the one who got away (part IIII)

Så. Jeg kom altså hjem fra skiferie. Alt var godt. Jeg havde glædet mig til at se ham.

Jeg skulle være tutor på mit studie hele ugen efter, og vidste derfor også at jeg ikke ville få meget tid til at se ham. Vi aftalte dog, at jeg bare kunne stille mine ting hos ham og ‘chrashe’ om natten når vi havde været i byen. Som sagt, som gjort. Jeg efterlod mandag morgen en taske med ting. Lidt grænseoverskridende, men eftersom det var hans forslag tænkte jeg ikke videre over det. Mandag morgen tilbød han, at lave morgenmad, kaffe og det helt store. Jeg fik en kop kaffe. En kop virkelig god kaffe. Vi hyggede os. Hørte musik. Kyssede og nød morgnen. Den bedste start på ugen. Jeg havde fornemmelsen af, at intet kunne slå mig ud.
Ugen gik og vi sås onsdag aften. Alt var helt ok. Jeg var træt og brugt. Jeg havde været på siden mandag morgen. Vi lå og puttede og han spurgte interesseret ind til mine oplevelser. Vi snakkede om hans arbejde. Vi hyggede os. Torsdag morgen tog jeg igen fra hans lejlighed. Alt var ‘som det plejer’. Torsdag eftermiddag tikkede der en sms ind. Papirøen åbnede den aften, og MA skulle derhen med en flok venner. “Do you wanna come?” stod der til sidst. Jeg smilede over hele femøren. Han ville have mig til at møde sine venner. Jeg var solgt. Endnu en gang solgt. Desværre havde vi et stramt program med vores tutor gruppe og jeg måtte melde af. Jeg fortryder det så bittert idag. Så bitteret. Vi aftalte, at lave noget i weekenden i stedet for. Lave noget anerledes. “Something bigger” som han skrev. “We should really do something bigger. Go on adventures”. Fredag nat tog jeg tidligt hjem fra byen for at falde i søvn i hans arme. Jeg havde ikke lyst til at vælte stiv hjem til ham. Jeg holdt mig i skindet. Sagde farvel til mine veninder. Jeg fandt min taske. Gik på toilettet og rettede min make-up, inden jeg skyndte mig tværs gennem byen og hjem til ham. Jeg havde mistet min stemme efter en uge med råb, druk og fest. Det grinte vi absurd meget af. Vi snakkede ikke så meget den aften. Jeg havde absolut ingen stemme. Vi lagde os op i sengen. Vi kyssede. Knugede hinanden tæt. Så hviskede MA stille til mig “Det her er fantastisk. SÅ fantastisk”. Så faldt vi i søvn. Jeg var glad. Glad helt nede i maven.
Lørdag morgen skulle jeg arbejde. Det var så uoverskueligt. Jeg snoozede mit ur 10 gange. Trak tiden til det sidste. Kyssede MA mens han stadig sov. Han vågnede. Jeg hoppede ned og tog mit tøj på. Han kom ned af hemsen. Han lagde sig på sofaen. Han var træt sagde han. Vi sagde ikke så meget. Da jeg var færdig og skulle gå gik jeg hen for at kysse ham farvel. Satte mig på sofaens kant. Lagde min hånd på hans mave. Beklagede mig over min make-up. Mit hår. Min arbejdsdag. Han grinte af mig. Trak mig ned til sig og kyssede mig inderligt. Jeg trak mig lidt tilbage. “Jeg er nødt til at gå.”. Han trak mig ned igen. Kyssede videre. Jeg gengældte det, inden jeg igen trak mig tilbage. “Text me later and tell me how work went”. Det var det sidste MA sagde til mig. Jeg smilede. Tog mine ting og forlod lejligheden. Det var sidste gang jeg var der.

Mit arbejde var aflyst, så jeg tog hjem og faldt i søvn. Lørdag aften skrev MA og spurgte til min dag. Fuldkommen normalt. Jeg svarede. Spurgte indtil hvad vores plan for søndag var. Han svarede ikke. Søndag formiddag skrev han. Han havde glemt, at der var SuperBowl og han skulle se det på amerikansk-manér med sine venner. Han spurgte om vi kunne ses i ugens løb i stedet. Selvfølgelig kunne vi det. Jeg forslog et par dage. Han svarede ikke.

Søndag nat fik jeg en snap. Noget superbowl. Noget ligegyldigt. Mandag sidst på eftermiddagen havde han stadig ikke svaret på min besked om hvornår vi skulle ses. Det begyndte at blive underligt. Selvom jeg næsten ikke kendte MA, var der alligevel noget usædvanligt ved hans opførsel. Jeg græd. Jeg har prøvet at miste folk før. Min mavefornemmelse råbte, at der var noget galt. Jeg følte jeg overreagerede. Jeg tog mig sammen. Jeg skrev. “Er du okay eller slog Superbowl dig helt ud?”. Der kom svar med det samme. Alt var ok. Han var bare så smadret. Han undskyldte, at han havde virket fjern. Han forslog tirsdag. Det kunne jeg godt. Han svarede ikke på den besked. Tirsdag eftermiddag skrev jeg og spurgte om vi havde en aftale senere. Han svarede et par timer efter, at der var travlt på arbejde og at han havde glemt, at han skulle til koncert om aften. Han undskyldte igen. Han forslog onsdag. Jeg svarede, at onsdag aften var fint. Han svarede ikke. Onsdag eftermiddag måtte jeg så igen skrive og spørge hvad tid vi skulle ses. De gik igen et par timer. Han svarede. Han havde siddet i møde hele formiddagen og var på vej til et andet mødet. Han skulle holde undervisning om aften og se en lejlighed efter. Han kunne ikke ses. Han undskyldte. Skrev han var virkelig ked af det. Undskyldte igen. “Im so really sorry. I’ll get back to you in a bit. I’m sorry”. Det var det sidste jeg har hørt fra MA. Jeg svarede ikke. Jeg tænkte, at han ville vende tilbage når der var tid. Jeg græd. Jeg græd hele den nat. Torsdag tikkede der en snap ind. En snap fra hans arbejde. Jeg snappede tilbage kan jeg huske. Sikkert et eller andet ligegyldigt. Fredag kl. 23.59 havde jeg stadig intet hørt fra ham. Jeg var fuld. Jeg var i byen. Skrev en sms. “Hvad sker der? Jeg er lidt forvirret og frustreret”. Jeg sendte også en snap. Jeg kan ikke huske hvad den forestiller. Han åbnede den aldrig. I 2 uger stod den som uåbnet. Han tjekkede min mystory. Han svarede ikke. Jeg græd hele den uge. Jeg forstod det ikke. Jeg var blevet droppet på sådan en kold. Sådan en kynisk måde. Jeg gik og ventede konstant. Ventede på han ville skrive. Det gjorde han ikke. Fredagen efter havde jeg formuleret en længere sms. Jeg sendte den. Forklarede i den, hvad jeg følte. Hvad jeg tænkte. Intet dramatisk, bare ret ærligt. Han svarede ikke. Han har aldrig svaret.
Idag er vi stadig venner på FB. Vi er venner på Snap. Jeg har hans nummer og vi er sågar stadig et “Supermatch” på fucking tinder. Han tjekker ALTID min Mystory. Han svarede aldrig på den sms.
Det gør så ondt. Det er så uafsluttet. Han skylder mig en forklaring. Han skylder mig at slutte det. Fortælle mig, at han ikke vil ses mere. Fortælle mig, at han har mødt en anden. Fortælle mig hvad der gik galt. Jeg finder aldrig ud af det. Der går ikke én dag hvor jeg ikke tænker på ham. Ikke en morgen, har jeg siden det skete, slået øjnene op og det første spørgsmål der melder sig er; Hvorfor? Hvad gik der galt. Det er en pinsel. Det gør så ondt. Det gør så mega ondt. Han var så ked af det. Over han aflyste. Vi skulle på eventyr. Jeg skulle møde hans venner. Vi skulle det hele. Også sluttede det på 2 sekunder. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke.

//