the one who got away

Den 3.december 2015 tikker der et ‘supermatch’ ind på min Tinderprofil. Uinteressant tænker jeg. Jeg havde travlt med eksamen. Med skole. Med at have det godt. Men jeg kunne ikke dy mig. Jeg ‘likede’ tilbage. Et match. Sjovt nok. Sådan begynder historien om ham jeg har valgt at kalde MA. MA har boet i Danmark cirka 2 år. Er 24 år. Arbejder med noget teknologi. Bor inde midt i København, hvilket betyder, at jeg dagligt (nu) frygter at støde ind i ham. Jeg ville helt ærlig, være fuldkommen uden ord hvis det skete. Jeg har ingen idé om hvad jeg ville gøre. Ingen.

Om ikke andet, så gik der ikke længe før den første besked tikkede ind fra ham. På engelsk. Selvfølgelig. Shit tænkte jeg. Men whatever. Samtalen gik og beskederne blev længere, og længere og længere. Jeg har aldrig i hele mit liv skrevet så lange beskeder til noget menneske. Aldrig. Men MA var anderledes. Der var noget. MA skulle efter 2 ugers skriveri frem og tilbage, hjem til sit hjemland for at fejre jul og nytår. Han skulle være væk i 3 uger og vi kunne ikke nå at ses inden. Vi besluttede os for, at udveksle både snapchat og telefonnummer. Det var lettere synes han. Samtalen forsatte. Beskederne blev kun længere. Sms’erne blev så lange, at man var nødt til at trykke på dem før de åbnede sig i et andet program for at se fuld længde. Det var sygt. Vi skrev om alt. Og vi skrev om ingenting. Om kulturforskelle. Om skole. Om arbejde. Om hvor meget MA elskede Danmark. Om fremtiden. Aldrig om følelser. Aldrig om fortid. Altid kun om nutid og altid kun om fremtid. Meget bevist valgt fra min side. Jeg ved ikke om det samme gjorde sig gældende for ham.

Om ikke andet kom MA tilbage til DK efter sin ferie, og den 13. januar 2016 skulle være første date stå. Jeg havde været til eksamen inden vi skulle mødes. Jeg var ikke særlig nervøs. Jeg glæde mig faktisk helt vildt til at møde den mand jeg havde skrevet så meget med. Vi mødtes kl. 14.00 på Nørreport. Aftalen hed kaffe og gåtur i solen rundt om søerne. Jeg kom først. Stod der og ventede lidt. Rettede på mit hår. Min skjorte. Min nederdel. Pludselig kom han til syne i menneskemængden og min første tanke var; Ej. Det var ikke lige det. Men han kom tættere på og jeg besluttede mig for at give det en chance. Vi købte kaffe på Baresso og gik ned til søerne. Samtalen flød. Det hele var ret naturligt. Han var høj. Hans accent var pisse frækt og han havde virkelig god stil. Sådan gik vi rundt og grinede. Snakkede. Hyggede os i et par timerne ved søerne og i Kongens have. Jeg havde med vilje lavet en back-up og skulle arbejde kl. 16.30. 16.15 sluttede daten ved nedgangen til togene på stationen (idag er det så mit hade sted). Vi stod lidt og kiggede på hinanden. En smule akavet. Han smilte. “Jeg har noget til dig forresten, inden jeg glemmer det”. Han stak hånden ned i sin lomme og tog en chokoladebar op. Jeg grinede. “Hvad er det?” spurgte jeg. “Jeg har købt denne her på min ferie derhjemme. Jeg kom til at tænke på dig da jeg så den og så er det forresten verdens bedste chokolade”. Der var en citat af en art på engelsk på. Jeg fattede intet. Han bad mig gå hjem og google det og vende tilbage til ham. Jeg krammede ham og sagde tak. Han krammede mig igen. “Skriv til mig hvis du har lyst til at ses igen. Jeg vil i hvert fald gerne”. “Selvfølgelig” sagde jeg. Krammede ham (igen) og gik ned mod mit tog. Jeg smilede. Jeg smilede over hele femøren. Jeg var glad. Det havde været en god date. Jeg husker stadig fuldkommen i detaljer hvor vi gik. Hvem der sagde hvad hvornår. Hvad vi præcist talte om. Hvordan jeg hele vejen på vej på arbejde smilede. Hvor glad jeg var. Hvor sikker jeg var på, at det her for første gang var potientiale. Jeg sad lidt med chokoladebaren i hånden. Prøvede at tyde hvad teksten betød. Jeg fattede det ikke. Kl. 17.30 skrev han. “Tak for idag. Jeg hyggede mig virkelig meget. Håber ikke arbejdet er for kedeligt. Jeg håber virkelig, at vi kan ses igen. Vi snakkes ved”. Og to sekunder efter “Fandt du forresten ud af, hvad det betød”. Jeg svarede tilbage. “I ligemåde. Jeg vil vildt gerne ses igen. Og nej. Jeg er forvirret. Gi’ mig et hint”.

“Det betyder; Du er smuk at se på eller du ser dejlig ud”. Jeg var solgt. Det var så kliché. Så for meget. Så alt for meget. Men det virkede. Jeg var solgt.

Den  ligger ude i mit køleskab nu. Chokoladebaren altså. Jeg fik den aldrig spist. Jeg ville gemme den. Jeg ville have delt den med ham ved en speciel anledning. Jeg ser på den hver morgen når jeg åbner køleskabet. Det gør lidt meget ondt. Jeg nænner ikke smide den ud. Hvis jeg smider chokoladebaren ud, smider jeg håbet ud. Jeg kan ikke gøre det. Den må ligge der lidt endnu.
(forsættelse følger)

//

søndags rod

Tanker om M fra november 2014. Jeg har ondt af den pige der skrev det der.

I dag har det regnet hele dagen, jeg har trænet i morges, jeg har læst, jeg har sovet også har jeg grædt. Grædt, grædt og grædt lidt mere. Du får mig til at føle mig syg. Du giver mig ondt i maven, kvalme, kuldegysninger. Du giver mig lyst til at begrave mig under min dyne, og ikke vågne før det er sommer, sol og det hele er glemt.

Jeg savner dig. Det gør så ondt. Jeg savner dig. Alting de ting du sagde og gjorde, den måde du kiggede på mig på. Lovede mig, at det hele nok skulle gå, at vi nok skulle finde en løsning, at du holdt af mig, at det aldrig var din mening at såre mig.  Jeg beder dig, sig det igen, hold om mig igen, kys mig, rør mig og hvisk i mit øre igen: undskyld. Hold om mig, og tving mig til at kigge dig i øjnene, fortæl mig, at du ved du har dummet dig, men fortæl mig samtidig at det skal være os to , os to mod verden. Lyv for mig, fortæl mig hun ikke er en del af dit liv mere, at hun aldrig har været det, og at du er ked af det. Jeg holder så uendeligt meget af dig. Det ved du. Jeg holder så meget af dig. Jeg græder lidt mere og tænker på os, de ting vi har haft sammen, alle vores beskeder, vores uskyldige flirt. Alle så det, alle vidste det – undtagen dig.
Jeg kan aldrig hade dig, du har så stor plads i mit hjerte og jeg beder dig, hold om mig, hvisk undskyld igen, træk mig ind til dig og hvisk så igen: det hele skal nok gå inden du forlader mig, for sidste gang.

Og fuck hvor har jeg hadet ham meget siden jeg skrev det der. Virkelig meget faktisk.

Og med det. God søndag.

//

 

For at gøre en lang historie kort

Jeg har aldrig haft en kæreste. Jeg er i starten af 20’erne og har aldrig haft en kæreste. Jeg har altid synes, at denne her sætning var noget nær angstprovokerende at skrive, og ikke mindst fortælle på de efterhånden mange tinder dates jeg har bevæget mig ud på. Men det faktisk ikke engang det værste. Nej. Det værste er muligvis den undren der følger hos modparten. Hvorfor har du aldrig det? Du er da både lækker, sjov, charmerende og ambitiøs? Du kender mig ikke klaphat. Vi har drukket lunken Baresso kaffe i 25 min og gået den obligatoriske gang rundt om søerne. Hvilket grundlag bygger du egenligt den udtalelse på? Intet. Men tak for kaffe. Også farvel.

På trods af, at ovenstående scenarie har udspillet sig et par gange i min efterhånden år lange jagt på det ‘perfekte match’, så er der alligevel nogle fyre ind i mellem der har været anderledes. Nogle der har gjort indtryk. Egenligt har denne bunke af fyrer ikke så meget andet til fælles, end de alle sammen har formået at efterlade mig grædefærdig og ulykkelig. De har alle sammen bidraget til, at jeg totalt har mistet troen på kærligheden. Men det er selvfølgelig også en ting. Så tak til jer.

De næste indlæg bliver det jeg har valgt at kalde ‘historien’. Jeg har siden november 2014 skrevet dagbog på min computer om de fyrer jeg har datet. Det er de historier jeg vil dele. Det er historier om første gang jeg blev forelsket, om at kysse med min bedste ven, om kiksede dates, om at date en der har en kæreste, om blive drøn ulykkelig, om at rejse væk og finde lykken, om at vende tilbage finde endnu mere lykke, om at opgive alt og dumpe uventet ind i ‘det perfekte match’ og om at blive efterladt grådkvalt og ude i stand til at bevæge sig. Om dårlig sex. Om tømmermænd. Om sendte sms’er. Om usendte sms’er. Om booty-calls.Om at håbe på det bedste, og få det værste. Om livet. Det her er historien om mit liv. Det er uden filter. Det er direkte fra dagbogen.

//

tusind tanker – og en tom hjerne

Umiddelbart en super overskrift til bloggens første indlæg. Det er blevet så populært med disse anonyme blogs, og jeg har altid været lidt af en wannabe så nu er jeg sgu’ også med.

Jeg håber i vil grine, græde, smile og rase sammen med mig og min blog, mens jeg tager jer med på eventyr gennem mit liv som lige nu mest af alt er uoverskueligt, langt og utroligt tarveligt. Ja. Det er faktisk ret beskrivende for hvordan mit liv er lige nu. Det tegner jo skide godt for god gossip og lange indlæg.

//