Det er det samme hver gang. Jeg møder en mand. En skide sød mand. Alt er lutter lagkage. Vi ses. Vi hygger os. Jeg giver mig selv 100 procent. Jeg prioriterer at lære det andet menneske, at kende og jeg er villig til, at give rigtig meget af mig selv, således vedkommende kan lære mig at kende. Nogle vil mene, at jeg giver alt for meget af mig selv, men sådan er jeg nu engang – og det har jeg ikke tænkt mig, at lave om på. Sådan går det en måned. Måske lidt mere. Også ligepludselig. Ofte lidt ud af det blå, så er manden væk. Ikke flere kærlige beskeder, ikke flere snap-chats, ikke mere konstant længsel efter, at være sammen. Pist væk. Forsvundet.
Der har endnu ikke været én der har været mand nok til, at fortælle mig hvor kæden hoppede af, ikke én der har kunne tage snakken. Det siger måske lidt mere om dem, end det gør om mig, men ikke desto mindre, så er det altså mig der er blevet efterladt, dumpet og trådt på alle de gange, jeg har (forsøgt på) at indgå i en relation med en mand.
Sådan noget gør ondt. Det ved alle. Og alle ved, at det ikke nødvendigvis gør mindre ondt bare fordi, at man har prøvet det før. Nej, tvært imod. Tvært i mod så æder det en op indefra, og alle følelserne fra tidligere relationer kommer snigende ind i de nye. De sætter grænser for, hvad man føler, at man kan tillade sig, at føle for et andet menneske og de sætter grænser for, hvad man er villig til, at give af sig selv. Værst af alt, så får de en til at gøre og tro fuldkommen sindssyge ting om ens nye relationer. Og det faktisk næsten altid det der ender med, at koste den.
Som jeg sad og skrev det her, så trillede tårerne ned af kinderne på mig. Det gjorde de sådan set gjort hele formiddagen. Jeg kunne mærke det allerede da jeg stod op i morges, at det her var en af de dage hvor jeg i virkeligheden bare skulle have slået min alarm fra, logget ud af samtlige sociale medier, trukket dynen godt op over hovedet, og først stået op igen imorgen. Men livet er ikke sådan bare at ignorere, og jeg havde undervisning med mødepligt og et ton af lektier, at lave. Som jeg stod og børstede mine tænder, kunne jeg mærke tårerne presse sig på, men med lidt koldt vand i hovedet og ud af døren fik jeg undveget den store tudetur. Undervisningen sneglede sig afsted, og jeg kunne mærke en hovedpine banke, et hjerte der var fuldkommen stukket af, et stak-åndet åndedræt og nogle meget, meget våde øjne. Jeg vidste det. Kærligheden havde fået ram på mig i sådan en grad, at jeg var blevet syg. Jeg har haft det sådan før, og det er bestemt ikke tegn på noget godt. Efter undervisning var jeg klar over, at jeg stadig havde en mikro chance for, at undvige ‘sygdommen’, så jeg smed min “det er okay at græde”-playliste på mens jeg ringede til min søster. Jeg er så bange, sagde min rystende stemme som det første, da hun tog telefonen. Også græd jeg, helt ustyrlig meget, mens jeg hulkende fortalte hvad i alverden der var sket.
Forsættelse følger.
//
tusindtanker 