om torsdag aften

Det hele flyder rundt. Jeg bliver i tvivl om hvad der skete. Hvem der sagde hvad. Hvad vi blev enige om. Om vi overhovedet blev enige?
Det her indlæg har været længe undervejs. Jeg har skrevet på det. Slettet. Skrevet lidt igen. Jeg har følt mig syg. Følt det hele var ok for en stund. Men Det eneste jeg spørg mig selv om er. Det eneste der vender tilbage er; Hvorfor? Hvad nu?

Jeg kunne mærke allerede da vi mødtes efter hans undervisning at der var noget galt. Jeg har efterhånden luret hvordan Øl-manden bliver når der er noget i vejen. Enten fordi han er træt, sulten eller bare i et træls humør. Jeg vidste det derfor også. Jeg vidste, at der var noget der gik ham på. Jeg foreslog, at vi gik op på mit værelse. Jeg var alene hjemme for første gang i flere uger, og jeg så derfor en chance for, at vi endelig kunne være alene. Ligge og lave ingenting i min seng. Tale. Grine. Sige farvel, også ses igen et par dage efter. Ukompliceret og dejligt. Øl-manden satte sig på min kontorstol. Jeg stod lidt akavet ved siden af. Nussede ham lidt. Gik rundt på værelset og satte lidt ting på plads. Jeg følte mig rastløs. Forsøgte at spørge ind til hans tur. Han svarede i korte sætninger. Virkede ikke hverken snaksaglig eller begejstret. “Skal vi se en film eller bare snakke, eller hvad skal vi lave” spurgte jeg så endeligt forsigtigt. “Jeg tror en film bliver for sent, så vi kan da godt snakke. Måske kan vi tale lidt videre om alt det vi talte om i søndags”. Det gav et sæt i mig. Min mave kneb sig sammen og jeg blev pludselig ramt af utilpashed. Jeg troede, at vi, for nu, havde talt. At tingene var okay. At vi skulle ses igen og ses som vi har gjort hidtil. “Ja. Men det kan vi da sagtnes” fik jeg fremstammet. “Hvad vil du tale om?” spurgte jeg videre. “Har du slet ikke tænkt eller hvad?” Spurgte han lettere irriteret igen. Så kiggede jeg på ham. En tåre fandt vej ned af min kind. Jeg havde jo ikke bestilt andet den sidste måned end at tænke. Jeg tænkte alle mine vågne minutter. Jeg forsøgte at forklare, at jeg havde tænkt. At jeg tænkte, men at jeg også troede at vi havde lagt en plan for de næste par uger. At jeg faktisk troede at det hele var nogenlunde ok. I det mindste for nu. Så åbnede øl-manden endnu engang op. Fortalte at han siden i søndags havde været forvirret. At det havde gjort så evigt ondt på ham, at se hvor ked af det jeg var blevet. At det havde gjort ham bange. At han var så bange for, at komme til at såre mig. At han var bange for, at det ville ende med råb, med smækkede døre og ende med at vi aldrig skulle tale igen. Han var bange for, at spilde chancen på noget så godt ved at kaste os ud i det nu i stedet for at vente. Vente og se om han kommer til København. Vente og se hvor han ender. Vente. Jeg kiggede på ham. Forstod ikke meget. Lyttede til alle de følelser han fortalte om. Det virkede så modsigende. Han kan lide mig. Han har nydt alle de ting vi har lavet, ligeså meget som mig. Alt det vi har oplevet. Men alligevel tør han ikke. Alligevel lader han sin fortiden bestemme. Vi har tænkt og følt nøjagtigt de samme ting fra det første sekund. Det ved jeg, for det fortalte han, og jeg fortalte ham, at det var nøjagtigt de samme tanker og følelser jeg havde haft. Han fortalte om hvor stolt han havde været den første gang vi havde kysset. Hvordan jeg havde sparket noget væk under ham med min umiddelbarhed. Min eventyrlysten. Han sagde, at han faldt for min nemhed. Min lethed. Min måde bare at gøre ting på. Så talte vi om det. Jeg græd. Græd over alle de minder vi har. Han fik røde øjne. Tog en tår vand. Rømmede sig. Lagde sin hånd på min. Pillede ved mine armbånd som havde havde gjort det så mange gange før. Jeg sukkede. Rejste mig. Gik rundt i det værelse der pludselig føltes så lille, og samtidig så stort. Kiggede ud over byen. Græd lidt mere. Satte mig tilbage i min stol. Fortalte ham hvordan jeg havde det. At jeg var villig til, at gøre så meget. At jeg var villigt til at kæmpe. Jeg satte spørgsmålstegn ved de ting han havde sagt, for kun at blive mødt med svaret; Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg lagde mit hoved på hans skulder. Han holdt om mig. Kyssede mig i håret. Jeg kyssede ham retur i nakken. Lod en tåre trille ned. Snøftede. “Det er så uforløst. Der er noget potentiale her, og det gør så ondt at vi smider det væk” fik jeg vidst formuleret. “Ja.” Svarede Øl-manden retur med rystende stammede. “Det er lige præcis det, det er. Det er så uforløst. Der er potientiale. Det ved jeg godt”. Jeg rystede på hovedet. Forsøgte at opremse alle de gode ting. Jeg havde et desperat håb om, en naiv tro på, at han pludselig ville rejse sig fra stolen og se klart. Sige undskyld og være i stand til at se alt det jeg talte om. Alt det han selv sad og beskrev. At han ville turde springe ud i det og se, om det her kunne blive til noget. Et håb om jeg kunne få ham til at ændre mening. Lige der. Den aften. Men det skete ikke, og det eneste han til sidst kunne fremstamme fra de røde øjne og den blævrende stemme var; jeg ved det virkelig ikke. Undskyld. Og sådan kørte det i ring. Jeg husker ikke længere flere detaljer. Jeg husker ikke hvad vi snakkede om i alle de timer han endte med at være der. Jeg husker kun brudstykker. Noget med dårlige erfaringer. Noget med, at denne her tur også var en flugt hjemmefra for ham. Noget med at ingen af os ønskede det her. Noget med en masse følelser. Noget med en masse fortid. Noget med afstand. Noget med; jeg kan ikke det her. Jeg kan ikke love dig noget. Jeg husker, at jeg som noget af det sidste satte mig ned. Kiggede ham i øjnene. Fortalte ham fra mit hjerte hvor dejlig han var. Hvad han på kort tid var kommet til at betyde for mig. Så husker jeg, at der var stille indtil Øl-manden kiggede på mig og fortalte om sin oplevelse og følelser for mig. Det var de sødeste ord jeg nogensinde har hørt, og som han kæmpede med, at holde sine tåre tilbage, så jeg kyssede ham. Endnu en tåre trillede ned mellem os. Landede på gulvet. Kysset blev intenst. Blev til mere. Øl-mandens hænder var overalt på min krop. Det ene tog det andet og pludselig havde vi sex. Midt i værelse. På et koldt skrivebord. I et rum fyldt med så mange følelser. Så tog vi tøj på. Sagde ikke så meget, men aftalte at han skulle henvende sig til mig. Jeg vidste at det ville være for svært for mig, at det var mig. Jeg vidste jeg ville være for svag. Så gav jeg ham den cola og den pose chips som jeg efterhånden oprindeligt havde købt til ham for lang tid siden. Han smilede. Jeg fulgte ham ned. Ude på gaden var det iskoldt. Jeg krammede ham. Kyssede. Ønskede ham en god tur. Han lovede mig, at jeg nok skulle få lov at høre om det hele en dag. Jeg sagde, at det håbede jeg inderligt. Så gik jeg indenfor. Hen til elevatoren. Jeg nåede ikke engang at trykke på knappen før jeg brød sammen. Inde i elevatoren græd jeg mere en nogensinde før. Jeg kunne ikke trække vejret, og da jeg endelig var tilbage på min værelse faldt jeg sammen i den stol, som han netop havde siddet i blot et par minutter forinden. Kiggede på mig selv i det store spejl der hang på vægen. Opløst i gråd. Klokken var 01:30. Jeg skulle til eksamen næste morgen, og Øl-manden skulle op klokken 4 og flyve. Jeg tænkte på, om han mon også græd. Hvad der mon gik igennem hans hovede nu. Så ringede jeg til mig mor. Grådkvalt. Hun tog den med det samme. Jeg fortalte det hele forfra. Græd noget mere inden jeg faldt i søvn. Jeg vågnede kl 07:30. Forvirret. Helt overbevist om, at det hele var en drøm. Jeg kiggede på min telefon og på en eller anden måde gik det op for mig, at det ikke var en drøm. Øl-manden var gået, og jeg vidste ikke hvornår jeg nogensinde skulle se ham igen, snakke med ham igen. Så græd jeg igen, velvidende at de sidste 4 uger bliver uden ham. Kun mig. Det gjorde ondt. Helt inde. Dybt i mit i forvejen knuste hjerte.

//

om stilhed

Der er så tomt. Der er så stille. De ord han sagde hænger tungt tilbage i rummet. Gulvet er konstant vådt fra de tåre der ikke vil stoppe med at trille ned af mine kinder. Min krop har sagt stop. Jeg har ikke spist noget. Ikke drukket noget.

Jeg har ikke mange ord lige nu. Her er tomt og koldt på mit værelse.

Øl-manden har taget et valg om, at det ikke vil fungere når vi kommer hjem. Jeg ser fordele, han ser udfordringer. Det eneste vi ser begge to er, hvor gode vi er sammen. Hvor rigtig det er. Hvor svært det er. Hvor mange minder vi har. Jeg er knust. Jeg græd. Så kiggede vi på hinanden. Sagde ikke så meget. Snakkede alligevel lidt. Græd lidt mere.

Øl-manden gik hjem klokken 01.33 natten til fredag, og vi kyssede farvel som vi har gjort det 100 gange før – denne her gang bare uden at vide, hvornår vi ses igen. Det gjorde så ondt.

Jeg græd mig selv i søvne.

//

Jeg skal nok skrive om det hele, men lige nu. Lige nu, kan jeg ikke. 

om at have så forbandet mange følelser

Det er det samme hver gang. Jeg møder en mand. En skide sød mand. Alt er lutter lagkage. Vi ses. Vi hygger os. Jeg giver mig selv 100 procent. Jeg prioriterer at lære det andet menneske, at kende og jeg er villig til, at give rigtig meget af mig selv, således vedkommende kan lære mig at kende. Nogle vil mene, at jeg giver alt for meget af mig selv, men sådan er jeg nu engang – og det har jeg ikke tænkt mig, at lave om på. Sådan går det en måned. Måske lidt mere. Også ligepludselig. Ofte lidt ud af det blå, så er manden væk. Ikke flere kærlige beskeder, ikke flere snap-chats, ikke mere konstant længsel efter, at være sammen. Pist væk. Forsvundet.

Der har endnu ikke været én der har været mand nok til, at fortælle mig hvor kæden hoppede af, ikke én der har kunne tage snakken. Det siger måske lidt mere om dem, end det gør om mig, men ikke desto mindre, så er det altså mig der er blevet efterladt, dumpet og trådt på alle de gange, jeg har (forsøgt på) at indgå i en relation med en mand.

Sådan noget gør ondt. Det ved alle. Og alle ved, at det ikke nødvendigvis gør mindre ondt bare fordi, at man har prøvet det før. Nej, tvært imod. Tvært i mod så æder det en op indefra, og alle følelserne fra tidligere relationer kommer snigende ind i de nye. De sætter grænser for, hvad man føler, at man kan tillade sig, at føle for et andet menneske og de sætter grænser for, hvad man er villig til, at give af sig selv. Værst af alt, så får de en til at gøre og tro fuldkommen sindssyge ting om ens nye relationer. Og det faktisk næsten altid det der ender med, at koste den.

Som jeg sad og skrev det her, så trillede tårerne ned af kinderne på mig. Det gjorde de sådan set gjort hele formiddagen. Jeg kunne mærke det allerede da jeg stod op i morges, at det her var en af de dage hvor jeg i virkeligheden bare skulle have slået min alarm fra, logget ud af samtlige sociale medier, trukket dynen godt op over hovedet, og først stået op igen imorgen. Men livet er ikke sådan bare at ignorere, og jeg havde undervisning med mødepligt og et ton af lektier, at lave. Som jeg stod og børstede mine tænder, kunne jeg mærke tårerne presse sig på, men med lidt koldt vand i hovedet og ud af døren fik jeg undveget den store tudetur. Undervisningen sneglede sig afsted, og jeg kunne mærke en hovedpine banke, et hjerte der var fuldkommen stukket af, et stak-åndet åndedræt og nogle meget, meget våde øjne. Jeg vidste det. Kærligheden havde fået ram på mig i sådan en grad, at jeg var blevet syg. Jeg har haft det sådan før, og det er bestemt ikke tegn på noget godt. Efter undervisning var jeg klar over, at jeg stadig havde en mikro chance for, at undvige ‘sygdommen’, så jeg smed min “det er okay at græde”-playliste på mens jeg ringede til min søster. Jeg er så bange, sagde min rystende stemme som det første, da hun tog telefonen.  Også græd jeg, helt ustyrlig meget, mens jeg hulkende fortalte hvad i alverden der var sket.

Forsættelse følger.

//

om at trøste på afstand

Min søster skrev til mig i lørdags. ”Ring når du kan”. Jeg vidste, at den var gal. At hun ville være ked af det. Hun har i længere tid datet en fyr. En fyr der virkede både sjov, sød, charmende, nede på jorden og ubesværet. En fyr der virkede rigtig god for hende. En fyr hun virkede rigtig glad for, og hvor følelserne virkede gengældt.

Ikke desto mindre skete der en masse ting, og pludselig stod de i en situation hvor min søster udviste alle følelser for ham, men hvor han måtte erkende, at han havde mistet dem for hende. Han droppede hende. Droppede er måske et hårdt ord, men han besluttede i hvert fald, at han ikke længere kunne ses med hende. Han ville ikke holde hende for nar. Han indrømmede, at hans følelser var gået modsat. Han havde været vild i starten. Betaget. Forelsket. Men det havde vendt, da han ikke følte samme begejstring fra min søster. I princippet rigtig fint. Ærlig snak. Jeg mener, det er hårdt at få af vide, men det er da bedre end ikke at vide. Er det ikke?

Jeg har sgu efterhånden oplevet et par gange, at blive ’ghostet’. De forsvinder bare. Uden at sige en lyd. De tager halen mellem benene, og flygter for livet. Det er det værste. Tilbage står man med 100 uopklarede spørgsmål og én følelse: Hvad gjorde jeg galt. Man føler man gav alt. Lagde sig ud. Sårbar. Åben. Det samme spørgsmål spurgte min søster mig i telefonen. Hvad gjorde jeg galt? Hvorfor vil han ikke?

Til at starte med sagde jeg ikke så meget. Hun græd og græd. Helt ustoppeligt. Tror bare hun havde brug for jeg lyttede. Så sagde jeg til hende, prøv lige, at forstil dig tingene for 2 måneder siden. Forstil dig at du er X (fyren), og forstil dig, at han har haft de følelser og spørgsmål du sidder med lige nu. Måske ikke så voldsomt, men han har helt sikkert være lige så frustreret som du er lige nu. Også se på dig, og din reaktion. Straks begynder du at beskytte dig selv. Du vil slette hans nummer, hans snapchat, sms’er og billeder. X er også nødt til at beskytte sig selv nu. Han har været hvor du er nu, og det er der ingen mennesker der frivilligt sætter sig tilbage i.

Hun stoppede med at græde. Hun kunne godt se min pointe. At X ikke gjorde noget for at være ond. Led. Tarvelig. Men at han har taget et valg for at beskytte sig selv. At deres timing er dårlig. At deres måde at indgå relationer på er vidt forskellige, og at deres kommunikation tydeligvis er fuldkommen fra hinanden. Hun trak vejret dybt. Det gav mening for hende. Hun var stadig ked af det, men pludselig affandt hun sig med, at det ikke var hendes skyld. At det var en fælles mis-kommunikation. Så sagde hun selv: Måske. Måske passer vi bare slet ikke sammen. Måske er vi for forskellige. Jeg svarede hende ikke rigtig. Det var en konklusion hun selv måtte drage. Det eneste jeg kunne sige var bare, at det er vigtig at lære af alle relationer, og at man sommetider støder på folk der virker så rigtige. Så perfekte på alle mulige måder, men som ikke er det. Som kommer ind i ens liv, for at lade en blive endnu mere sikker på hvad man leder efter. Og hvad man bestemt ikke leder efter. Det skal man sætte pris på. Og det skal man tage med videre.

Vi snakkede videre en halv times tid efter. Hun græd lidt mere, men da hun lagde på var hun fattet. Hun var på en eller anden måde, blevet okay med det. Det gjorde mig glad, selvom jeg stadig var ufatteligt ked af det på hendes vegne.

Da jeg lagde på, kunne jeg mærke, at jeg var blevet ekstremt påvirket af vores samtale. Jeg kunne ikke lade være at tænke på MA. Hvordan han behandlede mig. Jeg kunne ikke lade være at evaluerer mine følelser over ham. Lige skænke ham en tanke.

Nej. De var væk. De eneste følelser jeg kunne fremkalde, var en eller anden form for accept af, at jeg aldrig får svar på hvor de 2 måneder vi brugte sammen forsvandt hen. En accept af, at det var sådan vores relation endte med at blive, og en accept af, at han i den grad har lært mig, at man ikke ved hvad man har, før man ikke har det mere. At man skal huske at udtrykke hvad man føler, og man skal sætte pris på det man er i, og ikke altid være videre til den næste. Jeg er ikke sur på MA. Jeg er ikke længere ked af det. Jeg kan ikke længere græde over ham. Det føltes godt. Samtalen med min søster gjorde mig bevidst om, at jeg har rykket mig. Den huskede mig på, at på et eller andet tidspunkt, måske langt ude i fremtiden, måske lige om lidt, så vender det også vil man i stedet stå tilbage og smile af det man aldrig troede man skulle komme videre fra.

//

om at føle sig skizofren.

I mangel af andre ting, at fylde bloggen med, kommer her to udklip fra min dagbog. Som altid, får jeg ondt af mig selv når jeg læser det jeg har skrevet. Mit humør var så påvirket. Jeg var så gal. Så ked af det. Jeg havde krænget alle mine følelser ud for M. Vi var taget hjem sammen. Haft sex. Kysset. Jeg havde krænget endnu flere følelser ud.

Idag. Ja idag, er jeg stolt over mig selv. Stolt over, at jeg gjorde det. Måske ikke helt hvordan det foregik. Men jeg gjorde det. Jeg ved, at M også er glad for, at jeg gjorde det. Selvom han var en nar i tiden efter. Selvom han tildels stadig er det, så stoler jeg på ham, da han fortalte mig, at min ærlighed betød alt. Min ærlighed betød, at vi den dag idag, kan være venner. At vi kunne forsætte med at tale sammen dengang. Det var helt sikkert det rigtige jeg gjorde, selvom det gjorde satans ondt. Helt inde i hjertet. I dag har jeg svært ved at genkende mange af de følelser jeg har beskrevet. På en måde lidt skræmmende. På en anden måde rart. Rart at se, at man kan udvikle sig. At man kan lære så meget om sig selv. Det tror jeg sgu egenligt er ret sundt.

Uddrag fra min dagbog den 6. november 2014.
Kære dig.
I dag var en god dag. I dag grinte jeg igen, i dag smilte jeg og i dag glemte jeg. I dag var en god dag. Når mørket falder på er du der lidt igen, men det er okay, for i dag grinte jeg, og i dag glemte jeg. I dag var en god dag. I dag fik jeg troen på, at det hele nok skal gå. I dag glemte jeg at savne, i dag glemte jeg at græde, i dag var en god dag.

Uddrag fra min dagbog den 7. november 2014.
Kære dig,
7 dage, i dag. 7 lange dage i dag. Tiden læger alle sår, og det skal nok blive godt. Selvfølgelig skal det det. Jeg savner dig, selvfølgelig gør jeg det. Men det er ok. Du er glad, og jeg bliver glad. Jeg er ikke glad endnu, men jeg bliver det. Jeg bliver glad. Selvfølgelig. Glad helt inde i hjertet. Glad. Oprigtig glad. Jeg bliver glad. Jeg bliver glad en dag.

om skuffelser, tanker og følelser

Så….Jeg havde jo lidt forventet, at jeg efter min torsdag-date, ville være godt optaget af Jakkesættet de næste par uger. At jeg måske havde fundet en fast ‘friend with benefits’. Jeg følte virkelig, at der var noget kemi. Om ikke andet så bare seksuelt. Det virker dog overhovedet ikke til, at han er interesseret mere. Det gør sgu lidt ondt. Som en lussing der igen efterlader mig med 100 spørgsmål om hvad jeg nu har gjort galt. Sagde jeg noget forkert? Var jeg dårlig? Var jeg måske for tyk? Var jeg ikke lige så pæn som på snapchat med filter og trutmund? Var jeg pisse irriterende? Hvad er det der gør, at Jakkesættet kan gå fra at være fuldkommen vild efter mig, sukke når jeg fortæller ham jeg skal på udveksling i 7 måneder, og konstant minde mig om hvor fræk, lækker og dejlig jeg er, til at svare koldt, kortfattet og generelt uinteresseret tilbage. Måske er det nok bare den jagt der har været op til. Han havde mig lige hvor han ville. Nu fik han mig (næsten) også er det vel bare videre til næste? Måske ødelagde jeg det i virkeligheden for mig selv?

Jeg skrev til ham tidligere. Jeg kunne ikke holde mig i skindet efter at have gået en hel dag uden så meget som en snap fra ham.
“Jeg keder mig iaften. Hvis du også keder dig og ellers har lyst til at ses, så kan du jo skrive” skrev jeg. Han svarede relativt hurtig tilbage: “Også mig, men jeg er ikke lige på toppen”. “Nå. Er du syg eller bare træt? Helt fair!” spurgte jeg, “Bare max træt 🙂 ” skrev han retur. Til det svarede jeg “Det er også helt okay. Du kan jo skrive hvis du har lyst og tid til at ses, og hvis ikke, så lad mig lige vide det, så jeg ikke går er total ‘on’ på det hele hvis det ikke er gengældt”. Jeg tør ikke åbne min snap mere i aften. Jeg tør ikke læse afvisningen. Jeg tør ikke se på “åbnet” ikonet uden et svar.
Jeg føler mig til grin. Jeg føler mig udnyttet på en klam måde. Jeg er klar over, at det vi havde bygget op var baseret på sex og absolut ikke på menneskerne bag hverken ham eller jeg, men jeg føler mig sgu til grin.

I virkeligheden må jeg måske nok sande, at jeg endnu engang er blevet bekræftet i at jeg  1) Slet ikke dur til et ‘sex-forhold’ 2) slet ikke skal være på Tinder lige nu 3) har flere issues med mig selv, min krop og mine følelser end jeg måske lige vil stå ved. Det er pisse uretfærdig, at jeg endnu engang sidder på gulvet og kæmper for ikke at bryde sammen. Kæmper for ikke at lægge mig ned og tude. Hamre i gulvet. Råbe. Synes det hele er uretfærdigt. Jeg orker ikke sådan en tur. Jeg orker ikke slås med mine følelser. Så er det nemmere bare at undertrykke dem. Bilde sig ind at de ikke er der, indtil de reelt forsvinder og Jakkesættet blot bliver endnu et nummer på min liste over fyre der aldrig blev til mere end bare det. Listen vokser, tiden går og jeg er i en konstant kamp med mig selv om at acceptere, at jeg er okay. At mit liv er ok. Jeg er okay som jeg er. Også selvom jeg og mit liv ikke indeholder en kæreste. Så er det ok.

Midt i alt det her så har jeg en ‘måske-date’ imorgen, og en date på fredag. Midt i alt det her blev jeg inviteret ud idag af en gammel ‘flirt’. Jeg afviste ham. Det har jeg ikke plads til i mit liv lige nu. Og midt i alt det her stødte jeg pludselig ind i V på skolen. Jeg har ikke set V siden den aften jeg sov hos ham. Det var underligt. Det var tydeligt, at vi begge to var overrasket over situationen og selvom det bare var et hurtig ‘hej’, så var der noget i det smil, de øjne og den måde han tog et skridt hen mod mig for at vende om og forsætte ligeud der fortalte mig, at han vil mig noget. Der er noget han vil sige. Jeg ved ikke hvad, men der er noget.

//

lørdags dagbog

Jeg har læst i min dagbog idag. Det kom sig af, at M skrev og spurgte om jeg ikke kom forbi ham. Han kedede sig og ville hænge ud. Jeg afviste ham, på trods af jeg egenligt gerne ville. Det fik mig til at kigge lidt tilbage. Tilbage til dengang han havde knust mit hjerte og efterladt mig ødelagt. Jeg har altid så ondt af den pige der skrev de sider i dagbogen dengang. Jeg brugte så meget tid, på at være så uendelig ked af det over M. Idag er det ikke til at forstå, når vi er så gode venner, men den gang følte jeg, at jeg havde mistet ham forevigt.

Uddrag fra min dagbog den 5. november 2014.

Kære dig.
I dag har det regnet hele dagen, jeg har trænet i morges, jeg har læst, jeg har sovet også har jeg grædt. Grædt, grædt og grædt lidt mere. Du får mig til at føle mig syg. Du giver mig ondt i maven, kvalme, kuldegysninger. Du giver mig lyst til at begrave mig under min dyne, og ikke vågne før det er sommer, sol og det hele er glemt.
Jeg savner dig. Det gør så ondt. Jeg savner dig. Alting de ting du sagde og gjorde, den måde du kiggede på mig på. Lovede mig, at det hele nok skulle gå, at vi nok skulle finde en løsning, at du holdt af mig, at det aldrig var din mening at såre mig.  Jeg beder dig, sig det igen, hold om mig igen, kys mig, rør mig og hvisk i mit øre igen: undskyld. Hold om mig, og tving mig til at kigge dig i øjnene, fortæl mig, at du ved du har dummet dig, men fortæl mig samtidig at det skal være os to , os to mod verden. Lyv for mig, fortæl mig hun ikke er en del af dit liv mere, at hun aldrig har været det, og at du er ked af det. Jeg holder så uendeligt meget af dig, og du ved det. Jeg holder så meget af dig. Jeg græder lidt mere og tænker på os, de ting vi har haft sammen, alle vores beskeder, vores uskyldige flirt. Alle så det, alle vidste det – undtagen dig. Jeg kan aldrig hade dig, du har så stor plads i mit hjerte og jeg beder dig, hold om mig, hvisk undskyld igen, træk mig ind til dig og hvisk så igen: det hele skal nok gå, inden du forlader mig, for sidste gang.

the one who got away (part IIII)

Så. Jeg kom altså hjem fra skiferie. Alt var godt. Jeg havde glædet mig til at se ham.

Jeg skulle være tutor på mit studie hele ugen efter, og vidste derfor også at jeg ikke ville få meget tid til at se ham. Vi aftalte dog, at jeg bare kunne stille mine ting hos ham og ‘chrashe’ om natten når vi havde været i byen. Som sagt, som gjort. Jeg efterlod mandag morgen en taske med ting. Lidt grænseoverskridende, men eftersom det var hans forslag tænkte jeg ikke videre over det. Mandag morgen tilbød han, at lave morgenmad, kaffe og det helt store. Jeg fik en kop kaffe. En kop virkelig god kaffe. Vi hyggede os. Hørte musik. Kyssede og nød morgnen. Den bedste start på ugen. Jeg havde fornemmelsen af, at intet kunne slå mig ud.
Ugen gik og vi sås onsdag aften. Alt var helt ok. Jeg var træt og brugt. Jeg havde været på siden mandag morgen. Vi lå og puttede og han spurgte interesseret ind til mine oplevelser. Vi snakkede om hans arbejde. Vi hyggede os. Torsdag morgen tog jeg igen fra hans lejlighed. Alt var ‘som det plejer’. Torsdag eftermiddag tikkede der en sms ind. Papirøen åbnede den aften, og MA skulle derhen med en flok venner. “Do you wanna come?” stod der til sidst. Jeg smilede over hele femøren. Han ville have mig til at møde sine venner. Jeg var solgt. Endnu en gang solgt. Desværre havde vi et stramt program med vores tutor gruppe og jeg måtte melde af. Jeg fortryder det så bittert idag. Så bitteret. Vi aftalte, at lave noget i weekenden i stedet for. Lave noget anerledes. “Something bigger” som han skrev. “We should really do something bigger. Go on adventures”. Fredag nat tog jeg tidligt hjem fra byen for at falde i søvn i hans arme. Jeg havde ikke lyst til at vælte stiv hjem til ham. Jeg holdt mig i skindet. Sagde farvel til mine veninder. Jeg fandt min taske. Gik på toilettet og rettede min make-up, inden jeg skyndte mig tværs gennem byen og hjem til ham. Jeg havde mistet min stemme efter en uge med råb, druk og fest. Det grinte vi absurd meget af. Vi snakkede ikke så meget den aften. Jeg havde absolut ingen stemme. Vi lagde os op i sengen. Vi kyssede. Knugede hinanden tæt. Så hviskede MA stille til mig “Det her er fantastisk. SÅ fantastisk”. Så faldt vi i søvn. Jeg var glad. Glad helt nede i maven.
Lørdag morgen skulle jeg arbejde. Det var så uoverskueligt. Jeg snoozede mit ur 10 gange. Trak tiden til det sidste. Kyssede MA mens han stadig sov. Han vågnede. Jeg hoppede ned og tog mit tøj på. Han kom ned af hemsen. Han lagde sig på sofaen. Han var træt sagde han. Vi sagde ikke så meget. Da jeg var færdig og skulle gå gik jeg hen for at kysse ham farvel. Satte mig på sofaens kant. Lagde min hånd på hans mave. Beklagede mig over min make-up. Mit hår. Min arbejdsdag. Han grinte af mig. Trak mig ned til sig og kyssede mig inderligt. Jeg trak mig lidt tilbage. “Jeg er nødt til at gå.”. Han trak mig ned igen. Kyssede videre. Jeg gengældte det, inden jeg igen trak mig tilbage. “Text me later and tell me how work went”. Det var det sidste MA sagde til mig. Jeg smilede. Tog mine ting og forlod lejligheden. Det var sidste gang jeg var der.

Mit arbejde var aflyst, så jeg tog hjem og faldt i søvn. Lørdag aften skrev MA og spurgte til min dag. Fuldkommen normalt. Jeg svarede. Spurgte indtil hvad vores plan for søndag var. Han svarede ikke. Søndag formiddag skrev han. Han havde glemt, at der var SuperBowl og han skulle se det på amerikansk-manér med sine venner. Han spurgte om vi kunne ses i ugens løb i stedet. Selvfølgelig kunne vi det. Jeg forslog et par dage. Han svarede ikke.

Søndag nat fik jeg en snap. Noget superbowl. Noget ligegyldigt. Mandag sidst på eftermiddagen havde han stadig ikke svaret på min besked om hvornår vi skulle ses. Det begyndte at blive underligt. Selvom jeg næsten ikke kendte MA, var der alligevel noget usædvanligt ved hans opførsel. Jeg græd. Jeg har prøvet at miste folk før. Min mavefornemmelse råbte, at der var noget galt. Jeg følte jeg overreagerede. Jeg tog mig sammen. Jeg skrev. “Er du okay eller slog Superbowl dig helt ud?”. Der kom svar med det samme. Alt var ok. Han var bare så smadret. Han undskyldte, at han havde virket fjern. Han forslog tirsdag. Det kunne jeg godt. Han svarede ikke på den besked. Tirsdag eftermiddag skrev jeg og spurgte om vi havde en aftale senere. Han svarede et par timer efter, at der var travlt på arbejde og at han havde glemt, at han skulle til koncert om aften. Han undskyldte igen. Han forslog onsdag. Jeg svarede, at onsdag aften var fint. Han svarede ikke. Onsdag eftermiddag måtte jeg så igen skrive og spørge hvad tid vi skulle ses. De gik igen et par timer. Han svarede. Han havde siddet i møde hele formiddagen og var på vej til et andet mødet. Han skulle holde undervisning om aften og se en lejlighed efter. Han kunne ikke ses. Han undskyldte. Skrev han var virkelig ked af det. Undskyldte igen. “Im so really sorry. I’ll get back to you in a bit. I’m sorry”. Det var det sidste jeg har hørt fra MA. Jeg svarede ikke. Jeg tænkte, at han ville vende tilbage når der var tid. Jeg græd. Jeg græd hele den nat. Torsdag tikkede der en snap ind. En snap fra hans arbejde. Jeg snappede tilbage kan jeg huske. Sikkert et eller andet ligegyldigt. Fredag kl. 23.59 havde jeg stadig intet hørt fra ham. Jeg var fuld. Jeg var i byen. Skrev en sms. “Hvad sker der? Jeg er lidt forvirret og frustreret”. Jeg sendte også en snap. Jeg kan ikke huske hvad den forestiller. Han åbnede den aldrig. I 2 uger stod den som uåbnet. Han tjekkede min mystory. Han svarede ikke. Jeg græd hele den uge. Jeg forstod det ikke. Jeg var blevet droppet på sådan en kold. Sådan en kynisk måde. Jeg gik og ventede konstant. Ventede på han ville skrive. Det gjorde han ikke. Fredagen efter havde jeg formuleret en længere sms. Jeg sendte den. Forklarede i den, hvad jeg følte. Hvad jeg tænkte. Intet dramatisk, bare ret ærligt. Han svarede ikke. Han har aldrig svaret.
Idag er vi stadig venner på FB. Vi er venner på Snap. Jeg har hans nummer og vi er sågar stadig et “Supermatch” på fucking tinder. Han tjekker ALTID min Mystory. Han svarede aldrig på den sms.
Det gør så ondt. Det er så uafsluttet. Han skylder mig en forklaring. Han skylder mig at slutte det. Fortælle mig, at han ikke vil ses mere. Fortælle mig, at han har mødt en anden. Fortælle mig hvad der gik galt. Jeg finder aldrig ud af det. Der går ikke én dag hvor jeg ikke tænker på ham. Ikke en morgen, har jeg siden det skete, slået øjnene op og det første spørgsmål der melder sig er; Hvorfor? Hvad gik der galt. Det er en pinsel. Det gør så ondt. Det gør så mega ondt. Han var så ked af det. Over han aflyste. Vi skulle på eventyr. Jeg skulle møde hans venner. Vi skulle det hele. Også sluttede det på 2 sekunder. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke.

//

the one who got away (part III)

Vi aftalte hurtig, at ses igen allerede to dage efter. Om onsdagen. Jeg skulle til bestyrelsesmøde og ville komme over til ham efter. Endnu engang tilbød han, at lave mad. Jeg måtte afvise ham. Igen. Nu hvor jeg tænker over det, kan jeg godt fortryde, at jeg ikke bare sagde ja. Lod ham lave mad. Var lidt mere afslappet om hele den del af ‘forholdet’. Jeg kan blive i tvivl om det var derfor det sluttede. Det føltes underligt. Men jeg har overvejet hver en detalje. Samtidig er jeg også meget tro mod mig selv. Jeg havde ikke lyst på det tidspunkt og derfor gjorde jeg det ikke. Om ikke andet så blev den date første gang vi kyssede. Vi havde set film. Igen snakket flere timer og generelt bare hygget. Endelig tog han mod til sig og midt i en sætning kyssede han mig. Det var fantastisk. “Do you wanna sleep over?” spurgte han. Jeg afviste. Igen. Jeg ville ikke ødelægge noget forklarede jeg. Han forstod det. Vi kyssede videre inden han igen fulgte mig til stationen. Igen fandt jeg os på den forbandede plet på Nørreport. Denne her gang med hinanden i hænderne. Kyssende. Som sidst gentog opringningen sig til min søster. Hun var så glad. “Jeg kan høre glæden. Varmen. Kærligheden i din stemme. Hvor er det fantastisk”. Vi snakkede længe frem og tilbage min søster og jeg. Denne her episode har virkelig bragt os tættere på hinanden. Jeg fortalte hende alt.

MA og jeg sås igen om fredagen. Vi havde aftalt, at jeg skulle komme og spise og at jeg skulle sove der. Jeg kom fra arbejde. Jeg havde hentet pizza fra Gorms. Spisningen gik fint. Vi smed en film på. Kyssede. Slængede os i sofaen. Så afslappet. Ukompliceret. Så perfekt. Da vi skulle i seng, vidste jeg godt hvad klokken havde slået. Vi kravlede op af hemsen. Ham først. Selvfølgelig. Det havde jeg nøje udtænkt. Vi lagde os i sengen. Snakkede. Det blev en smule akavet. Han tog sin hånd om mig. Krammede mig og kyssede mig. Hans hænder fandt vej rundt på min krop. Vi blev begge mere og mere ivrige. Men så slog det mig. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde ikke lyst til at ødelægge noget. Jeg sagde fra. Fortalte ham lige præcist det jeg tænkte. Jeg vil ikke ødelægge det. Han trak sig væk. “Hey that’s totally fine. We’ll wait. I’ll wait for you, cause’ im kind of into you”. Jeg kyssede ham. “Sorry.”. “Don’t be” svarede han tilbage. Han kyssede mig. Jeg faldt i søvn i hans arme. Glad og tilfreds. Næste morgen stod jeg op og tog på arbejde. Vi sås igen om mandagen. Jeg sov hos ham. Vi havde sex. Jeg tog på skiferie. De daglige updates blev ved. Snap-chatten kørte. Jeg var glad. Som jeg stod der på pisten og pludselig fik en sms fra ham. Helt nede i maven gjorde det så godt. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og se ham igen. Jeg kom hjem om lørdagen, og om søndagen tog jeg hjem til ham. Det var så dejligt at se ham igen. Nu havde jeg kun ét i hovedet. Ham og at passe min skole. Nu var der tid til, at hænge ud og virkelig lære hinanden at kende. Hvad jeg ikke vidste den mandag morgen var, at jeg en uge efter ville ligge grædende på gulvet på mit værelse. At jeg en uge efter ville have mistet ham.

//

the one who got away (part II)

…Der gik ikke mange minutter før den næste date var i hus. Vi skulle ses om mandagen, efter jeg havde været på arbejde. Jeg glædede mig. Jeg kan huske jeg brugte weekenden på at overveje mit tøj. Latterligt. Virkelig latterligt. Sms’erne forsatte. Ikke synderligt flirtende eller romantiske. Om dagligdags ting. Om arbejde. Hvis jeg skulle læse beskederne nu, ville jeg nok kvalificerer dem som kedelige. Men de var der. Vi sms’ede et 2-3 sms’er om dagen. Lige en update. Vi snappede en helt del. Vores strike blev bedre og bedre for hver evig eneste dag. Den endte på 50 dage i træk. Jeg tog et screenshot. Det var latterligt.
Om ikke andet, så blev det mandag og jeg fik fri fra arbejde. Jeg havde løjet og sagt, at jeg havde spist på arbejde. Han havde tilbudt at lave noget mad. Jeg havde takket pænt nej.  Hvis der er noget jeg ikke kan fordrage, så er det at spise foran fremmede. Det virkede som en sikker løsning. Jeg kan se i min kaldender, at jeg har skrevet, at jeg var hos ham 17.15. Jeg kan også se, at jeg har skrevet, at jeg tog derfra 22.15. Ja. Jeg er meget præcis i min kaldender. Vi havde aftalt, at vi skulle se ‘Making a murderer’ færdig sammen. Vi havde begge fulgt med i den, og vores samtaler bestod også i, at diskuterer afsnittene. Om ikke andet, så var sådan en ‘Netflix’-date jo også en oplagt mulighed for at sidde lidt tæt. Måske kysse? Jeg kom hjem til ham. En hygge lejlighed. Den lå aller øverst oppe. Skråvæge. En kæmpe stor ét-værelses. Et lille køkken. En stue og en spistestue i ét. Også det mest fantastiske. En hems. Midt i det hele. En lille stige man skulle kravle op ad, for at komme i seng. MA fortalte, at det var det han var faldet for ved lejligheden. Dens charme og hemsen.

Making a murderer blev sat på, og jeg puttede mig godt ned i sofaen. Han satte sig ‘foran’ mig. Han lænede sig forsigtigt tilbage. Mit hjerte hamrede derud af. Hans skulder strejfede mine tæer. Han blev forskrækket. Rykkede sig lidt. Sådan sad vi i 1 time. Hver gang den ene rørte den anden, rykkede vi. Kiggede på hinanden. Smilede. Rykkede lidt mere. Vi snakkede ikke den time hvor afsnittet kørte. Da det sluttede, slukkede MA tv’et. Så er det nu tænkte jeg. Nu vender han sig. Nu kysser han mig, og om 5 minutter ligger vi oppe på den hems og har sex. Men nej. MA vendte sig ganske vidst, men kun for at spørge hvad jeg synes om slutningen. Antiklimaks. Jeg havde så meget lyst. Men jeg turde ikke. Det ville være for offensivt. Vi snakkede. Og vi snakkede. Også snakkede vi. Ved 22-tiden blev jeg enig med mig selv om, at jeg skulle hjem. MA var hurtig. Han tilbød straks at følge mig til Nørreport. “Nej det behøves du virkelig ikke” fik jeg formuleret. “Jeg vil gerne. Jeg har brug for noget luft, og du skal ikke gå alene i mørket”. Jeg var solgt igen. Det her kan ikke være rigtig tænkte jeg. Så gik vi til Nørreport. 10 minutters gang. Snakkede videre. Grinte. Jeg lænede mig lidt op ad ham, i håbet om, at han ville tage min hånd. Det hjalp ikke. Der skete ikke noget. Da vi kom til Nørreport, og jeg fandt os stående præcis samme sted, som vi onsdagen før havde krammet farvel og han havde givet mig chokoladebaren, smilte jeg. Det var som om, at det nu var ‘vores’ sted. Totalt åndssvagt. Idag krydser jeg den forbandede plet hver evig eneste morgen når jeg kommer op fra stationen. Nogle morgner smiler jeg. Andre morgner bliver jeg vred. Ked. Sur. Hver morgen bliver jeg mindet om ham. Ikke ligefrem med begejstring. Jeg tænker tit over, om den plet mon også betyder noget for ham? Om det er en pige-ting at finde sange. Steder. Billeder og andet stads at ‘huske’. Ting der minder os om folk. Ting vi opsøger når vi vil pine os selv. Ting der kan gøre os så kede af det. Ting der kan gøre os så glade. Jeg har efterhånden en del steder rundt om i København. Steder jeg har kysset. Steder jeg har grædt. Steder jeg har haft dybe samtaler. Steder jeg har delt hemmeligheder. Men lige den plet på Nørreport. Lige den. Den er sgu lidt svær.
Om ikke andet så stod vi lidt der. Samtalen var kørt død. Jeg var træt. Mit hoved var drænet. Vi krammede. Jeg takkede ham for at følge mig til stationen. Så kiggede han på mig. Jeg kiggede på ham. “Is this the part where we are supposed to kiss?” spurgte han. “I think so” svarede jeg generet tilbage. “Sorry for making this awkward”. Så tog han sig ind til mig, og kyssede mig forsigtig. “It’s okay” svarede jeg efterfølgende mens jeg på tæer kyssede ham igen. Jeg smilte. Helt nede i maven. Det føltes så rigtig. Det føltes så godt på alle måder. Jeg krammede ham igen inden jeg vendte ham ryggen og gik ned til mit tog. Jeg kan huske jeg ringede til min søster. “Hvor fanden er du?” spurgte hun. “Hvorfor ringer du nu?”. “Jeg er så glad” sagde jeg. “He’s a keeper” næsten råbte jeg ind i telefonen mens jeg ivrigt fortalte om vores aften. “Ohhh yes he is” råbte hun tilbage. “Jeg er glad på dine vegne”. “Du fortjener det mere end nogen anden”. Jeg lagde på. Opdatede mine veninder. Alle skulle vide det. Alle skulle vide hvor glad jeg var. I toget på vej hjem kom smilet igen. Jeg løb aften igennem. Vores samtale. Hans smil. Det hele. Åbnede min snap. Der var tikket en ind fra ham. “See you again soon? Goodnight”. Jeg smilte lidt mere. “Yes. For sure! Goodnight” svarede jeg. Jeg kunne ikke sove den nat. Det kørte rundt. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, hvornår denne her drøm mon ville stoppe? Hvornår ville han droppe mig. Hvornår ville han ikke gide længere. Jeg kendte ham knapt nok, men allerede nu var alle mine følelser på spil. Jeg kunne ikke sove den nat.

19 dage efter den aften var det slut. Som et lyn fra en skyfri himmel. Lørdag den 6.februar 2016 var den sidste gang jeg så MA. Onsdag den 10. februar 2016 tikkede den sidste besked ind. “….I’ll get back to you in a bit. Im so sorry!”. Jeg har ikke hørt fra ham siden. Jeg kommer aldrig til at høre fra ham igen.

//