om fuld fart fremad

Så skal jeg da lige love for, at der er sket lidt siden sidst hvor jeg egenligt havde mest travlt med at græde salte tåre, have afsindigt ondt i maven og egenligt måske mest af alt have lyst til at vende hjem og sige; tak for nu. Jeg var ramt af sygdom, hjemve og afsavn til V i sådan en grad, at det var en ud af kroppen oplevelse, som jeg ikke ønsker at komme ud i igen. Pyha. Det holdt hårdt. Nå. Men lykken vender. Det gør den jo altid. Det vidste jeg godt, men når man står midt i det hele og er lidt Palle-Alene i verden, så har det ofte lange udsigter, dog ikke denne her gang.

For lige at starte fra en ende af. Mit savn til V forsvandt i takt med dagene gik. Eller. Forsvandt er måske så meget sagt, men det blev i hvert fald formindsket og jeg fik det kontrolleret. Efter en uge og et par lange dage, affandt jeg mig med, at nej, vi snappede ikke hver dag. Jeg var ikke hans prioritet, og han var egenligt heller ikke min. Skolen her tager næsten alt min tid, og de ledige øjeblikke jeg har dem bruger jeg på, at suge oplevelser, bekendtskaber og byen til mig. Så V blev lagt på hylden, og jeg tog de positive briller på. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg alligevel intet kunne stille op i forhold til hvad der skal ske mellem V og jeg, og at det derfor var spild af tid, at ligge søvnløs over. Der ryger et par snaps hist og her, og det er egenligt ganske ok.

I samme omgang, så besluttede jeg mig for, at skifte værelse. Min room-mate og jeg kom ikke godt ud af det med hinanden, og efter hun allerede havde fået vores trejde room-mate til at flygte efter allerede en uge, og  efter længere tids større og større irritation, så traf jeg en beslutning. Ud med mig. Min tid er her er for kort og værdifuld til, at jeg kan spilde tid på en room-mate med seriøse issues. Mit nye værelse er super, duper perfekt og mine to nye roomies er de sødeste piger. Så langt, så godt.

Sygdommen raser stadig i mig, men for et par uger siden overraskede mine forældre med nyheden om, at de om 2 uger kommer på lyn visit.  Selvom jeg egenligt havde frabedt mig alt form for besøg fra både venner og familie, så var det nu alligevel en dejlig overraskelse og jeg glæder mig vildt til at vise dem min nye “hjem-by”. Det hjalp generelt lidt på det hele. Selvom man er 21 år, og ofte gerne bare vil spille stor, voksen og sej, så kan et kram og kys fra ens mor når det hele er lidt svært, alligevel gøre underværker.

Så alt i alt rigtig godt. Men det bliver bedre. Meget bedre.

Af omveje, og qua mine ultra professionelle evner til at stalke, fandt jeg ud af, allerede den første dag jeg var her, at der var en anden dansk fyr på udveksling på det universitet jeg også går på. Efter at have luret på hans profil i hvad der ligner 2-3 uger, og i en smule desperation over, at antallet af mine “venner” var at tælle på 2 hænder, tog jeg mod til mig, og skrev til ham på Facebook. Forslog en øl. Ingen skjulte bagtanker. Absolut ingen ting. En øl. Bare en øl. Vi aftalte at mødes den følgende torsdag aften efter undervisning. “Jeg er færdig 20.30, og har fundet et sted tæt på. Lad os mødes foran skole” skrev han. Ugen gik, jeg tænkte ikke mere over vores aftale, men pludselig var det torsdag, og uvidende om hvad der ville vente mig de følgende uger, tog jeg elevatoren ned, og på slaget 20.33 stod jeg foran ham.

//

om fuld fart fremad

om at have hjemve.

Ja. Det skulle jo ramme på et eller andet tidspunkt. Det dér hjemve. Det gjorde det så sandelig da også i torsdag, og det holder ved. Oven i hatten er jeg så også blevet hamrende syg, og har mistet min appetit. Alt i alt ikke skide super fedt. Nej.

Jeg savner hjem. Jeg savner V. Helt vanvittig meget. Jeg ved ikke om han savner mig. Vi har ikke talt siden i onsdags. Det er måske derfor, at det gør lidt ekstra ondt i maven. Lidt mere ondt i hjertet. Jeg ved egenligt ikke hvorfor, at vi ikke har talt sammen. Sådan er det bare lige nu, tænker jeg?

Jeg savner mine forældre. Mine søskende. Mine studiekammerarter. Jeg savner min seng. Mit barndomsværelse. Jeg savner den danske sen-sommer. Jeg savner, at drikke mig fuld. Jeg savner, at gå op af strøget. Jeg savner, at kramme mine veninder. Jeg savner, at grine sammen med dem jeg holder af.

Jeg savner faktisk det hele lige nu. Det havde jeg ikke lige forventet ville ske.

Midt i ovenstående, der bl.a. har indeholdt ja, sygdom og en ordenligt tude tur, så gjorde det mig dog glad, at mit seneste indlæg fik så mange views og unikke besøg. Tak for det, jeg skal nok skrive videre ligeså snart humøret er vendt igen.

Indtil da. Nyd Danmark lidt for mig.
//

om at have hjemve.

om en samtale jeg aldrig har haft – I

Det første brev i serien om tanker/samtaler jeg har haft, er et brev til MA. Historien der leder mig hen til disse tanker kan læses herfra.

Det var en samtale der opstod i mit hoved for en måneds tid siden på min rejse. Jeg forestiller mig, at hvis jeg nogensinde får muligheden for, at møde MA igen og fortælle ham noget, så skal det være noget i stil med følgende.

MA. Jeg er imponeret. Meget imponeret over dig. Det må jeg sgu’ sige. Du fik mig virkelig. Godt arbejde. Du smadrede mit hjerte på rekord tid. Tak for det.
Jeg vil ønske for dig, at du havde set hvordan du ødelagde mig. Hvordan jeg græd mig selv i søvn. Hvordan jeg efterfølgende har mistet troen på kærlighed. Jeg har svært ved at stole på folk.
Jeg troede fandema på os. På at du var noget specielt. At det måske kunne blive os to. Du er en idiot, ved du godt det?
Du har ødelagt mig, og jeg kan til tider stadig stille spørgsmålstegn ved, hvad fanden i helvede jeg gjorde galt. Jeg vil gerne spørge dig om noget. Have noget på det rene.
Hvad skete der? Hvorfor svarede du aldrig på den sidste besked? Fandt du en anden? Jeg vil gerne vide det.
Hvorfor har du ikke slettet mig på Facebook? Hvorfor tjekker du stadigvæk min SnapChat-Story?
Gjorde det ondt på dig? Tænker du på mig? Havde du overhovedet nogle følelser i det? Løj du for mig hele tiden?

(Forestiller mig, at han har mulighed for at svare)

Jeg har stadig chokoladen du gav mig den første gang vi mødets, og indtil for ganske nyligt, ja så havde jeg også stadig dine sms’er og beskeder på Facebook.
Chokoladen. Den kan jeg ikke få mig til at skille af med. Desværre. Men jeg kan ikke. Men ved du hvad? Beskederne er væk nu. Beskederne er slettet, og det føltes så godt da jeg gjorde det. Det skal du vide. Helt inde i hjertet. Alle de meter lange beskeder vi har skrevet. Om hele verden. Om vores fælles drømme. Om de ting vi har oplevet. Det er væk. Det føltes som at smide dig ud. Slette dig. Jeg vil ikke sige jeg forsøger at glemme dig, for du lærte mig noget. Vi har, efter min mening, minder sammen, som jeg husker som nogle der lærte mig at slappe af og give mig hen til et andet menneske. Være 100 procent mig selv – men du behandlede mig som ingenting. Som en du bare knaldede. Det havde jeg aldrig troet om dig. Men der kan man jo bare se.

Inden du smutter. Inden vi aldrig skal ses eller tale sammen igen, så skal du vide, at jeg har fundet en anden. Der har været mange efter dig. Bestemt. De såkaldte re-bounds. De var nødvendige. Jeg tænkte på dig. Det indrømmer jeg gerne. Men jeg har fundet en. En der giver mig lidt sommerfugle i maven, en der fortæller mig at han savner mig, holder af mig, synes jeg er dejlig. En der ikke stikker halen mellem benene. En der er voksen. En der gør mig glad. Du skal også vide, at min udveksling og rejse er fantastisk. Fuldkommen som vi talte om det ville blive. Jeg har oplevet alt det vi talte om de sene natte timer den første gang jeg sov hos dig. Det skal du vide. Det blev en succes.
Jeg håber faktisk, at du har det godt. Jeg håber du fik den lejlighed du talte om. Jeg håber du fik det job du drømte om. Det håber jeg virkelig, for ved du hvad? Modsat dig, så har jeg faktisk følelser, og de tillader mig, at ønske dig det bedste, til trods for, du tydeligvis ønskede mig det værste.

Vi ses, aldrig igen, MA. 

om en samtale jeg aldrig har haft – I

om en samtale jeg aldrig har haft

Jeg tænker. Jeg tænker rigtig meget. Jeg tænker når jeg løber, når jeg går, når jeg hører musik. Det er der jo som sådan ikke noget hverken nyt i, eller unormalt i. Men det næste er måske lidt.

Jeg tænker nemlig og spørg mig selv, ikke konstant, men meget på, hvad ville der ske hvis eller hvad ville du gøre hvis. De tanker resulterer nogle gange i, at jeg har hele samtaler med mig selv. Oppe i hovedet vel og mærke. Helt sindsyg er jeg ikke. Endnu. Disse samtaler er altid kun blevet ved det tænkte. Jeg har aldrig delt en eneste af disse tanker med andre. Aldrig fortalt andre, at jeg digter, drømmer og tænker meget. Det er min lille ‘ting’. Til tider kan det være virkelig belastende, at tænke så meget. Min hjerne er på konstant arbejde. Som i konstant. Andre gange er det befriende at kunne tænke nogle tanker, gode som dårlige, også ligge det væk igen bagefter.

Det handler ofte om ting der sker i mit liv lige nu, eller ting der har haft stor indflydelse på mit liv. Personer jeg har mødt, eller ting jeg har oplevet. Jeg forestiller mig enten hvad jeg ville sige, eller hvad jeg ville gøre, hvis en bestemt ting skete eller hvis jeg mødte en bestemt person. Det minder mig altid om scenen fra Sex And The City hvor Charlotte fortæller Carrie hvordan hun har planlagt hvad hun vil sige til Mr. Big hvis hun ser ham igen, efter hans stunt ved alteret. “I curse the day you were born”, lyder replikken. Det er meget passende for nogle af de tanker jeg har gjort mig gennem tiden.

Det fik mig til at tænke, at eftersom jeg ikke har så meget andet, at fylde bloggen med lige pt., at jeg vil forsøge mig med en lille nedskrevet føljeton af breve/samtaler jeg har kreeret i mit hovedet, og nu forsøgt at skrive ned. Jeg ved ikke, om det ender med et tanke mylder der ikke giver mening for andre end mig selv, men jeg skal gøre mit bedste for at undgå dette.

Som en lille teaser så har jeg bl.a. usagte ord til M, jeg har en sviner til MA, jeg har kærlighed til V, jeg har et vredes udbrud til en mobber fra min folkeskole, en kærlighedserklæring til mine forældre, et brev til mine søstre og et brev til mine to gode veninder.

Jeg har ikke skrevet noget af det endnu, men jeg håber at første del kommer inden længe.

Stay tuned.
//

om en samtale jeg aldrig har haft

om endelig at tale sammen

Vi har snappet sammen næsten hver dag, siden den dag vi sagde farvel. Det var den 13 juli. Det føltes som en evighed, også alligevel ikke. Vi har skrevet sammen. Et par sms’er, et par beskeder på Facebook, og lidt flere på snapchat. Der er blevet udvekslet flere søde snap beskeder end jeg har tal på, og nærmest samtlige af dem har V taget screenshot af. Det har været svært. Svært at finde en grænse. På en måde ville jeg jo bare gerne være mig selv. Ikke bekymre mig. Ikke føle en dårlig samvittighed og sidst, men måske vigtigst, ikke sætte mine forhåbninger eller tro op til noget der aldrig bliver.
På den anden side, så findes der næppe noget mere fantastisk end at få af vide, at han savner mig. At han tænker på mig. At han keder sig når jeg ikke er der. At han glæder sig til, at jeg kommer hjem, men at han håber jeg nyder det og har det godt. Det findes ikke noget bedre end at sende en snap, og bagefter se, at V har taget et screenshot “Bare fordi, at jeg så sød ud”. Det gør mig glad. Helt nede i maven.

Men snaps og beskeder bliver også ‘kedelige’, og jeg kunne mærke, at som tiden gik så glemte jeg hvordan hans stemme lød. Hvordan han fortæller historier, og hvordan han griner. Vi havde allerede inden jeg rejste aftalt, at vi skulle skype/tale sammen når der var tid, men med så meget andet, så er det typisk noget man siger, fordi man føler man skal. Det hører sig ligesom til at sige, når folk rejser væk i længere tid. Jeg tænkte derfor ikke yderligere over det, lige indtil i går.

V havde været i byen, og jeg havde skrevet til ham, at hvis han ikke kunne sove når han kom hjem og ellers havde tid og lyst, så kunne han bare ringe. Han skrev tilbage, at det ville han vildt gerne, og at han nok var hjemme et par timere senere. Jeg smed en film på, og kl. 21 tikkede der en besked ind. “Kan jeg ringe nu”. “Jaja” svarede jeg. “Du ringer bare”. Også ringede han. Jeg var hurtig til at tage telefonen. “Heeeeeej” næsten råbte han ind til telefonen. Jeg svarede igen,”V!!!!!!”. Energisk og glad. “Holdt kæft hvor har jeg savnet din stemme. Hold kæft hvor jeg savner dig” sagde han. Jeg smilte. Et smil der næsten var så stort, at det kunne høres i telefonen. “I lige måde. Jeg savner godt nok også dig” fik jeg fremstammet retur. Også gik snakken ellers. Om løst og fast. Han fortalte om sin sommerferie, og jeg fortalte i grove træk om de oplevelser jeg havde haft. Om skolen. Om mine venner. Om universitet. Resten af tiden snakkede vi om os to. Om de ting vi havde lavet sammen inden jeg rejste. Om hvor meget vi savnede hinanden. Om hvad vi skulle når jeg kom hjem. Jeg nåede lige at tænkte, at det føltes som om at vi lå ved siden af hinanden, da V pludselig udbrød, “Det er næsten som om du er her. At du ligger lige her. I min seng. Jeg savner dig”. Jeg smilte igen. Svarede noget pladder romantisk sødt retur. Sådan forsatte vi. Sødt med sødt på. Næsten for meget. Jeg grinte. Smilte. Vi talte en times tid, indtil V måtte erkende at hans øjne ikke længere kunne holde sig åbne, og eftersom klokken  nærmede sig 6 om morgnen i Danmark, så overgav jeg mig, og afsluttede samtalen. “Kys på dig. På dine tær. På dine fingre. Over alt på dig” sagde V. “Kys retur over alt på dig” svarede jeg, og forsatte, “Savner dig. Sov godt.”,  lige inden jeg lagde på nåede jeg lige at høre V’s kysse lyde i telefonen, og et suk. “Jeg savner også dig mus. Møs på dig”. Også lagde jeg på.

//

 

 

 

om endelig at tale sammen

om at gøre drømme til virkelighed.

Jeg var nervøs inden jeg tog afsted. Selvfølgelig var jeg da det. Jeg havde sat det hele op på en pedestal. Forestillet mig det hele hjemmefra. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg ikke har drømt mig langt væk til der hvor jeg er lige nú. På vej i skole. På vej på arbejde. På mine utallige lange løbeture. I min seng når jeg ikke kunne sove. Jeg drømte om frihed. Om at kunne gøre fuldkommen som jeg ville. Om bare at være mig selv. Jeg drømte om ikke at skulle tage hensyn. Om at glemme det hele for en stund, og bare være mig. Ingen andre, end mig. Jeg drømte om, at få sommerfugle i maven. Om at gå lykkelig og tilfreds i seng. Jeg drømte om at grine. Om at lære. Om at opleve. Fælles for alle drømmene var én ting; de blev alle afløst af en form for frygt. En frygt for, at de selv samme drømme ville blive knust. At drømmene ville blive ved drømme, og aldrig blive til virkelighed. Jeg frygtede, at blive skuffet. Blive så ufatteligt slemt skuffet. Jeg frygtede, at det ville blive en fiasko. At det hele ville gå i vasken. Det gjorde mig frustreret. Ulykkelig. Vred. Det ødelagde min lyst til at glæde mig. Jeg var bange. Bange for at det hele ville blive en fiasko. At jeg havde gjort det til noget det aldrig ville blive. At alle de forestillinger jeg havde om hvordan det hele skulle være, ikke ville blive en realitet. Jeg havde det dårligt med, altid at glæde mig til fremtiden, og altid være ked af og bange for nutiden. Samtidig var jeg så ufattelig bange for hvad fremtiden ville bringe mig. Jeg var bange helt inde i hjertet over hvad der mon skulle blive af mig. Jeg var bange for, at jeg levede i en drømmeverden af urealistiske tanker og idéer. Tårerne trillede ned af kinderne på mig når jeg tænkte på det.  Sommetider havde jeg slet ikke havde lyst til at tage afsted. Jeg tænkte, at det nok ville være nemmere at blive hjemme. Aflyse det hele. Så græd jeg endnu mere. Snøftede.
Ved siden af passerede mit liv forbi, og jeg passede både skole og job. Lige pludselig fandt jeg mig selv i Kastrup Lufthavn på vej mod både min største drøm, men også min aller største frygt. Det gjorde ondt i min mave. Sådan helt vildt ondt. Det blev det ved med at gøre. Længe. Lige indtil det sekund flyet lettede fra dansk jord. Der var absolut ingen vej var tilbage. Min mavepine forsvandt. Smilet bredte sig på mine læber, og til hele mit ansigt. Hver en anspændt muskel i min krop slappede af, og det velkendte sus i maven når lykken strømmer ind over ind, væltede mig næsten omkuld i sædet. Mit hjerte bankede. Min vejrtrækning blev normal og rolig. Jeg var sikker. Det var den helt rigtig beslutning, at tage afsted. Jeg havde gjort min allerstørste drøm til virklighed. Det var fantastisk.

Og nu sidder jeg så her. Lige præcis en måned efter. Smilet er stadig kæmpe stort, og lykke suset helt dybt i maven har også markeret sig op til flere gange. Aldrig i mit liv, har jeg været mere sikker på, at det her eventyr er det helt rigtige sted for mig at være lige nu. Jeg vil ikke bytte det ud for noget som helst, og jeg er for første gang oprigtig stolt over, at jeg sidder her. At jeg er på mit livseventyr. At jeg overvandt min frygt, og gjorde min drøm til virkelighed. Alle forestillinger. Alle tanker og idéer er blevet opfyldt. Forfulgt og opnået. Jeg er så bragende stolt over mig selv. Så stolt. Nu krydser jeg fingre for at lykken ikke vender lige foreløbig. Så trækker jeg vejret. Smiler. Også nyder jeg lige den der frihed én gang til.

//

 

 

 

 

 

om at gøre drømme til virkelighed.

om at lave aftaler om fremtiden

Når man rejser væk i en længere periode er der mange ting der pludselig bliver meget tydelig for en. Ikke nok med, at man, når man rejser alene, selvfølgelig lærer sig selv at kende, lærer at begå sig alene og alt det der, men man opdager også hvem ens rigtige veninder er. Hvem der er ens venner. Hvem der bekymre sig, og hvem der er fuldkommen ligeglade med hvor i verden du befinder dig, eller hvordan du har det. Det kan være hårdt, men jeg har prøvet det før, så jeg tænker ikke over det længere. Det er også her du finder ud af, at folk du aldrig havde skænket en tanke, faktisk derimod har tænkt på dig – og det er her det bliver rigtig sjovt, og rigtig interessant. Min søster, som også efterhånden er en del berejst, siger altid: Jo længere væk, jo større interesse. Og ja. Jeg må jo, endnu en gang, give hende evig ret.

Det startede jo sådan set allerede da jeg sad i lufthavnen, og jeg, til min store overraskelse, fik en besked fra M. Han ønskede mig god tur. Ikke nogen særlig hilsen, men den var der – modsat så mange andre, som aldrig skrev. M var faktisk den sidste person jeg havde forventet noget fra. Som jeg flere gang har skrevet om, så er vores venskab en smule specielt, og sådan en besked er ikke ’normalt’ for os. Jeg blev glad, og det betød meget. Generelt har M vist mig utrolig stor opmærksomhed, og det er mange, mange måneder siden, at jeg sidst har talt så meget med ham. Eller talt er måske en overdrivelse, skrevet med. Ja. Skrevet med, er nok mere passende. Selvom jeg havde lovet mig selv, at M ikke skulle overskygge denne tur, eller faktisk overhovedet have noget plads, så er det faktisk helt ok. Det foregår på et venskabeligt plan, og jeg er helt ok med det.

Men det var slet ikke det, at indlægget skulle handle om. Nej. Det spørger nemlig fra uventede sider. Da der er 6-7 timers forskel på mig og Danmark, så sker tingene også lidt forskudt. Når det er fredag nat/lørdag morgen i Danmark, er det derfor også kun fredag aften/nat i USA. Sådan gik det derfor også til, at jeg var vågen sidste fredag ved 22-tiden (min tid), også altså ved 4-5-tiden om morgen i Danmark. Jeg havde tidligere på dagen haft snappet lidt uskyldigt med en gammel kollega som jeg ikke har talt med i flere måneder. Han reagerede til min store overraskelse på en snap jeg, ved en fejl, havde sendt til ham, og ja, det resulterede i en kort snap-udveksling hvor han bl.a. hentydede til, at der var længere mellem mine snaps, og at de var kedelige at se på (læs: han ville gerne se noget mere bart). Jeg måtte fortælle, at jeg havde fået andre prioriteter (læs: V), og at jeg ikke synes det var passende eftersom han også havde en kæreste. Samtalen sluttede derefter.

Da jeg var på vej i seng, senere samme aften, så jeg, at han netop havde tjekket min MyStory. Jeg var flabet, og skrev til ham, at han skulle gå i seng i stedet for at tjekke min story. Klokken var trods alt 04.00 i Danmark. Han svarede tilbage, at han var på vej hjem fra byen. Han spurgte om jeg havde genovervejet, at sende noget af frækkere karakter til ham. Jeg svarede ja, men at det stadig var et nej. Vi faldt i snak. Snakken blev lummer, og det ene tog det andet. Pludselig røg der et par heftige billeder afsted til ham. Han blev overrasket, men glad. Han spurgte om han måtte være ærlig over for mig. Jeg svarede tilbage, at det skulle han da altid være. Herfra gik det stærkt. Pludselig havde x-kollegaen så vanvittig meget lyst til mig, og havde i virkeligheden haft det fra første gang vi havde mødets. Han indrømmede, at han i sin tid var gået tidligt hjem fra vores julefrokost, fordi han vidste, at han ikke kunne holde sig fra mig. Han indrømmede, at han havde tænkt på mig. At han ikke kunne vente til jeg var hjemme. At han sindssygt gerne ville være sammen med mig, og at det gik dårligt i hans nuværende forhold. Jeg krøb også til korset. Indrømmede, at jeg da havde skænket det en tanke, at være sammen med ham, men havde droppet det eftersom jeg vidste han var i et forhold. Det blev han glad for. Han spurgte om vi skulle love hinanden, at vi gjorde noget ved det når jeg kom hjem. Jeg sagde, at det kunne jeg ikke love, men at det lød som en god idé at vende tilbage til, hvis han altså gjorde sit for, at det kunne lade sig gøre, da jeg ikke var interesseret i at komme i mellem ham og hans kæreste. Han sagde, at det skulle nok løse sig. Så faldt jeg i søvn. Næste dag forsatte chatten. Meget heftig. X-kollegaer fortalte i detaljer hvordan han ville tage mig. Hvordan han ikke havde kunne sove hele natten ved tanken om, at han en dag ville gøre fantasi til virkelighed, og at han tænkte på mig hele tiden.

Jeg ved ikke om det var en tilpas mængde alkohol, en anden der skrev eller noget tredje den aften, men sandheden er, at x-kollegaen har ignoreret samtlige af mine snaps siden den dag – til trods for, at de ellers ikke har været kedelige. Samtidig har han ikke været tilbageholdende med at opdatere sin story med videoer og billede af sin kæreste. Det griner jeg lidt af. Hvis hun bare vidste. Hvad der kommer til at ske, det må tiden vise. Jeg er i hvert fald færdig med at spille kort ud mod ham. Der er andre jeg hellere vil bruge min tid på både nu, og når jeg kommer hjem. Vi får af se hvad der sker.

Folk spørg mig tit, hvorfor flygter du? Hvad er det du vil rejse for? Hvad er der galt med Danmark? Og ovenstående er svaret. Folk ændre sig når man er væk. Jeg ændre mig, og uden at gøre særlig meget så finder man ud af hvem man skal have i sit liv, og hvem man ikke skal have. Det kan virke hårdt, men den type jeg er, har brug for at gøre tingene meget kontant og få direkte besked på hvordan tingene står til, og derfor fungere det fuldkommen perfekt for mig. Jeg er glad.

Nu vil jeg lukke ned, spise noget aftensmad og gå en lang tur med høj musik i ørerne – livet er fandema godt. Jeg har det fandema godt.

//

om at lave aftaler om fremtiden