fodboldspilleren sig fra sofaen. Gik lidt på opdagelse i lejligheden mens jeg svarede på et par vigtige arbejdsmail. Jeg undskyldte. Han gik rundt som havde han været her 100 gange før, og smed sig så i min seng som var det hans egen. “Kom lige herind når du har arbejdet færdig” sagde han afslappet inde fra sengen mens han lå og rodede ved nogle papirer. Jeg skyndte mig, at formulere den sidste mail, klappede computeren sammen og lovede, at jeg ikke skulle arbejde mere. Så gik jeg ind til ham, og smed mig ned i sengen. Jeg landede bevist tæt på ham, men ikke tæt nok. Så rakte han sine arme ud og hev mig ned til sig. “Jeg har glædet mig til, at ligge her med dig. Måske skulle vi forsætte hvor vi slap sidst” sagde han mens han aede mig på kinden og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg rystede let på hovedet. Smilte. Kyssede ham på halsen. Fodboldspilleren trak mig ind til sig. Krammede mig. Knugede mig. Kyssede mig i håret. “Jeg kunne godt falde i søvn nu” hviskede han efter vi havde ligget omslynget af puder og dyner i et stykke tid. Så lukkede jeg øjnene og svarede “Så lad os nappe lidt”. Også faldt vi i søvn. Eller. Vi faldt Ind og ud af lettere søvn mens vi snakkede. Snakkede om at rejse. Om oplevelser. Vi har været mange af de samme steder og samtalen føltes så naturlig. Så fin og let. Men det ene tog det andet og pludselig havde Fodboldspilleren ikke noget tøj på og halvdelen af mit eget lå på gulvet. Jeg drillede ham. Tog ham dybt i munden. Han var tæt på at komme, men lige inden trak jeg mig væk. Bad ham tage mig. Som sagt som gjort, og da han pressede sig op i mig stønnede jeg højlydt. Det var rart. Så rart. Så godt. Han var veludrustet, så da han endelig kom helt dybt op i mig blev mine støn om muligt endnu højere. Vi knaldede længe. Skiftede stillinger. Grinte. Kyssede. Vendte og drejede os på skift under hinanden. Han kyssede mig over alt. Roste min krop. Jeg smilte generet. Han kyssede mig videre. Efter et par timer i lagnerne proklamerede vi begge to, næsten i kor, at vi var sulten. Vi måtte i tøjet og trække os selv i Netto. Mexikanske pandekager foreslog han. Fint med mig. Han pakkede varerne. Nægtede mig, at bære noget og sukkede surt da han opdagede, at jeg havde betalt for det hele i mellemtiden. Så traskede vi hjem. Lavede mad. Hørte musik. I køkkenet lod jeg min hånd strejfe hans en gang i mellem. Rørte ham lidt på ryggen. Betragtede ham. Han var dejlig.  Sød. Afslappet. Maden spiste vi, mens tv’et med præsident indsættelsen kørte i baggrunden. Vi diskuterede. Var enige. Rystede på hovedet på samme tid. Grinte og latterliggjorde de samme ting. Efter maden smed vi os endnu engang i sofaen. Denne gang tættere. Mit hoved på hans bryst. Håndbold og X-factor. Han nussede mig. Aede mig. Ved 23.30 tiden var vi trætte. “Skal vi ikke gå ind i sengen og snakke” forslog Fodboldspilleren. Jeg var ikke sen til, at stemme I og 10 minutter efter lå vi der igen. Puttede. Snakkede videre. Det var hyggeligt. Det var lige som det skulle være. Så knaldede vi igen. Han tog mig bagfra. Fra siden. Forfra. Gik ned på mig. Jeg krampede sammen under ham.  Vi faldt i søvn. Eller han gjorde. Jeg tænkte. Alt for meget. På skiftevis Øl-manden og fodboldspilleren. Det var så forkert, at jeg en måned efter, at have grædt som pisket foran Øl-manden, lå med en ny. Det er 4 uger siden, at jeg kiggede ham i øjnene. At jeg kyssede ham. At mit hjerte brændte som aldrig før. Samtidig føltes Fodbodspilleren så rigtig. Så meget som det jeg har brug for lige nu. Tankerne pressede sig på og forhindrede mig i, at sove. Jeg nussede ham på maven. Aede ham. Han fik kuldegysninger. Sukkede dybt. Han vendte sig. “Vækker du mig” sagde han smilede i mørket. “Nej, gør jeg?” spurgte jeg frækt retur, mens mine hænder forsatte deres arbejde. Han stønnede. Bad mig forsætte. Så det gjorde jeg, indtil han måtte bede mig stoppe. Tvang mig ud i køkkenet. “Jeg vil tage dig på bordet” insisterede han. Jeg hoppede op. Skubbeden røven ud over kanten. Mine ben støttede på væggen da han langsomt trængte dybt ind i mig. Jeg stønnede. Det var så godt. 2 runder. Tilbage i seng. Han kom oppe i mig ,og vi faldt begge i søvn. Svedige. Trætte.

Kl. 09.30 tog vi en tur mere. Lå lidt efter. Så hoppede Fodboldspilleren i bad. Lovede, at hvis jeg gik i bad efter så ville der være pandekager klar efterfølgende. Da jeg stod og lod at varme vand rinde ned over mig kunne jeg dufte pandekager. Høre den søde morgenmusik. Fodboldspilleren fløjte. Efter mit bad smed jeg en skjorte og et par nat shorts på. En kam igennem håret. Ingen make-up. Ingen trusser. Vi spiste pandekager. Hørte musik. Lørdagsstemning. Det var rart.

Kl. 13.30 fulgte jeg ham ned til bussen. Han skulle med et lift hjem. Bussen kom, og han kyssede mig forsigtig og hurtig på munden inden han hoppede på bussen. “Jeg skriver når jeg kommer hjem, tak for igår og idag” sagde han “Jeg håber snart du kommer til Aarhus”. Jeg smilte “Gør det, og hvem ved, måske”. Så lukkede busdøren og jeg vendte med tunge skridt tilbage i min lejlighed. Den var pludselig så tom. Jeg satte mig på min seng, også græd jeg. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg græd.

//

om besøg fra det jyske

om weekenden

Han kommer imorgen. Fodboldspilleren altså. Jeg tror først jeg rigtig tør tro på det når han står i min lejlighed. Jeg er lige dele nervøs og spændt. Jeg glæder mig til, at se ham, men jeg er også nervøs for om der overhovedet er noget kemi.

Jeg har samtidig snappet mere, end hvad godt er, med Øl-manden de sidste par dage, og jeg kan mærke, at det savn jeg har til ham bliver et større og større hul i min mave for hver snap der ryger min vej. For hver antydning af et kompliment. For hvert et smil på hans mange selfies. For hver en hentydning til interne jokes. Minder. Det gør ondt, men det gør mig også glad. Jeg troede egenligt, at jeg kunne styre det, men nej. Ak nej. Jeg savner ham fandema. Min Øl-mand.

Vigtigst er dog alligevel, at jeg er glad. Sådan nede i maven. Jeg smiler. Solen skinner lidt mere og selvom det er usandsynlig hårdt det hele. Helt inderst inde, så tackler jeg det og jeg smiler mig igennem det istedet for, at græde. Det føltes rigtig godt. Helt nede i maven, så jeg forsætter.

God weekend. En opdate må vidst være på sin plads på søndag.
//

om weekenden

om en tur til Aarhus

Jeg var i Aarhus sidste weekend. Jeg besøgte en god veninde og den skulle egenligt bare stå på god mad og så lidt aktivitet så muligt. Lørdag aften blev vi imidlertidig feststemte, og besluttede, sammen med et par af hendes veninder, at tage i byen. Jeg smed en blonde top over hovedet og en kort nederdel på. Glattede mit hår det bedste jeg havde lært. Sorte vipper og mørk øjenskygge. Kl. 21.00 tog vi bussen, og kl. 21.25 sad vi med kolde øl og sang YMCA.

En veninde til min veninde stødte til os og forslog straks, at vi skulle på ‘Heaps’. Gruppe-tinder appen som jeg kalder den. Jeg var ikke sen til, at sige nej, og hurtig havde vi oprettet en gruppe og hver især smidt de bedste billeder op af os selv. Der gik ikke længe før vi var matched med en gruppe af fyre. 5 styks. Ingen af dem så synderligt interessant ud, omend det heller ikke var fordi jeg var på udkig efter noget. Øl-manden fyldte, og fylder stadig, for meget i mit hjerte og min hjerne. De var hurtige til at inviterer os til den opvarmning de havde gang i, og vi fandt hurtig ud af, at festen foregik mindre end 500 meter fra hvor vi befandt os. Kl. 22.15 tiden stod vi foran døren og kl. 22.17 kom en høj og spinkel fyr ned og hentede os. Han fulgte os op til resten, og så var det ligesom igang. Vi præsenterede os selv. En navnerunde. Studie. Alder. Jeg lyttede ikke efter noget af det der blev sagt. Jeg havde mest af alt travlt med at glo ned i min telefon og afvente at Øl-manden snappede mig retur samt styre musikken. Men snakken gik, og interessen for mig og mit københavnske blev imidlertid så stor, at jeg så mig nødsaget til at deltage lidt mere aktivt. Jeg lagde min telefon væk. Forsøgte at være lidt kæk. Være lidt af alt det som Øl-manden havde rost mig for. Det han var faldet for. Ved 00:30 tiden var øllene drukket. Vodka flasken var tom, og der var ikke mere sodavand at blande med. Et par af de andre var hurtig ude af døren, mens jeg blev og hjalp med, at ryde op sammen med et par af fyrene. Drengene roste hurtig mine rengøringsevner og jeg hoppede med på den. Særlig den ene. En fyr med en hat. Hvid skjorte. Pæne bukser. Jeg havde godt lagt mærke til ham allerde fra start. Han var lidt mere kæk end alle de andre og hans hat havde skilt ham ud. “Hvordan hyre man dig så” kom han hen og hviskede mig i øret. Jeg fattede ingenting og grinte retur. Efter flere forsøg gik det op for mig, at han rent faktisk gerne ville have mit nummer og efter en kort tænkepause tastede jeg det ind på hans telefon. “Jeg skriver til dig så vi kan drikke en øl” sagde han. Jeg grinte igen. “Jaja. Det gør du bare”. Jeg kalder ham for Fodboldspilleren, for det var det han var. Han skrev en besked med det samme. “Hej” stod der.

Vi endte på en bar og jeg fik hurtig bestilt en øl. Fodboldspilleren holdt øje med mig. Smsede til mig. Jeg smsede retur og sådan forsatte vi hele aftenen. Fodboldspilleren var stadig kæk, og lagde hurtig op til at vi skulle sove sammen. Jeg afviste ham. Det blev for meget. Men fodboldspilleren lod sig ikke til takke med et nej, og langsomt men sikkert charmerede han sig mere og mere ind på mig. Sidst på natten fandt jeg mig selv spejde efter ham, og sammen fandt vi vores ting i garderoben og gik ud for at finde en øl. Ude i kulden blev jeg dog i tvivl igen. Det var ikke en god ide. Min mave snørrede sig sammen og det eneste min hjerne drejde sig om var Øl-manden og hvor meget jeg inderligt ville ønske, at det var ham jeg gik rundt med. Fodboldspilleren snakkede løs. Grinte og som vi gik rundt i gaderne i Aarhus løsnede det sig lidt, og jeg indså, at det ikke var så farligt. Han var faktisk lidt sød. Vi stoppede ved en taxa-holde plads. “Jeg tror egenligt gerne, at jeg vil hjem. Det var hyggeligt” sagde jeg. “Allerede?” svarede han spørgende retur med store hundeøjne. Klokken var 4. Hans telefon ringede. Han tog den og begyndte at tale. Det var koldt og jeg frøs, så jeg lænede mig ind i hans store jakke i forsøget på, at holde varmen. Han snakkede og snakkede i den forbandede telefon, og efter et par minutter blev jeg så irriteret, at jeg kyssede ham på halsen og bed ham let i øret. Hurtig herfra afsluttede han samtalen. Tog sine hænder om mit hoved og trak sig ind til mig. Kyssede mig. Helt inderligt. Han kyssede godt. Som i virkelig godt. Hviskede hvor meget han havde lyst til, at være sammen med mig. Jeg sagde det vidst nok retur. Hans hænder tog rundt om livet på mig. Aede mig. Fandt vej ned til min røv. Så kyssede han mig igen. Bestemt og inderligt. Det blev svære og svære for mig, at stå i mod, men jeg trak mig væk. Ytrede, at jeg ikke synes det var en særlig god ide. Fodboldspilleren var, med god grund, lidt forvirret og forslog, at vi slog plat eller krone om spørgsmålet. “Krone, så finder vi et sted at knalde. Plat så betaler jeg din taxa så du kommer sikkert hjem”. Plat, plat, plat tænkte jeg for mig selv. Det blev krone. Jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig og tog min hånd. Jeg fulgte modvilligt med. Vi gik tilbage til det sted vi tidligere havde været til opvarmning. Herfra fandt vi ned i en varm kælder der tilfældigvis ikke var lukket. På trappetrinet satte vi os. Kyssede videre. Snakkede. Grinede. Vi havde overraskende meget til fælles.
“Jeg kommer til København den 16. februar. Der er fodbold. Må jeg komme forbi dig? Jeg vil gerne se dig igen. Det bliver jeg nødt til.” sagde fodboldspilleren pludseligt. Så talte vi om det. Aftalte, at ses igen. Kyssede videre. Ved 05.30 tiden sagde jeg stop. Jeg fandt en taxa og jeg tog hjem. Der skulle ikke ske mere. Jeg nåede dårlig ud af taxaen før han havde skrevet. “Er du kommet hjem?”. Det var sødt. Vi smsede lidt. Ærgrede os over, at vi ikke kunne nå at ses mere før 16. februar. Jeg faldt i søvn. Om søndagen forsatte sms’erne. Vi kunne ikke vente med at ses. Snakkede om datoer. Udvekslede snapchat. Snappede. Smsede. Hele sidste uge talte vi løbende, men kommunikationen var dalende indtil lørdag. “Jeg kan komme fredag” skrev han. “Jeg skal bare hjem igen lørdag eftermiddag da jeg skal til fødselsdag lørdag aften”. Jeg sagde ja. Tænkte, at et døgn ville være fint. Nok til at finde ud af om der var kemi til mere. “Jeg glæder mig til at se dig, smukke” skrev han. Jeg tog mig selv i, at smile mere end hvad godt er. “I lige måde, fodboldspiller. I lige måde” også faldt jeg i søvn.

Igår snakkede vi ikke. Eller. Jeg sendte én snap. Han svarede. Idag har vi heller ikke talt. Så nu ser vi lige med fredag. Nu ser vi lige.

//

om en tur til Aarhus