om at møde folk, man lige havde glemt.

Tilbage i marts sås jeg, en enkelt aften, med en fyr. Jeg kaldte ham Studie-fyr. Hammer sød fyr. Pæn. Sjov. Velklædt. En smule lav, men ikke noget der ikke ville gå an i længden. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han var virkelig rar at være sammen med. Derfor var skuffelsen også stor, da jeg aldrig rigtig hørte mere fra ham, end end åndssvag besked med “Hej X. I ligemåde :)” på min “Tak for sidst besked”.

Men med så meget andet, ja så gik han i glemmebogen. Han forsvandt ikke fra mine matches, men jeg forstod ligesom godt en hentydning. Han var ikke interesseret. Jeg slettede min Tinder, og nu her 2 måneder efter (Næsten på dato, vi datede den 29.marts), ja så havde jeg egenligt glemt alt om ham. Lige indtil for en time siden.

Jeg har netop afsluttet min sidste undervisning. Der er ikke mange på skolen. Faktisk var der slet ingen andre end mine studievenner. Jeg havde imorges trukket i et par slidte jeans, en t-shirt, en jakke og et hårbånd. Jeg ser ikke synderligt godt ud. Mascaraen og det meste af make-uppen droppede jeg til fordel for mere søvn og mit hår er en smule fedtet, men som jeg stod der i morges tænkte jeg; Fuck nu det. Jeg skal ikke imponerer nogle. Og ih dog. Hvis jeg bare havde vidst.
Jeg tager musik i ørerne, trasker ud på gaden og ned af gaden. Jeg kigger ligefrem, går i min egen verden da jeg pludselig til venstre for mig ser studiefyren komme gående imod mig. Han kigger på mig. Gaden er heldigvis så tilpas bred, at vi undgår at “møde” hinanden, men han drejer hele hovedet, og kigger efter mig. Jeg kigger hurtig tilbage. Bliver lidt pinlig. Kigger lige frem. Vender hovedet igen, for kun at nå at ane ham gå ind ad den dør, jeg netop er trådt ud af. Shit. Hvis jeg havde været bare 20 sekunder langsommere, så var vi stødt ind i hinanden. Lige der i døren.

Men så ser man ellers mig få benene på nakken, ind på læsesalen for at sætte mig med min telefon og downloade Tinder (igen…). Jeg ville tjekke om vi stadig var et match. Sørme så. Lige så klart. Et match og en sidste besked med teksten “Hej X. I ligemåde :)”. Og nu sidder jeg så her. Det kribler i mine fingre for, at skrive til ham. Bare lige stemple ind. Det kan jo være, at han har lyst til at give det en chance mere? Jeg skal lige tygge lidt på den. Lige vente lidt, men så gør jeg det sgu. Jeg har intet at miste.

Men midt i alt det her, midt i min gen-downloading af Tinder opdager jeg også, til min store ærgelse, at Jakkesættet har slettet mig som match. Det var satans tænkte jeg. Ind i snapchat for at tjekke, at vi nu stadig var venner. Det var vi. Godt nok. Ind i vores samtale for at tjekke om beskederne derind stadig var gemt. Det var de ikke. Satans igen. Okay. Fattet. Det bliver nok ikke til mere sjov med ham. Satans. Igen.

Så nu; All in på studiefyr…. igen 😉
Wish me luck

//

når man mindst venter det

Jeg skal på date imorgen. En Tinder fyr havde fået mit nummer for ja, snart en måned siden? Tror jeg.

Der tikkede en besked ind forleden aften. “Så..Hvornår skulle vi på den date?” . Jeg skulle lige genlæse vores sidste sms’er for at finde hoved og hale i hvem han var, men det gik op for mig, at det var ham der til at starte med, havde invitereret på løbedate.
Jeg fik svaret tilbage, at det måtte vi da hellere snart finde ud af – og så blev det altså hurtig aftalt, at det skulle være imorgen eftermiddag.

Nu er jeg skide nervøs. Jeg havde egenligt afskrevet ham lidt, fordi jeg umiddelbart måske havde fortrudt mit højre-swipe på Tinder, og fordi han endnu engang læser det samme som mig, og det er bare normalt en lille smule for ensformige samtaler der kommer ud af det. Men han er stædig, så han får en chance. Han virker både sød, sjov og humoristisk på skrift, så nu er der ingen vej tilbage og jeg gør det – om ikke andet i mangel af andre ting at foretage mig fredag eftermidag.

Krydser fingre for godt vejr, god kaffe og kemi – så skal det hele nok gå.

//

om at træffe nogle valg og for én gangs skyld stå ved dem

Nu har jeg slettet min Tinder. En gang for alle. Jeg har besluttet mig for, ikke at være mere på, før engang når jeg kommer hjem fra udveksling. Måske. Måske mens jeg er afsted? Det ved jeg ikke, men i hvert fald ikke mere mens jeg er i Danmark.
Det kom sig som en reaktion på alle de følelser jeg kunne mærke jeg lagde i de relationer jeg ‘opbyggede’. Jeg brugte, og bruger sådan set stadig, alt for meget energi på de drenge/mænd/fyrer jeg møder. Og nå ja, som toppen af det hele kom det sig af, at jeg kunne se jeg stadig var et match med MA – og at han sågar har ændret sit billede derinde. Han er altså stadig aktiv. Fair nok. Jeg er ligeglad. Men han har ikke taget det valg og slettet mig som match. Jeg har heller ikke slettet ham, men nu var det jo også ham der droppede mig, så man kunne da ‘forvente’, at han lige havde slettet mig fuldkommen fra sit liv. Men nej. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at han bliver mindet om mig hver gang han er der inde og swipe. Det må sgu da være belastende for ham. Men altså. Vi er også stadig venner på Facebook og på Snapchat, og han er den første til at tjekke min eventuelle MyStory. Men nok om det. Det kapitel er efterhånden lukket og slukket.

Tilbage til tinder-mændene. De får min til at tjekke min telefon konstant. Snappe konstant. Konstant være kreativ, flirtende og udfordrende i mine beskeder. Et kæmpe pres. En kamp. Et ‘game’ som jeg ikke orker mere. Et game jeg altid, uden undtagelser, taber. Det dræner mig, og jeg har brug for at ligge mit fokus på nogle andre ting lige nu. Jeg skal arbejde og snart til eksamen. Om en måned løber jeg mit første marathon, og om 3 måneder rejser jeg +6 måneder på udveksling. Det der dating? Det passer sgu ikke ind.

Det sidste jeg gjorde. Og nu bliver det lidt modsigende. Var at skrive mit telefonnummer til én fyr derinde. En fyr der også læser jura, og som virkede rar. Han virkede sød. Ikke så meget pjat, klamme beskeder, hentydninger og alt muligt andet. Han virker ambitiøs. Jeg bad ham skrive hvis en kop kaffe (som vi tidligere havde skrevet om) stadig var interessant. Han skrev en sms dagen efter. Kaffen var bestemt stadig interessant. Så nu må vi se. Et aller, aller, aller sidste skud i bøssen.

//

 

om skuffelser, tanker og følelser

Så….Jeg havde jo lidt forventet, at jeg efter min torsdag-date, ville være godt optaget af Jakkesættet de næste par uger. At jeg måske havde fundet en fast ‘friend with benefits’. Jeg følte virkelig, at der var noget kemi. Om ikke andet så bare seksuelt. Det virker dog overhovedet ikke til, at han er interesseret mere. Det gør sgu lidt ondt. Som en lussing der igen efterlader mig med 100 spørgsmål om hvad jeg nu har gjort galt. Sagde jeg noget forkert? Var jeg dårlig? Var jeg måske for tyk? Var jeg ikke lige så pæn som på snapchat med filter og trutmund? Var jeg pisse irriterende? Hvad er det der gør, at Jakkesættet kan gå fra at være fuldkommen vild efter mig, sukke når jeg fortæller ham jeg skal på udveksling i 7 måneder, og konstant minde mig om hvor fræk, lækker og dejlig jeg er, til at svare koldt, kortfattet og generelt uinteresseret tilbage. Måske er det nok bare den jagt der har været op til. Han havde mig lige hvor han ville. Nu fik han mig (næsten) også er det vel bare videre til næste? Måske ødelagde jeg det i virkeligheden for mig selv?

Jeg skrev til ham tidligere. Jeg kunne ikke holde mig i skindet efter at have gået en hel dag uden så meget som en snap fra ham.
“Jeg keder mig iaften. Hvis du også keder dig og ellers har lyst til at ses, så kan du jo skrive” skrev jeg. Han svarede relativt hurtig tilbage: “Også mig, men jeg er ikke lige på toppen”. “Nå. Er du syg eller bare træt? Helt fair!” spurgte jeg, “Bare max træt 🙂 ” skrev han retur. Til det svarede jeg “Det er også helt okay. Du kan jo skrive hvis du har lyst og tid til at ses, og hvis ikke, så lad mig lige vide det, så jeg ikke går er total ‘on’ på det hele hvis det ikke er gengældt”. Jeg tør ikke åbne min snap mere i aften. Jeg tør ikke læse afvisningen. Jeg tør ikke se på “åbnet” ikonet uden et svar.
Jeg føler mig til grin. Jeg føler mig udnyttet på en klam måde. Jeg er klar over, at det vi havde bygget op var baseret på sex og absolut ikke på menneskerne bag hverken ham eller jeg, men jeg føler mig sgu til grin.

I virkeligheden må jeg måske nok sande, at jeg endnu engang er blevet bekræftet i at jeg  1) Slet ikke dur til et ‘sex-forhold’ 2) slet ikke skal være på Tinder lige nu 3) har flere issues med mig selv, min krop og mine følelser end jeg måske lige vil stå ved. Det er pisse uretfærdig, at jeg endnu engang sidder på gulvet og kæmper for ikke at bryde sammen. Kæmper for ikke at lægge mig ned og tude. Hamre i gulvet. Råbe. Synes det hele er uretfærdigt. Jeg orker ikke sådan en tur. Jeg orker ikke slås med mine følelser. Så er det nemmere bare at undertrykke dem. Bilde sig ind at de ikke er der, indtil de reelt forsvinder og Jakkesættet blot bliver endnu et nummer på min liste over fyre der aldrig blev til mere end bare det. Listen vokser, tiden går og jeg er i en konstant kamp med mig selv om at acceptere, at jeg er okay. At mit liv er ok. Jeg er okay som jeg er. Også selvom jeg og mit liv ikke indeholder en kæreste. Så er det ok.

Midt i alt det her så har jeg en ‘måske-date’ imorgen, og en date på fredag. Midt i alt det her blev jeg inviteret ud idag af en gammel ‘flirt’. Jeg afviste ham. Det har jeg ikke plads til i mit liv lige nu. Og midt i alt det her stødte jeg pludselig ind i V på skolen. Jeg har ikke set V siden den aften jeg sov hos ham. Det var underligt. Det var tydeligt, at vi begge to var overrasket over situationen og selvom det bare var et hurtig ‘hej’, så var der noget i det smil, de øjne og den måde han tog et skridt hen mod mig for at vende om og forsætte ligeud der fortalte mig, at han vil mig noget. Der er noget han vil sige. Jeg ved ikke hvad, men der er noget.

//

om at gøre noget, man ikke troede man turde

Jeg endte med, at tage hjem til min tinder-snapchat-flirt igår. Jeg tror, at jeg vil kalde ham Jakkesættet.

Vi har skrevet sammet i 3 ugers tid, eller det vil sige, vi har snappet og chattet i Snapchat i 3 uger. Det er som tidligere nævnt, blevet mere sex-ting end alt muligt andet, og selvom jeg bestemt ikke troede, at det var noget jeg tændte mig, var der alligevel et eller andet vildt frækt ved at vide, hvordan han havde lyst til at tage mig diverse steder som i badet, i køkkenet, over et skrivebord mv. Han er god til at formulerer sig, og hans billeder og videoer er heller ikke værst.

Det var været intense 3 uger, og jeg har aflyst vores aftale om at ses 2 gange, af ren og skær frygt og nervøsitet for, hvordan det ikke skulle gå.Igår havde vi så endnu en aftale. Jeg skulle komme hjem til ham efter arbejde, og bare ‘hænge ud’. Vi havde talt lidt om, at skrue ned for sex-ting optil, så det ikke blev akavet når vi mødets. Mit arbejde blev aflyst, så efter studie kl. 14 tog jeg hjem. Jeg skrev til ham, om det ikke var bedre at rykke det, men jeg kunne godt mærke at mine chancer snart var brugt op. Jeg tog derfor en lur. Sov lidt på det, og da jeg stod op, havde jeg mere lyst til ham end før. Jeg brugte derefter en god halv time i bad på at barberer ben og diverse. Jeg skulle stå knivskarpt. Det var det mindste jeg kunne gøre. Så spiste jeg noget aftensmad, og inden jeg selv rigtig havde styr over det, var jeg på vej hjem til ham.
Vi havde aftalt, at han skulle hente mig ved metroen. Han kom for sent, så jeg gik ham i møde, og da jeg så ham på afstand på den anden side af gaden, blev jeg ikke skuffet. Tvært imod fik jeg lyst til rive tøjet af ham som vi stod der. Midt på Frederiksberg. Men jeg gjorde det ikke. Det blev et kram, også gik snakken ellers.
Vi kom op i hans lejlighed, og jeg kunne mærke, at mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Han havde flere gange på skrift ytret, at han ville tage mig i det sekund jeg kom ind af døren. Men det skete ikke. Han gik ud i køkkenet og hentede noget at drikke, mens jeg satte mig ind i sofaen. Han satte sig tæt ved siden af mig. Slyngende sine ben over mine som om, at det var det mest naturlig i hele verden og som om vi havde kendt hinanden i flere måneder. Snakken kørte stadig, og til min store overraskelse opdagede jeg, at vi har gået på samme gymnasium. På tv’et kørte der fodbold, og vi rykkede tættere og tættere sammen, og snakkede om alt og ingenting. Det var hyggeligt, og det var faktisk også virkelig rart. Jeg følte mig tryg. Mere tryg end jeg nogensinde havde følte mig med fx MA. Det var en underlig følelse.
Fodbold sluttede og Jakkesættet foreslog, at vi så en film. Han hentede puder og dyner, og pludselig var sofaen forvandlet til en kæmpe hygge-flade-ud-sofa. Han beordrede mig til at sætte mig, inden han selv puttede sig ned. Han holdt om mig, og pressede forsigtigt mit hoved mod hans bryst. Hans ene arm var rundt om mig, og der gik ikke mange sekunder af filmen, inden den havde fundet vej inden under trøjen.
Jeg jokede med ham; Det var ikke længe du kunne holde dig væk. “Jeg nusser dig bare. Det er okay, er det ikke?” svarede han sødt tilbage, mens blikket i hans øjne sagde noget helt andet. Nusseriet blev mere intenst. Det blev til mine lår. Mine inderlår. Mine bryster. Jeg skulle koncentrerer mig om, at ligge stille. Han nussede mit hår. Hev lidt i det. Min hånd fandt vej til kanten af hans underbukser. Han var stenhård. Berøringen forsatte. Vi havde endnu ikke udvekslet kys, indtil han i en og samme bevægelse hev mig i håret og drejede mit hoved, slukkede tv’et og fik vendt mig om så han pludselig sad oven på. Han var allerede godt i gang med at udforske min krop med hans fingre, inden jeg nåede at opfatte hvad der var sket. Det var virkelig intenst, og det var fuldkommen som vi havde skrevet om i de 3 uger. Han vidste nøjagtig hvad han gjorde. Og han gjorde det godt. Efter at have ligget og ‘dry-humpet’ hinanden, og han efterhånden flere gange havde bevist hvad hans hænder var lavet af, fik jeg spurgt om han havde et kondom. Det havde han ikke. Det havde han fucking ikke. Han gik ud fra, at jeg havde et. Han faldt sammen over mig. Bandede og svovlede. Jeg grinte. Jeg var flad af grin. Han var som en lille dreng der ikke måtte få det slik han ville i slikbutikken. Det var fantastisk sjovt. Vi rykkede ind i sengen, og forsatte med hænder, fingre og mund. Det var lige så godt. Vi faldt i søvn kl. 02, men flere gange i løbet af natten var der godt gang i den, og det samme i morges. Manden var fantastisk.
I morges forsøgte han så, at overtale mig igen. “Må jeg ikke nok knalde dig? Jeg vil så gerne”. “Bare ud og ind 10 gange? Det sker der ikke noget ved. 5 gange? 2 gange? 1 gang?”. Men jeg var stædig. Jeg skal ikke have hverken klamydia eller et barn, så det blev et nej tak og et løfte om, at det måtte blive næste gang. Så kyssede jeg ham farvel mens han stod med stiv pik i entréen, og jeg lukkede døren bag mig og tog på studie.
Senere på formiddagen tiggede der en besked ind på snap-chat “Tak for igår <3”. “Selv tak” fik jeg svaret “Næste gang så hav lige styr på det praktiske hvis du forventer mere ik?” skrev jeg kækt. “Det kan du fandema tro jeg nok skal have” svarede han tilbage.

Vi har ikke snakket mere siden kl. 11.30, hvilket er lidt unormalt i forhold til hvordan det “plejer” at være. Jeg tror dog, at vi begge to lige skal finde et ben at stå på i forhold til situationen. Jeg er ikke i tvivl om, at han gerne vil se mig igen, og det samme vil jeg. Men jeg er også stædig. Han må tage initiativ. Jeg gør det ikke. I hvert fald ikke lige med det samme.

iligemåde.

I nat slettede jeg tinder. Jeg følte, at det var det eneste rigtige oven på min reaktion igår. Jeg var egenligt mest pissed. Jeg synes, at man skylder folk en “Hey. Jeg er ikke interesseret”-besked. Det er almindelig god opførsel. Den gør naller at skrive, der har vi alle været. Men vi har også alle sammen været den droppede og man vil gerne have besked. Det vil man altså gerne.

Om ikke andet stod jeg glad og tilfreds op i morges, og havde allerede glemt alt om tinder. Solen skinnede, og det skulle blive en god dag. Men så. I bussen på vej til løbetræning kl. 17, tog mine fingre over, og på et split sekund havde jeg efter 12-timers tinder-fri, downloadet appen igen. Jeg skulle jo liiiiige tjekke, om der var kommet en besked. Ikke nødvendigvis fra studie-fyren. Ham har jeg afskrevet. Men måske fra en anden. Uden forventninger åbnede jeg appen. Klikkede mig lidt rundt. Swipede lidt. Også opdagede jeg den lille orange plet. Ved ikke hvorfor jeg i 1 minut havde været blind for den, men der var en besked. En besked fra studie-fyren fra i mandags.

“Hej X (mit navn). Iligemåde :)” . Og det var det. Jeg gloede på beskeden. Den sagde mig ingenting. Jeg blev på en og samme tid glad, og en smule forvirret. Jeg tænker, at hvis han var interesseret i at se mig igen, ja så havde han nok givet udtryk for det og svaret hurtigere på min besked. Omvendt, så svarede han jo faktisk. At det så var 1,5 dag efter jeg havde sendt beskeden, og at den er forholdvis kølig, det er så en anden sag. Men han svarede sgu da. Det havde jeg alligevel ikke forventet. Jeg svarer ikke retur. Jeg sletter tinder igen. Måske ser jeg på det igen i næste uge. Lige nu så nej.

Og nå ja. Så var der den der løbedate jeg skulle have været på idag. Den aflyste jeg igår, i vrede over mangel på svar fra studie-fyren. Han havde også skrevet. “Skal du have en chance til for en løbe-date i weekenden?”. Jeg stak ham mit nummer, og bad ham skrive hvis jeg stadig var interessant. 2 sekunder efter forslog han en løbe-date på lørdag på sms. Den tænker jeg lige over. Jeg vil ikke afvise det.

koldt vand i hovedt

Ja. Det var egenligt ret meget sådan det føltes idag da jeg åbnede min Tinder for en time siden, efter en arbejdsdag på 9 timer, i håbet om, at min studie-fyr fra forleden havde reageret på den besked jeg smed afsted igår eftermiddags. Men nej. Ikke så meget som et ‘selvtak’ kunne det blive til. Hvad fanden foregår der?
Det gjorde sgu ondt. Det fik mig til at tænke. Løbe det hele igennem på vej hjem i bilen. Hvad gjorde jeg galt? Hvad sagde jeg? Var jeg ikke ligeså pæn i virkeligheden som på billeder? Var jeg pisse irriterende? Under hele tankestrømmen spillede Jordin Sparks med ‘Battlefield’. Så græd jeg lidt. Ikke sådan rigtig gråd, men tårene trillede ned af kinderne på mig. Det gjorde sgu ondt. Selvpineri af værste grad. En afvisning gør fandema ondt.
Det er mig en gåde hvordan to mennesker kan mødes. Den ene kan føle alt, og den anden kan føle intet. Jeg forstår ikke, hvordan man kan gå så skævt af hinanden? Nu er det jo ikke fordi, at jeg har hverken følelser eller noget involveret i ham fyren, men når man ser noget potientiale og føler sig i godt selskab og det ikke er gengældt – så gør det sgu ondt. Også mere end jeg egenligt troede.
Det fik mig til at revurderer hele denne her Tinder-idé. Selvom jeg er stolt over, at jeg kastede mig ud i det igen og faktisk mødtes med en, så var det måske ikke så skide smart, at give mig i kast med det igen. Og slet ikke allerede. Måske er jeg stadig lidt for sårbar, hvis jeg kan græde over en fyr jeg har brugt 3,5 time sammen med en mandag aften. Måske skulle jeg slette appen, og for en gangs skyld lytte til mit hjerte. Lade det være. Lade være med, at udsætte det for unødig smerte. Jeg ved det ikke. Tror jeg lader appen være lidt. Jeg sletter den ikke, men jeg åbner den heller ikke.

påskedate med studie-fyr

Vi havde aftalt kl. 19. Han skrev og spurgte om kl. 20 var ok. Det trak ud på læsesalen. Ok skrev jeg. Jeg overvejede at aflyse, men tænkte også, at jeg heller måtte give ham en chance. Klokken nærmerede sig 20. Der tikkede en besked ind; Det bliver måske lidt efter kl. 20. Jeg skynder mig. Er det ok?. Jeg overgav mig. “Ja det er fint.”. 20.26 ringede det på min dørtelefon. Jeg lukkede ham ind og stod akavet og ventede i døren. Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle holde døren åben. Skulle jeg vente på han ringede på? Hvad fanden gør man lige.
Nå, men han kom op ad trappen. Drivvåd. Det regnede udenfor og han var på cykel. Snakken gik fint fra start. Vejret er jo altid nemt at tale om. Vi lagde os ind i min seng og jeg spurgte om han havde tænkt over hvilken film vi skulle se. Han kom med et par forslag. Vi endte med ‘Get hard’. Sjov film. Snakken gik fint. Mest om studiet. Han var god til at spørge ind og være interesseret i mig. Jeg var måske knapt så god. Vi lå tæt i sengen. Skulder mod skulder. Det var hyggeligt. Virkelig hyggeligt.

Da filmen var slut lukkede jeg min computer ned. Snakken forsatte. Vi grinede. Vi lå tæt, men der skete ikke noget. Få gange i løbet af aften fik vi intens øjenkontakt. Jeg havde lyst til at kysse ham, men jeg gjorde det ikke.

Kl. 00:00 besluttede han sig for, at det var på tide at vende snuden hjem. Jeg fulgte ham ud til døren. Han tog sin jakke og sko på mens vi snakkede videre. Vi var vidst begge lidt i tvivl om, hvordan man fik afsluttet det bedst muligt. Det blev et kram. Ikke noget vildt, men ganske ok. Ude i opgangen vendte han sig om: Det var virkelig hyggeligt. Måske vi ses rundt omkring på studiet eller noget? sagde han. Jeg grinte, smilte og sagde; Ja. Det gør vi da helt sikkert. Kom godt hjem. Han gik ned af trappen og jeg lukkede døren bag mig. Jeg var spændt på at se, om han ville skrive. Tjekkede min telefon 8 gange inden jeg gik i seng. Intet nyt.

Han har stadig ikke skrevet. Jeg har heller ikke. Jeg gør det sgu senere hvis han ikke reagere. Jeg vil gerne ses igen. Han var sgu mere interessant end som så.

//

2 dates – og en aflysning.

Jeg skulle have været på date her kl. 14. Kaffe og gå tur i fælledparken. Umiddelbart rigtig hyggeligt. Helt udemærket, men så fortrød jeg. Det kom sig dels af, at jeg tog mig selv i intenst at stirre hans Tinder billeder igennem, og i den forbindelse måtte konstatere, at han nok alligevel ikke lige var noget for mig. Desuden er, han typen der allerede i fjerde besked anvender begreber som ‘flotte’, ‘smukke’ mv. Det er jo rigtig sødt. Det er det da. Men jeg får det dårligt. Helt inde i hjertet. Jeg orker det ikke. Så jeg smed en løgn om en pludselig familie påskefrokost. Jeg undskyldte. Jeg har det egenligt dårligt over at have sat ham op, og så aflyse 3 timer før, men jeg vil heller ikke spilde hans tid.

Men. Ovenstående var faktisk ikke den eneste grund til, at jeg aflyste. For som jeg igår lå i min seng og kedede mig, tikkede der en besked ind fra studie-fyr nr.1 – Ham der forslog kaffe/te/film o.l. Vi udvekslede et par beskeder. Vi lavede begge to det samme. Lå i vores seng, og havde lidt ondt af os selv. Jeg forslog kækt, at vi da skulle have haft ondt af os selv sammen i stedet for at ligge hver for sig. Den greb han hurtig. “Du skal da være velkommen hos mig”. Men nej. Det var hverken min krop, mit ansigt eller hjerne klar til. Jeg fik pænt afveget invitationen, og forslog vi fandt en anden dag. “Hvad med imorgen aften? Jeg skal på læsesal. Men efter?” forslog han. Mit friske-jeg slog til, og uden selv at kunne styre det havde jeg svaret; Det lyder som en aftale. Så ja. Nu kommer han forbi kl. 19 til en film. Jeg mener, to dates i streg på én dag ville måske også lige være friskt nok?Jeg understregede kraftigt, at der ikke var lagt op til Netflix n’ chill. Det forstod han, og påstod da også, at det heller ikke var hans intention. Ha ha. Tror ikke jeg gider barberer ben. Det er som om, at man så automatisk er bedre til at afvise, hvis nu det skulle udvikle sig til mere end bare en film.

Det hele er jo sådan set fint, indtil jeg så fik stalket hans Instagram profil. Den var kedelig. Inden jeg opgav trykkede jeg alligevel på hans “taggede” billeder. Frem på min skærm kommer et billede. 4 drenge om et bord, med teksten “Første morgenmad sammen i den nye lejlighed”. Min date i baggrunden. Pæn fyr. Men i forgrunden. I forgrunden af det billede sad den studie-fyr jeg OGSÅ har matched med (Tutor-fyren), og som jeg netop forleden aften har lovet at vende tilbage til med en dag at ses. Så de bor altså sammen. Pludselig blev jeg ekstrem glad for, at jeg havde forslået vi var hos mig. Jeg skal ikke nyde noget af, at dukke op i et drenge-kollektiv, og pludselig stå ansigt til ansigt med to tinder-matches. Jeg kunne godt mistænke dem i, at teste mig. Se om jeg spiller på to heste. Jeg venter lige lidt med at tage kontakt til fyr nr. 2. Jeg skulle nødig skyde mig selv i foden fra start.
Så nu tager jeg chancen. Bryder alle de aftaler jeg havde med mig selv om nul-dating og ser en film. Med en fremmed. I min seng. Alene. En mandag aften. Shit.

//

 

 

en, to, mange.

Tinder har taget overhånd. Mildt sagt. Jeg har været på i mindre end én uge og status er som følger:

• 2 dates – Mandag til kaffe og gåtur (Ak ja. Den klassiske) og torsdag til en løbetur. Shit mand.
• 2 fra studiet, hvoraf den ene var tutor under min rusperiode (Vi lader begge som om, vi ikke ved hvem hinanden er. Who are we kiddin’?), og den anden bad mig vende tilbage med en dag for “øl/film/kaffe/te/o.l.” – Hvad fuck skal det betyde? En kombination af alle tingene virker umiddelbart uoverskueligt. Og hvem bruger egenligt “o.l.” som forkortelse. Ak ja.
• 1 der er fuldkommen vild efter at mødes i Fitness World og træne sammen? Jeg var ikke klar over, at Tinder også kunne bruges sådan. Men fair. Det bliver dog et nej tak herfra. Hvornår er det acceptabelt, at slette et match?
• 1 der bare vil knalde. Vi udvekslede snap. Jeg fortryder det bittert nu. Abort mission!
• 2 der åbenbart bare vil chatte. “Hvad laver du?”. “Hvad laver du så nu?”.
• 1 match med en jeg pænt afviste tilbage i slutningen af november, da hans approach primært var hjerter, kysmunde, skat, mus, flotte, lækre – Jeg skulle kæmpe imod for ikke at kaste op ud over min telefon dengang. Nu likede jeg. Skulle jo lige tjekke om interessen stadig var der fra ham. Bang. Match. Jeg giver ham 2 timer. Så skriver han. Jeg orker det ikke.
• 1208238 matches med drenge jeg ikke aner hvad jeg skal kategorisere som. Dem skriver jeg ikke hverken til, eller med.

Og med det var der lagt op til en travl påske på Tinder. Så meget for at ville ‘finde sig selv og være uden mænd de næste par måneder’. Det sker jo ikke.

//